Kronik

De forstyrrede børn

3. november 1998

Særlige børn hører da hjemme i særforanstaltninger. Gør de ikke?

Efter tyve års indsats med integration af 'vanskelige' børn og unge ser vi ud til at være tilbage, hvor vi begyndte.
Børn med problemer udskilles igen i stigende omfang fra folkeskolen og de kommunale fritidsinstitutioner. Amternes specialskoler med fritidstilbud oplever en eksplosiv tilgang, især for børn, der både har sociale problemer og indlæringsvanskeligheder.
Børnepsykiatrien og de amtslige behandlingsinstitutioner har stigende og alt for lange ventelister. Resultatet er, at forældre ender i et valg som kunne ligne et rigtig ubehageligt og uløseligt dilemma:
Lader de barnet blive i den kommunale skole og institution, ender det i en stadig mere isoleret og nederlagspræget position. Vælger de derimod en specialskole med amtslig fritidsinstitution, er der en umiddelbar gevinst eller lettelse hvad angår krav og forventninger, men samtidig en ødelæggelse af hverdagens sociale sammenhæng. Hvordan barnet og forældrene end vender og drejer det, er der tale om væsentlige sociale tab.

En ny diagnostisk kultur har udviklet sig, hvor børnepsykiatriens betegnelser siver ned igennem de kommunale lag af profes-sionelle: PPR-rådgivninger, sagsbehandlere, lærere, pæ-dagoger. Til sidst lander de hos forældrene.
Det er er ikke let at afgøre, om de nye betegnelser for børn med vanskeligheder er overarbejdede kommunale psykologers og sagsbehandleres forsøg på at legitimere det stigende henvisningspres på amtets institutioner, eller om de reelt udtrykker ny viden og indsigt. Når mange kommuner har økonomiske trængsler med personalemæssige nedskæringer til følge, er det nærliggende at bruge betegnelser som DAMP som adgangsbillet til amtets specialskoler.

DAMP lyder af tungtvejende børnepsykiatrisk diagnose. Imidlertid drejer det sig om børn, der altid har været kendt i folkeskolen som ukoncentrerede, motorisk urolige og ubehjælpsomme, usikre på rum og retning og som regel med hårdnakkede problemer med indlæring af basale skolefærdigheder i enten dansk eller matematik. Oftest begge dele.
I eksempelvis Århus amt udgør DAMP-børn hovedparten af stigningen inden for den vidtgående specialundervisning på specialskole.
En anden stærkt stigende henvisningsgrund er kontaktforstyrrelser - børn med manglende eller svagt udviklet evne til social indlevelse og indføling. De har svært ved at aflæse sociale signaler og kommer derved i hyppige og voldsomme konflikter med alt og alle og ender ofte ensomme og isolerede.

Mit ærinde er ikke at stille spørgsmålstegn ved relevansen af de amtslige foranstaltninger.
Min nysgerrighed er vendt mod den verden, jeg færdes i til daglig som leder af en kommunal børnerådgivning: Hvad er der sket i vore skoler, dag- og fritidsinstitutioner, siden spørgsmål om børn med vanskeligheder nu ikke længere løses med integration, men desintegration?
Hvordan går det til, at 1980'ernes alment anerkendte og udbredte tanker blot ti år senere afløses af de centrifugale kræfter, vi i dag ser aktive i udstødningen af børn fra kommunerne?
Er den faglige hukommelse virkelig så kort hos de professionelle aktører i kommunerne eller er der tale om væ-sentligt ændrede vilkår for de svage og problematiske børns muligheder for at hænge på i deres skole og daginstitution?
Det er næsten banalt at konstatere, at vilkårene i
daginstitutionerne er blevet mere stressende både for børn og personale, med de ofte urealistiske kommunale løfter om pasningsgaranti. Merindskrivninger uden tilsvarende tilførsel af personale og bygninger må nødvendigvis resultere i mere uro og støj, flere konflikter og et dårligere klima både fysisk, socialt og pædagogisk.

Det er måske knap så indlysende, hvorfor udstødningen i folkeskolen har været tiltagende i en periode, hvor elevtallet har været stagnerende og direkte faldende på mange kommuneskoler. Det er korrekt at skolebygningerne ofte mangler vedligeholdelse, men der burde være flere lærertimer til den enkelte elev al den stund, at det faldende elevtal ikke har medført tilsvarende reduk-
tion i skolernes normeringer. Mere tid til den enkelte elev burde alt andet lige kunne understøtte de svage elevers muligheder for at forblive i folkeskolen.
Lærerne beretter selv om ændrede vilkår for mødet med børnene i skolen. Mange elever i indskolingen er ikke skoleparate. De er urolige og har sværere end tidligere ved at samle sig og modtage en kollektiv besked. Børnehaverne leverer så at sige ikke længere varen.
Også den stadige strøm af nye opgaver og krav til skolen opleves som belastende for lærernes muligheder for at integrere de vanskelige elever. Tiden er blevet knap i skolen.

Den mest afgørende og virksomme faktor i den stigende udstødning er måske ikke så meget de fysiske og ressourcemæssige forhold som en væsentlig ændring i forståelsen af barnet med vanskeligheder. Og dermed også hvad der ligger og især ikke ligger inden for folkeskolens opgaver.
Der er tale om en tilbagevenden af en naturvidenskabelig tankegang inden for pædagogikken, en form for psykiatrisering som ret beset er de pædagogiske fag inderlig fremmed. Det psykiatriske sprog forlener den nye udstødning med en videnskabelig fernis, der fejlagtigt giver indtryk af årsagsforklaring og objektivitet.
Vi har før set eksempler på den slags. I 70'erne blev de samme børn beskrevet som hyperaktive, havende skjulte absencer eller med så små hjerneskader, at skaden knap kunne spores med de tilgængelige objektive undersøgelsesmetoder.
Der har været og er en stadig kamp mellem naturvidenskabelige og humanistiske opfattelser af, hvordan man kan forstå børns vanskeligheder. Forskellene handler selvfølgelig også om behandlingsforslag: Medicin? Ændret struktur? Udvikling af barnets selvindsigt?
Skolen og dag- og fritidsinstitutionerne er kampplads for disse brydninger, der kan aflæses i udstødningens konjunkturer. Forståelsen af det problematiske barn er afgørende for valget af pædagogik og er med til at afgrænse, hvad kommunens lærere og pædagoger forventes at klare.
I dag forventer folkeskolens lærere ikke at skulle undervise børn med store opmærksomhedsproblemer. Det har vi amtets specialskoler til. Det er bedst for barnet at anbringes i en skole med stærk struktur og forudsigelighed i hverdagen med ingen eller så få valgmuligheder som muligt.
Folkeskolen arbejder med andre ord efter en lovgivning, hvis moderne og meget roste principper på forhånd ud-grænser en stadig større gruppe børn.
I børnehaven forventer pædagogerne ikke at skulle håndtere stærkt konfliktsøgende børn. Deres problem er blot at de som regel ingen muligheder har for at sende børnene ud af kommunen, fordi amtet ikke (endnu!) har udbygget kapaciteten på specialbørnehaveområdet, når det gælder børn med adfærdsmæssige og psykiske vanskeligheder.
Det er forståeligt, hvis lærere og pædagoger ser hen til, at de bliver anbragt der, hvor det alligevel også er bedst for børnene selv.

Problemet er blot, at i nutidens glæde over de mange målrettede og særlige undervisnings- og fritidstilbud langt væk fra den hjemlige kommunale virkelighed er der tilsyneladende ingen, der spørger sig selv:
*Hvad har disse børn at vende tilbage til i deres weekender, og når de engang er færdig med specialskole?
*Hvordan opbygge sociale relationer, når samværet ligner de voksnes arbejdsrela-
tioner med den skarpe adskillelse mellem arbejde og fritid?
Børn skaber ikke kammeratskaber eller blot social sammenhængskraft i deres liv på denne måde. Man glemmer alt for ofte, at barnet, der udsondres i særlige pædagogiske institutioner, på den ene side opnår beskyttelse igennem samværet med ligesindede, men også socialiseres ind i en negativ identitet som udstødt, anderledes, som en, der er defineret ved mangel.
De børn, jeg taler om her, har grundlæggende svært ved at knytte kammeratskaber og har ofte et stort savn af venner. Når specialpædagogikken løsrives fra den almindelige pædagogik, er der væ-sentlig risiko for, at barnets livsperspektiv som en del af et socialt fællesskab tabes på gulvet.

Integrationsbølgen blev båret af den humanistiske og solidariske grundopfattelse, at et samfund skal kendes på hvordan det behandler sine svage medlemmer. Der, hvor skolerne og institutionerne lader fanden tage de sidste, får det utilsigtede virkninger for de tilbageblevne heldige, som falder inden for normalitetens grænser. Udstødning forarmer, både fordi mangfoldigheden og dermed bl.a. folkeskolens egentlige berettigelse undergraves, og fordi den solidaritet, der bærer skolens og institutionens fælleskab, korrumperes. Hvad der kunne være en berigelse både for den pædagogiske udfordring og kammeratskabets rummelighed ender som en falliter-klæring med hvad det indebærer af dårlig samvittighed, oplevelser af utilstrækkelighed og angst for, hvem der bliver den næste.
Og det er just det triste ved den nuværende udstødningsbølge, at de kommunale skoler og øvrige institutioner for børn efterlades en lille smule fattigere, mere inkompetente, for hver gang pædagogiske opgaver og udfordringer overlades til de 'rigtige' eksperter.

Det siger meget om situationen i dag for børn med vanskeligheder i kommunerne at det ofte er en stor lettelse både for barnet og forældrene at blive tilbudt at flytte til en specialskole eller -klasse.
Flere og flere forældre søger og vælger selv den desintegrative løsning for deres barn.
For blot ti år siden var forældres og børns reaktion ofte den modsatte, de kæmpede med næb og klør for at blive i deres lokale skole.
Der er blevet lavere til loftet i kommunerne.

*Alex Madsen er leder af en kommunal børnerådgivning.

Apropos - 'Adfærdsvanskelige' børn udskilles oftere

I 1985 henvistes på landsplan 0,62 procent af skolebørnene til vidtgående specialundervisning i specialskoler og -klasser. I 1996 er denne procent steget til 0,96.
Samme periode viser en markant lavere stigning for, hvor mange af de børn, der tidligere har været henvist til 'vidtgående' specialundervisning, der senere integreres i normalundervisningen - nemlig fra 0,19 procent til 0,23 procent.
Igen på landsplan er kategorien børn med adfærds- eller psykiske vanskeligheder inden for den vidtgående specialundervisning steget fra 8,8 procent i 85/86 til 21,6 procent i 96/97. Denne beskrivelse er nu den næsthyppigste henvisningsårsag og dækker over bl.a. DAMP og børn med kontaktforstyrrelser (kilde: Samrådet vedrørende den amtskommunale specialundervisning).
Tallene viser med al ønskelig tydelighed den stigende desintegration og en markant udvikling mod at bruge afvigende social adfærd som henvisningsgrund inden for den vidtgående specialundervisning.

Der findes en parallel til desintegrationsbølgen i folkeskolen, nemlig de aktuelle politiske og fagprofessionelle krav til flere anbringelser af børn - om nødvendigt med tvang.
Der er ingen tvivl om at for mange børn overlades for længe til alvorlige omsorgssvigt i hjemmet. Det interessante er dog, at svaret på disse problemer ikke er f.eks. kvalificering af det kommunale beredskab, ordentlige socialrådgivernormeringer og penge til videreuddannelse - men derimod fjernelse af børn fra deres forældre.
Også på det socialpolitiske område er en progressiv lovgivning kommet helt ud af trit med de faktiske betingelser i kommunerne for at realisere de smukke visioner.

Alex Madsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu