Læsetid: 5 min.

Giv mig levende kunst

Debat
2. november 1998

Af NIELS BORUP sceneinstruktør,medlem af bestyrelsen for Danmarks Teaterforeninger

Der er ikke brug for mere af alt det, man kan zappe frem på skærmen foran sofaen. Der er brug for nærvær. Teater er nærvær

TEATER
Jeg er træt af at høre på filmmediernes højtråbende krævere.
Det er forstemmende, så grådige de er i det filmiske miljø, en fordobling af støtten er ret og rimeligt, lyder det fra klipper til producent, og der nikkes fra politisk hold, så resultatet bliver en klækkelig check, som først og fremmest tages fra teatret.
Argumentet, at dansk film er presset af den amerikanske medieindustri, skal tages alvorligt, men at lade den levende kunst i stikken er snæversynet. For film er ikke-liv, selv om det kaldes levende billeder. Film er museum, dødt historisk materiale, som vi kan blive grebet af eller kede os til. Filmen er jo ligeglad. Om vi så råber og skriger ad den, truer den med vold og retssager, er det højeste vi kan opnå at få stoppet her-og-nu-fremvisningen, eventuelt ødelagt filmen - men der findes altid en kopi et andet sted.
Ja, film er museum - som videoen, cd'en, kassettebåndet og alle de andre opfindelser, der giver oplevelser på dåse. Der er grænser for, hvor meget historisk oplevelse pr. stedfortræder, vi har godt af! Det er det nemmeste - det er jeg godt klar over. Og at bogen egentlig hører til i samme kategori, gør ikke sagen bedre.
For vi har ikke brug for en nation af museumsgæster, bogorme eller skærmnarkomaner. Vi har brug for aktive, handlende mennesker, som lever i vekselvirkning med naboerne, og som virker i lokalsamfundet for at få udnyttet ressourcerne bedst muligt og forebygge vold og mental armod. Vi har brug for at grine og græde sammen, få sat væsentlige debatter i gang, få blodet til at rulle noget hurtigere, vi skal have kropskontakt og ordentlige råvarer at putte i munden, selv om det tager tid at producere dem, kort sagt vi har brug for kvalitet, og kvalitet er nærvær.

Krav om tilstedeværelse
Teater er nærvær. På teatret er du som tilskuer til stede i samme rum som skuespillerne og de andre publikummer. Du kan fornemme stemningen fra scenen, om det kører godt eller dårligt, om de får fat i dig - og du ved, at de reagerer umærkeligt på din latter eller din gaben. Det er en helt speciel oplevelse, som i bedste fald sætter sig spor for livet, som stiller krav til din tilstedeværelse, og som er omkostningskrævende, fordi det er nyt og totalt hver gang.
Jeg ved godt, at der produceres kunstnerisk fremragende film. Men de drukner hos døgnkiosken, Blockbusters og VideoNetto blandt masser af superhelte, voldelige billeder og lækkert kød. Og biljagter. Jeg hader biljagter.
Der er ikke brug for mere af alt det, man kan leje, låne, købe, downloade, zappe frem til fremvisning på skærmen foran sofaen derhjemme. Af og til sælges det hele i en handy samlepakke: Tre actionfilm, fem liter cola, 10 store poser fancy chips og et ekstra, gratis katalog med alle de uundværlige kommende film. De få lødige film, der forhandles, er det element af ægte råvare, der gør, at det hele kan sælges som ufarligt, som god underholdning og måske endda som kunstnerisk værdifuldt. Som salatstrimlerne og de rå løg i en burger får den til at fremstå som et næringsrigt måltid, selv om menuen i virkeligheden er slatten, gammel og blottet for vitaminer.
Og teatret er blevet smittet. Både i formsproget hvor de hurtige klip og den supernaturalistiske spillestil er ved at blive normen hos visse grupper (hvilket dog også kan være forfriskende). Og i valget af spillerum og holdning til publikum. Det er utroligt, at det spillerum, der kun har nogle få hundrede år på bagen, men alligevel virker så antikveret i dag, stadig bruges så ihærdigt, nemlig kukkassescenen. Et rum der var meget velegnet til at skabe den perfekte illusion for en realistisk eller naturalistisk handling - herinde leger vi dagligstue, værtshus eller hotelværelse. En ramme, som kan fungere, men som i dag desværre minder os om, at det her gør filmen meget bedre.

Rampen brydes
Men det naturalistiske teater er ikke det eneste teater, heldigvis. Og kukkasseteatret er heldigvis ikke den eneste teaterramme. Der spilles f.eks. mellem publikum, så det kan føle spillerne, lugte dem, mærke dem - og måske se de andre tilskuere og deres reaktioner. Eller rampen brydes ved at lave spillescener på balkoner og sidescener i publikumsopbygningen, lade tilskuere være del af spillet. Eller der er direkte publikumskontakt som fortælleren, gøgleren, gadeteatret og commedia dell'arte-spillerne.
Bare man bryder den dødssyge illusion af realisme,
vi kender alt for godt fra skærmen, og som teatret aldrig kan gøre lige så overbevisende. Til gengæld kan filmen og videoen ikke bringe skuespillerne virkelig til stede. Hvad angår liv, er teatret uovertruffent - og forhåbentligt ikke på vej til at dø, selv om det er omkostningskrævende.
Det nærvær, som en levende børneteaterforestilling giver en flok skoleunger, er guld i deres opvækst i skærmkulturens tid. Og de voksne skal heller ikke lade sig nøje med nye, uopfindsomme kukkassescener tegnet af traditionsbundne arkitekter. Nej, hurra for de fremsynede teaterfolk, som har bygget The Globe i London som en fremskudt scene i en rund teaterbygning. Det er en form, der tvinger spillerne til at variere spilretningen, fordi der er publikum på tre sider - og i øvrigt også flere niveauer. Som kræver et minimum af kulisser og høj spilleintensitet. Det er en form, der prioriterer nærværet, der sætter livet og risikoen i højsædet, og som må tage højde for publikumstilråb, forstyrrende fugle og flyvemaskiner - og som bliver forskellig alt efter vejrgudernes vilje.
Et folk uden sange er ikke noget folk, sagde man for nogle år siden, da den danske sangtradition var ved at dø ud. Og det uanset at der blev produceret nok så mange revolutionerende plader. Det samme kan man måske sige om teatret - at hvis det levende nærvær forsvinder, er vi kulturelt døde som folk, reducerede til passive konsumenter, selv om konsumfabrikken så i bedste fald hedder August, Malmros eller von Trier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her