Kampen stod både i pressen og bag de diplomatiske kulisser. En idea-listisk dansk diplomat stod fast på sit - og tabte.
En novemberdag i 1959 blev han fundet død i en park. - Forfatteren bag ny bog fortæller
en spændende og menneskelig historie fra Den Kolde Krig
Da Povl Bang-Jensens konflikt med sine foresatte i FN's topledelse i efteråret 1957 begyndte at blive offentligt kendt, begyndte også den danske presse at interessere sig for den stridslystne dansker.
Bang-Jensen var i forvejen en kendt - og omdiskuteret - skikkelse. Under Danmarks besættelse havde han som frivillig praktikant på det danske gesandtskab i Wa-shington gjort fælles sag med den oprørske gesandt, Henrik Kauff-mann, og han havde krigen igennem spillet en vigtig rolle i dennes bestræbelser på at skabe et modstykke til den danske regerings samarbejdspolitik. Med afsæt i dette arbejde var Bang-Jensen efter befrielsen fortsat på den danske ambassade i Washington, hvor han uden formelt at være en del af udenrigstjenesten gradvist avancerede til souschef, og i ambassadør Kauffmanns - hyppige og lange - fraværsperioder fungerende dansk ambassadør i Washington.
Det var i denne egenskab han i forbindelse med Påskekrisen i 1948 var med til at puste til frygten for et umiddelbart forestående sovjetisk angreb - og det på en måde, der bagefter gjorde det muligt for regeringen at lægge en stor del af ansvaret for opstandelsen på Bang-Jensens skuldre. Bang-Jensen måtte forlade ambassaden i Wa-shington, men havde alligevel med sin aktion været med til at sætte skub i den proces, der året efter førte til Danmarks indtræden i NATO.
Som FN-tjenestemand i New York havde der siden været ro omkring Bang-Jensen, men da telegrammerne om hans afvisning af at følge generalsekretærens ordrer og overdrage ham listen over ungarske vidner begyndte at tikke ind på de danske redaktioner, delte opinionen sig efter skillelinjer, som fulgte skel fra krigens år.
Pressen støttede - med det gamle modstandsblad Informations redaktør Erik Seidenfaden i spidsen - stort set Bang-Jensen, hvilket fik Danmarks Radios højt respekterede korrespondent ved FN i New York, Christian Winther, til i en række usædvanlig personlige indlæg at gøre den danske offentlighed begribeligt, at en accept af Bang-Jensens optræden ville være fuldstændig ødelæggende for FN's videre arbejde og troværdighed.
Fra New York buldrede Christian Winther løs mod den oprørske embedsmand:
"...forestillingen om, at Bang-Jensen var personligt forpligtet til aldrig at give vidnelisten fra sig, dukkede op hos Bang-Jensen selv. Bang-Jensen har under sagens behandling hverken bevist eller sandsynliggjort, at han skulle være bemyndiget til at love de hemmelige ungarske vidner, at deres navne aldrig ville komme til andres kendskab end hans. Har han givet vidnerne et sådant løfte - og heller ikke dette er bevist - er det sket i strid med den forretningsgang, kommissionen og dens sekretariat fastlagde, inden kommissionen begyndte sit arbejde."
Han tilføjede senere for at imødegå kritikken af den danske regering for ikke at komme den nødstedte dansker til hjælp:
"...naturligvis kan det ikke være den danske regerings pligt at låse sig fast overfor FN i standpunkter, der ikke lader sig forsvare, eller at forlange at FN skulle tolerere, at en FN-tjenestemand optrådte på en måde, som den danske regering ikke ville og ikke kunne tolerere af en af sine embedsmænd."
For en Christian Winther som for FN's ledelse var sagen klar. Det var den imidlertid ikke for alle. Erik Seidenfaden og hans ligesindede så konflikten mellem Bang-Jensen og FN's generalsekretær som udtryk for
"en debat mellem to slags retfærdighed, en diskussion mellem to slags loyalitet: loyaliteten over for sin samvittighed, hvor tilmed menneskeliv kunne staa paa spil, og embedsmandens loyalitet over for sine foresatte og den institu-
tion, han tilhører. Der er ganske aabenbart situationer, hvor disse to loyalitetskrav er uforenelige, og man kan komme til at erkende, at ordsproget: 'han har ret, han skal hænges' ikke blot er en vittighed.
Naar valget staar mellem selv at lade sig hænge eller risikere, at andre bliver uskyldigt hængt, vil sympatierne være hos dem, der lægger løkken omkring sin egen hals. Selvom baade juraen og embedsmandsværkets nødvendige loyalitets-kodeks gaar den anden vej."
For en Christian Winther var der ikke tvivl om, at FN-ledelsen havde ret og Bang-Jensen uret. Ret fordi FN i situationen gjorde, hvad FN med rimelighed kunne forventes at gøre. Og uret fordi Bang-Jensen med sin lydighedsnægtelse og sine evindelige spørgsmål drog generalsekretærens og hele organisationens troværdighed i tvivl - og derved svækkede FN's mulighed for at agere med styrke i andre situationer. Kunne FN ikke regne med sine egne tjenestemænds fulde loyalitet og støtte, kunne organisationen ikke arbejde. Og accepterede man ikke FN's grundlæggende arbejdsvilkår i en ufuldstændig verden, var man med til at nære højreradikale kræfters stadige mistænkeliggørelse af FN.
For Erik Seidenfaden så tingene anderledes ud. Sammen med ikke mindst miljøet omkring Informa-tion hørte han til dem, der stillet over for et lignende dilemma under Danmarks besættelse havde valgt modstanden frem for tilpasningen.
Det var folk, for hvem spørgsmålet om ret og uret ikke nødvendigvis afhang af en lidenskabsløs afvejning af det politisk mulige, men snarere af, hvad der moralsk og etisk kunne forsvares som rigtigt. Der havde under Danmarks besættelse været rigeligt med gode grunde til at tilpasse sig den tyske overmagt.
Ydermere var der længe ikke udsigt til andet, end at enhver modstand ville være omsonst, og alene føre til et udsigtsløst martyrium. Alligevel havde enkelte holdt fast ved, at det aldrig kunne være rigtigt at bøje sig for presset, at affinde sig med overgrebet, at tilpasse sig uretten.
Besættelsens forløb havde efterladt disse mennesker med den klare erfaring, at det betalte sig at gøre modstand, at modsætte sig overmagten og at sige klart fra overfor uretten. Ja, mere end det: At det netop i den tilsyneladende håbløse situation var så meget desto mere tvingende nødvendigt at gøre det, og at de, som dér gik forrest, havde krav på al mulig støtte og opbakning.
For sådan sindede var Povl Bang-Jensen en mand, som i en situation, hvor ikke bare FN, men hele verdenssamfundet havde svigtet Ungarn, satte alt ind for at holde liv i de ungarske friheds-kæmperes håb om frihed. Deres liv var truet af den Moskva-tro Kádár-regerings repression mod alle, der havde været aktive under opstanden - herunder også mod dem, hvis familie i vesten vidnede om de sovjetiske overgreb. Overfor dette perspektiv måtte de mere pragmatiske hensyn til FN's omdømme og generalsekretærens renommé vige. Havde Bang-Jensen ret i, at udleveringen af navnene på de ungarske vidner kunne bringe blot én ungarsk demokrats liv i fare, kunne det i sig selv retfærdiggøre hans lydighedsnægtelse. I så fald var det af mindre betydning, om han undervejs havde begået fejl eller var blevet offer for sin egen selvovervurdering. Han ville stadig have ret - og FN-ledelsen uret.
Der er ikke tvivl om, at både Bang-Jensens optræden - og den støtte han fik fra store dele af pressen, i Danmark ikke mindst fra Information, kom bag på de mænd i FN's ledelse, der følte sig åndeligt beslægtet med netop dette miljø. Frustrationen over 'ikke at blive forstået' lyser ud af et langt personligt brev, Dag Hammarskjöld da kampen var hedest skrev (men aldrig sendte) til Erik Seidenfaden, som han kendte gennem dennes broder, diplomaten Gunnar Seidenfaden. I brevet tilbageviser Hammarskjöld indigneret kritikken af hans - manglende - optræden i Ungarn, idet han anlægger netop den pragmatiske betragtning om det muliges kunst, som en Bang-Jensen eller en Seidenfaden ikke uden videre kunne godtage. Dialogen - eller om man vil den manglende forståelse - mellem de to sider afspejler erfaringskløften mellem mænd, hvis verdensbillede var formet af direkte nærkontakt med aktiv modstand under militær besættelse, og andre, som fra neutral grund havde dannet sig en mening om, hvordan fremtidige konflikter kunne undgås. Bang-Jensen og Erik Seidenfaden tilhørte (uden sammenligning i øvrigt) den første kategori. Den - svenske - FN-generalsekretær den anden.
Konflikten stak imidlertid endnu dybere. Bag Bang-Jensens oprør lå en forestilling om selve meningen med FN, som lå langt fra den selvstændige og konsensussøgende operatør på den verdenspolitiske scene, som Dag Hammarskjöld og hans nærmeste rådgivere var i færd med at opbygge. Mens Bang-Jensen så FN som en organisation, der under alle forhold skulle repræsentere retfærdighed og visse i FN-pagten nedfældede grundlæggende principper, var Dag Hammarskjöld overbevist om, at FN i praksis kun ville kunne nærme sig sådanne høje idealer gennem konkrete handlinger, der i sagens natur nødvendigvis måtte blive af mindre ideel karakter.
Dag Hammarskjöld ville, at FN blev en magt i verden. En god magt vel at mærke, men lige fuldt en magt, der ligesom nationale magter forfulgte sine interesser, der hvor den havde størst mulighed for at trænge igennem. Bag Hammarskjölds holdning lå forestillingen om, at FN's succes skulle måles på, hvad organisationen faktisk opnåede, f.eks. i Mellemøsten, og ikke på det, den alligevel ikke kunne gøre noget ved, som Sovjets kontrol med Ungarn.
Dén tankegang lå en Bang-Jensen fjernt. For ham var FN tænkt som en organisation, der repræsenterede de fælles spilleregler, som organisationens grundlæggere var blevet enige om. Brød en magt åbenlyst disse regler, sådan som Sovjetunionen havde gjort med sin invasion i det er-klæret neutrale Ungarn, måtte FN ubetinget stille sig på de overfaldenes side og klart og med styrke kræve misdæderen stillet til ansvar. Affandt FN sig af hensyn til sit eget råderum med uretten, forrådte man selve den idé, organisationen var sat til at forsvare. Det var ikke et spørgsmål om at prioritere FN's indsats. Men om at videreføre kampen for alt hvad FN burde stå for, også når udsigterne til sejr så mindst opmuntrende ud.
På den måde bliver Bang-Jensens kritik af FN-ledelsen og polemikken om hans optræden et billede på et dilemma, som ikke har forladt FN siden, og som måske i dag med ophøret af Den Kolde Krig og 'den nye tids konflikter' er mere aktuelt end før.
Historien om Povl Bang-Jensen i FN 1955-59 giver ikke i sig selv svaret på, hvad der så er ret eller uret, rigtigt eller forkert. Men den rejser spørgsmålet.
En novemberdag i 1959 blev Povl Bang-Jensen fundet død i en park i New York. Han var skudt gennem tindingen med sin egen revolver. Dødsfaldet vakte stor opmærksomhed, fordi der var tvivl om, hvorvidt Povl Bang-Jensen havde taget sit eget liv eller var blevet offer for et politisk attentat. Bang-Jensen havde gjort sig bemærket, da han trods ordre fra FN's generalsekretær, Dag Hammarskjöld, nægtede at udlevere navnene på ungarske flygtninge, der under løfte om anonymitet havde vidnet for den særlige FN-komité, der var sat til at udrede omstændighederne omkring opstanden i Ungarn i 1956. Trods adskillige undersøgelser er det aldrig lykkedes at nå til fuld klarhed om Bang-Jensens tragiske endeligt. Tilsvarende er det aldrig lykkedes at nå til bunds i de beskyldninger, han rettede med FN's ledelse for sabotage mod Ungarn-rapporten - og for at ligge under for sovjetisk pression. Afslutningen på Den Kolde Krig og åbningen af hidtid utilgængelige arkiver har gjort det muligt at finde nye brikker til den mosaik af tildragelser, som Ungarn-krisen, FN's håndtering af den og Bang-Jensens ensomme oprør repræsenterer.
*Bo Lidegaards bog om Povl Bang Jensen, 'Den højeste pris', udkom i går og blev anmeldt her i avisen
