Læsetid: 4 min.

Heksejagt og selvopgør

Debat
25. november 1998

Højrefløjens modoffensiv i PET-sagen slører det væsentlige: Er Danmark en bananrepublik?

SELVKRITIK
Regeringen og højrefløjen er på spanden i PET/FE-sagen. Så meget skidt har medierne hentet frem om ulovlig overvågning og registrering af lovlig politisk virksomhed og indbrud hos lovlige organisationer, at det lugter ilde. Derfor skal der låg på. Hurtigst muligt. Eller sagen træneres, dvs. trækkes ud længst muligt, så medier og offentlighed bliver trætte af den.
I mellemtiden går højre-fløjen og dele af medierne til modangreb. Venstrefløjen - som det unuanceret hedder - skal gå bodsgang, iklæde sig sæk og aske, træde ydmygt frem i mediernes offentlige skriftestol for at bekende fortidens synder.

Det hele startede som som bekendt som en sag om dokumenterede myndighedsovergreb og lovbrud fra PET. Det udvidedes senere til også at omfatte FE og det nu hedengangne socialdemokratiske Arbejdernes Informations Central som følge af pressens, herunder især DR2's tv-indsats.
I en retsstat som Danmark førte det naturligt til krav om en uvildig undersøgelse af E-tjenesternes virksomhed.
Nu er det foreløbig endt med højrefolks heksejagt på enkeltpersoner og generelle krav til venstrefløjen om afbigt.
Brud på landets love begået af offentlige og private institutioner som PET, FE, AIC og Arne Sejrs 'Firmaet' fører til angreb på venstrefløjspersoner, der efter det foreløbigt dokumenterede kun har udført lovlig politisk aktivitet i overensstemmelse med Grundlovens demokratisk-politiske rettigheder. Det er absurd.

Angrebet fra højrefløjen føres på leder-, kommentar- og læserbrevsplads i Weekend-avisen, Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Posten, der ellers har leveret en glimrende kontroversiel og flersidig dækning af hele sagsforløbet i bladets reportager.
Desuden er anmeldelser af den omvendte Mikkel Plums kommenterede citatmosaik Bombardér hovedkvarteret blevet brugt som affyringsrampe for verbale salver mod venstrefløjen, der unuanceret slås over én kam.
Gamle løsrevne citater fra den blomstrende pseudorevolutionære og oprørsromantiske retorik fra 117 forskellige smågrupper på det yderste venstre, og ytringer fra mere eller mindre fremtrædende enkeltpersoner er nu ammunition for heksejægerne til højre.
Underholdende og godt nok. Det er ikke altid skadeligt, at folk bliver konfronteret med det vrøvl, de i tidens løb har sagt eller skrevet, selv om det kan være ubehageligt for de implicerede.

Heksejægerne overskrider imidlertid grænsen for det anstændige, når de går efter manden, og ikke sagen.
Det er sket i den kampagneagtige måde, hvorpå enkelte folk fra højrefløjen i Morgenavisen Jyllands-Posten, Weekendavisen og Berlingske Tidende har fået spalteplads til at beklikke en fagligt dygtig og hæderlig forsker - historielektor, dr. phil. Poul Villaume fra Københavns Universitet.
Villaume er ekspert i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter 1945, og har ligeledes et solidt kendskab til dansk indenrigspolitik. Hans viden er bl.a. hentet i udenlandske, især amerikanske arkiver. Her kan man finde oplysninger om danske forhold, som ikke kan opnås i danske arkiver, fordi de er lukket for forskningen.
Villaume er derfor et oplagt emne til den historikergruppe, som professor Niels Thomsen fra Institut for Historie ved Københavns Universitet har foreslået til at udrede hele det historiske forløb omkring efterretningstjenesternes virksomhed efter 1945, herunder også det herskende politiske klima og trusselsbillede.
For dele af højrefløjen, repræsenteret ved brushoveder som bl.a. politihistorikeren Henrik Stevnsborg, Henrik Gade Jensen og styrvolten Ulrik Høy, er problemet med Villaume, at han i den løbende debat har tilladt sig at stille sin faglige ekspertise til rådighed for offentligheden ved at ytre sig i medierne på opfordring.
Helt på linje med f.eks. professor Bent Jensen fra højre fløj, der stiller sin faglige viden og kompetence til rådighed for offentligheden og medierne.

Det som nu gøres til et problem er, at Villaume i sin grønne ungdom i 1970erne var et fredsommeligt, menigt medlem af KAm-l, der dyrkede teoretiske socialistiske studier og revolutionær retorik frem for praktisk omvæltning af det danske samfund.
Dette medlemsskab blev ved modtagelsen af Villaumes meget roste disputats i 1995 ikke betragtet som noget, der havde influeret på hans videnskabelige judgement og indsats.
Hensigten nu med kampagnen mod Villaume er klart nok at beklikke og smæde ham for derved at udelukke ham fra den historikergruppe, der foreslås nedsat. Det minder imidlertid om heksejagt, når man ikke er i stand til at påvise inhabilitet eller faglig inkompetence - fy!
Senest har professor Claus Bryld opfordret venstrefløjen til at tage et nødvendigt selvopgør med egen fortids fejltrin, ideologiske holdninger og fejlvurderinger af faktiske forhold ude i den store verden og hjemme. En renselse eller bekendelse for at øge troværdigheden. Det kan der ikke indvendes noget imod. Hvis de implicerede har behov eller lyst til at bekende - og har noget at bekende.
Det sidste er ikke usandsynligt, selv om det næppe gælder alle; det første måske mindre sandsynligt. Ingen forbyder det.
Men derefter kan man forvente krav fra venstre fløj om tilsvarende bekendelser fra dele af højrefløjens synder: accept af apartheid i Sydafrika, støtte til den USA-støttede invasion i Svinebugten på Cuba, til USA's krig i Vietnam, støtte til oberstkuppet i Grækenland, til Pinochet-regimet i Chile, shah-styret i Iran m.v. Listen kan gøres længere.
Bæene på bordet, please. Det hele. Fra begge sider.

Hele det ganske danske land kan for en længere periode blive grebet af en stor politisk Oxfordbevægelse med selvransagelse, kollektive bekendelser og beklagelser, med selvkritik fra højre og til venstre. Og omvendt.
Hvem kan mon bekende mest? Og mest inderligt og ærligt? Et pragtfuldt offentligt, kollekt flæberi af selvbebrejdekser.
Men det er imidlertid ikke det, denne sag drejer sig om. Udgangspunktet er enkelt:
Overholdt E-tjenester og regeringer efter 1945 gældende lovgivning og de retningslinjer, som skiftende regeringer og Folketing udstak for deres virksomhed? Eller gjorde de det ikke? Og skete det i så fald med stiltiende accept fra højeste sted, dvs. regeringen?
Det sidste synes lejlighedsvis at være tilfældet - som i en politisk raffineret bananrepublik.
Derfor bliver enden på komedien sandsynligvis denne: Sagen og beslutningen trækkes i langdrag. Den begraves i en ufarlig kommission, der vil barsle med en tandløs beretning ad åre.
Det er dansk tradition. Det er politisk hensigtsmæssigt. For socialdemokraterne og VK.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her