Det må kunne lade sig i en periode at arbejde tre dage om ugen for at være mere sammen med børnene. Uanset hvad arbejdsgiverne siger - eller handler det om manglende vilje?
ORLOV
Vi har ikke råd, siger mange af politikerne. Vi mangler arbejdskraft, siger arbejdsgiverne og politikerne. Den nuværende orlovsmodel er kun for kvinder, siger ligestillingsarbejderne. Vi har ingen alternativer, siger forældrene på venteliste. Alt sammen som bidrag til debatten om orlov til børnepasning.
I virkeligheden har de alle sammen ret. Men den ret berettiger ikke til, at vi blot positionerer os og råber fra hver vort interessefelt, at vi ikke vil have forandring. I stedet må vi have en ordentlig debat, hvor vi lytter til hinanden og finder de bedst mulige modeller under de givne betingelser.
Vi må og skal lære som vælgere og forbrugere, at en debat om forandring, ikke fordrer politisk fuldfinansierede løfter i samme øjeblik, den er rejst. Og politikere må blive bedre til at tale om emner, vi ikke har råd til.
Trækker vi vejret i et øjeblik og ser på hvad vi egentlig snakker om, så er børnepasningsorloven en mulighed i seks måneder pr. barn. Vi får knap to børn i gennemsnit og ca. 15 pct. af os får aldrig børn. Vi snakker altså om at 85 pct. af arbejdsstyrken potentielt kan være fraværende et år i løbet af et arbejdsliv på ca. 40 år dvs. 2,5 pct. af vores samlede arbejdstid ved en maksimal udnyttelse. Til sammenligning udgør ferie knap 10 pct. af den samlede arbejdstid..., så i realiteten er det ikke, så meget vi taler om.
Siden Ligestillingsrådets undersøgelse af mænds brug af orlov har det været dokumenteret at modellen må gøres mere fleksibel, hvis orlov til børnepasning skal være andet end et svar på den manglende pasningsgaranti. Det er ikke nødvendigvis hverken personligt eller økonomisk attraktivt at skulle være fraværende i så lange perioder, som den nuværende ordning lægger op til.
Men uha - den slags fleksibilitet er farlig - det kan ikke lade sig gøre at planlægge korte perioder, medarbejderne arbejder jo i teams, så de kan ikke være fraværende, siger arbejdsgiverne.
Og det er vel egentlig ret underligt. Det kan lade sig gøre at planlægge ferier og fridage. Det kan lade sig gøre, at medarbejdere er syge. Det kan lade sig gøre at sende medarbejdere på kurser - også i lange perioder, vi skal jo uddanne os hele livet. Det kan lade sig gøre at arbejde på deltid, uden at miste sin plads i arbejdsfællesskabet. Det kan lade sig gøre at etablere fleksibilitet for ældre medarbejdere og medarbejdere i fleksjob. Og for mange kan det lade sig gøre at arbejde hjemme ind imellem.
Men det kan ikke lade sig gøre f.eks. i en periode at arbejde tre dage om ugen for at være mere sammen med børnene.
For mig at se kan det kun handle om manglende vilje.
Ved en fleksibilisering af orloven opnår vi jo netop, at fastholde arbejdsstyrken på arbejdsmarkedet - alt andet lige, må det, set med arbejsmarkedsbrillerne på, være bedre at arbejde tre dagen ugentligt end slet ikke at arbejde, som det er nu. Fleksibilitet er således også en mulighed for at arbejde mere! Ved en fleksibilisering opnår vi, at kunne fastholde at orlov til børnepasning også er en økonomisk realistisk mulighed for mænd, som i dag ofte fortæller, at det er for dyrt for familien, at give afkald på deres indtægt i så lang en periode. Ved en fleksibilisering af orloven opnår vi også, at orloven bliver et instrument til at give børnefamilierne bedre vilkår og mere tid sammen - og det var vel det, der var hensigten?
Et fleksibelt arbejdsmarked er også en del af fremtidens virkelighed. Vi skal kunne arbejde meget i perioder, hvor der er behov for det, og mindre i perioder, hvor vi har behov for det. Familievenlige arbejdspladser er ikke længere et eksotisk begreb for den mere rabiate del af fagbevægelsen. Selv arbejdsgivere ved godt, at det er en mulig måde at gøre sig attraktiv for den gode arbejdskraft på. Og de siger det - højt - indimellem, men samtidig siger de også, at handler om at bevare arbejdspladser.
Netop, kunne man tilføje, for hvem vil bevare arbejdspladser, der ikke rummer mulighed for et helt liv, hvem vil arbejde de steder hvor fleksibilitet kun er en gave fra medarbejder til virksomhed, og ikke omvendt? Ikke mange og slet ikke fremover, hvor der bliver en reel mangel på arbejdskraft og dermed mulighed for at vælge mellem arbejdspladser.
Et engelsk ordsprog siger: Put your money - where your mouth is - på dansk, tal kun om det, du vil betale for. Måske derfor bliver politikerne så valne, når de snakker om orlov til børnepasning. 60 pct. af dagpengene er ikke meget i orlovsydelse. Det er ikke et tal med mange unge stemmer i. Men som samfund har vi ikke råd til mere - lige nu.
Men jeg synes faktisk også det er flot, især hvis forudsætningen om pasningsgaranti og fleksibilitet er en realitet. Så er orloven jo netop et reelt valg i den enkelte familie. Og hvis vi turde åbne for debatten, lytte til hinanden, og se på andre finansieringsmodeller - f.eks. en begunstiget orlovsopsparing, ligesom vi gamle dage havde en begunstiget børneopsparing, så kunne vi også nå meget længere med den del af sagen. Vi kunne også overveje at lære af andre lande - og f.eks. se på muligheden for at indføre en tidskonto, som i Norge. Kreativ tænkning og debat behøver jo ikke at ende med skatteforhøjelser.
Men alt det handler om værdier, om hvad vi ønsker af vores samfund og hvad vi vil betale for i fællesskab og hver for sig. Og hvis værdidiskus-sionen ikke kun skal være en del af festtalerne, bliver vi nødt til at åbne for en debat både om det, vi har ønsker om, om det vi ikke har råd til, og om det vi tror er rigtigt. F.eks. en fleksibilisering af orlov til børnepasning.
