Kronik

Hotel Mareridt Warzawa

30. november 1998

At være det rette sted på det rette tidspunkt er det afgørende for en journalist. Derfor er det at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt så meget desto værre. Jeg har prøvet det

Der er øjeblikke i ens liv, hvor man for alvor kan mærke historiens vingesus. Og så er der øjeblikke, hvor man føler sig helt og aldeles hægtet af. Når jeg en dag skal fortælle mine børnebørn om mit bevægede liv som korrespondent i Vesttyskland i Den Kolde Krigs sidste dage, må jeg være forberedt på spørgsmålet: "Var det ikke fantastisk at opleve den 9. november 1989, da Berlinmuren faldt?"
Jeg vil nok svare, som sandt er: "Nej, det var aldeles forfærdeligt!"
Og når de så spørger, hvor jeg var, da østtyskerne dansede på muren, og de første huller blev brudt, så må jeg med skam bekende:
"Jeg sad på min kuffert på Hotel Mareridt i Warszawa!"
Jeg var ankommet ved middagstid med et tv-hold fra Bonn for at følge forbunds-kansler Helmut Kohl på et særdeles vigtigt officielt besøg i Polen. Vi var op mod 100 journalister og tv-folk, som skulle bo på det nyåbnede luksushotel Marriott, hvor også en stor del af kanslerens omfangsrige følge var anbragt. Det var et stort anlagt besøg, som skulle være en pendant til den tysk-franske forsoning i 1961 mellem
Adenauer og de Gaulle. Det havde lige siden krigen været en grundlæggende opgave for enhver vesttysk regering at fremme forsoningen med tre lande: Frankrig, Israel og Polen. Nu var øjeblikket inde til det sidste skridt her nogle måneder efter, at polakker som de første i Øst- og Centraleuropa gennem kamp havde fået sat kommunisterne fra magten. Helmut Kohl ville indskrive sig i historien som den, der fuldbragte forsoningen. Så jeg havde anet vingesuset og ville være helt sikker på at være på rette sted til rette tid, når der nu blev skrevet historie.
Der havde ikke været megen tvivl i mit sind, da jeg skulle afgøre, hvad der var vigtigst: Forsoningen i Polen eller et møde i det østtyske kommunistpartis centralkomité, der skulle finde sted samtidig. Så måtte TV-Avisen sende en medarbejder fra København til Østberlin for at dække mødet. Radioavisen ville dække det via telegrambureauerne. Der var næppe de store ting i vente.
Ganske vist gærede det voldsomt i det østtyske samfund. Titusinder var strømmet ud af landet til Vesten, siden der var klippet hul i jerntæppet i Ungarn i eftersommeren - og siden også Tjekkoslovakiet og Polen var begyndt at lade østtyske flygtninge slippe ud. DDR-regeringen havde svaret med at lukke grænserne til de socialistiske broderlande og dermed spærre østtyskerne endnu mere inde, end de var i forvejen.
Presset nedefra var stærkt og voksende. Som et af de eneste lande i Sovjet-imperiet havde Honecker-regimet halsstarrigt modsat sig politiske og økonomiske reformer, selv om der med Mihail Gorbatjovs glasnost og perestroj-ka var åbnet for en historisk proces. DDR var det mest forstenede og forbenede - måske fordi de alderstegne gammelkommunister i landets og partiets ledelse anede, at selve statens eksistens stod på spil.

I begyndelsen af oktober havde jeg været i DDR i anledning af 40-års statsjubilæet. Da Erich Honecker stod over for et officielt besøg i Danmark, var jeg blevet udstyret med et længerevarende visum end alle andre udenlandske pressefolk. Jeg havde fået løfte om et interview med stats- og partilederen - samt friere hænder end sædvanligt til at lave reportager om DDR. Denne særstatus var guld værd, da myndighederne dagen efter jubilæet gav verdenspressen 12 timer til at forlade landet. Da havde begivenhederne taget et dramatisk forløb, som jeg i de kommende dage kunne følge på nærmeste hold. Så jeg var klar over, den var gruelig gal.
Gorbatjov havde være æresgæst, og han var lynhurtigt blevet midtpunkt i spontane demonstrationer i det indre Østberlin. Under råbene "Gorbi-Gorbi" og "Hjælp os, Gorbi!" var tusinder af unge draget gennem gaderne omkring Republikkens Plads, hvor de officielle festligheder fandt sted.
Situationen var kogt godt op, og de forhadte vopo'er assisteret af civile håndlangere gik yderst hårdhændet til værks over for demonstranterne. Om natten overværede jeg, hvordan politiet drev
klapjagt i gaderne og pryglede løs på alle. De fredelige protester mod beton-styret var blevet mødt med rå vold.
Dagen efter blev Gorbatjov interviewet i lufthavnen, hvor han om det østtyske regime sagde de berømte ord: "Den, der kommer sent, straffer livet." Det var profetisk sagt. For få uger efter blev Honecker afsat ved en pa-ladsrevolution, men da han blev afløst som statsoverhoved af sin mangeårige kronprins, Egon Krenz, var det så som så med det revolutionære. Og de fleste af de gamle betonkommunister forblev i spidsen for stats- og partiapparatet.
Krenz havde et halvt år tidligere under et besøg i Peking støttet massakren på Den Himmelske Freds Plads. Selv om han nu havde travlt med at bortforklare det, lovede det ikke godt.
På grund af det voldsomme pres fra neden var der naturligvis lagt i kakkelovnen på centralkomité-mødet den 9. november, ingen tvivl om det. Men det var ikke ventet, at der ville ske dramatiske ændringer på udrejse-området før op imod jul. Et forslag til en lempelse havde fået en yderst negativ modtagelse i befolkningen. Og samme dag som centralkomitéen mødtes, havde regeringen erkendt, at slaget var tabt. Ved at give efter for kravet om fri udrejse håbede den at få et pusterum og vinde tid til det sidste slag for socialismen.
Den epokegørende beslutning blev overbragt til talsmanden for partiet, som jo alligevel skulle briefe pressen efter centralkomité-mødet ved 19-tiden. Ved slutningen af pressemødet smed han så bomben. Og på spørgsmålet om, hvornår den ny regel trådte i kraft, svarede han, efter forgæves at have ledt efter tidspunktet i sit papir: "Fra nu af!"
Og så må man ellers sige, at lavinen rullede.

På dette tidspunkt havde jeg siddet i snart ni timer på Hotel Marriott i Warszawa og ventet på at få mit værelse. Hotellets elektroniske booking-system var brudt sammen, det var håbløst overbelagt. Tre gange havde jeg fået anvist et værelse for blot at opdage, det allerede var beboet.
Omsider ved 19-tiden fik jeg et plastickort til en dørlås på et værelse, man nu havde fået rømmet. Men alle forsøg på at komme ind mislykkedes, og jeg måtte atter ned i receptionen, hvor alt var rent kaos. Efter mit syvende raserianfald den dag, fik jeg løfte om, at en mand ville komme "om fem minutter" med et nyt kort. Jeg begav mig tilbage til hotelgangen, hvor jeg satte mig på min kuffert.
Her sad jeg i en stiv time indtil jeg endelig kom ind. Imens var der sket verdenshistorie.
Da jeg lidt senere kæmpede med en halvrå kylling i restauranten, kom min kollega David Marsh fra Financial Times hen til mit bord med et mildt sagt mærkværdigt udtryk i ansigtet.
"Skal vi leje en bil sammen og køre klokken fire i morgen tidlig?" spurgte han. Forbløffet spurgte jeg, hvad det dog skulle til for.
"Har du ikke hørt, at Berlinmuren er faldet?" spurgte han.
"Meget morsomt. Sæt dig ned og tag et glas vin, hvis du da kan tåle mere," sagde jeg, overbevist om, at det måtte være hans spøg.
Jeg kan ikke beskrive mine følelser, da han med møje og besvær fik mig overbevist om, at det var den skinbarlige sandhed. Det var til at for-tvivle over. Min eneste trøst var, at ikke blot verdenspressen, men også den vesttyske kansler og hans regering var fanget på det forkerte ben. Det var tydeligt, da en stærkt bevæget Kohl senere på aftenen lod champagnepropperne springe ved en improviseret pressekonference.
"Jeg har en stærk følelse af at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," sagde kansleren med et skævt smil. Jeg kunne ikke have været mere enig.
Da jeg forlod pressekonferencen, fulgtes jeg med den amerikanske journalist Michael Wall fra Radio Free Europe. Eftersom hans sender havde nære bånd til den amerikanske efterretningstjeneste CIA, skulle man jo formode, at han om nogen ville have fået et tip om, hvad der var i gære, hvis CIA vidste det. Men nej. Han var som forstenet, da vi fulgtes fra pressekonferencen. Pludselig gav han mig et skub med albuen og stoppede op. Jeg glemmer aldrig de ord, han sagde:
"Tyge, er du klar over, at vi netop er gået glip af den største nyhed siden afslutningen af Anden Verdenskrig."
Hvor nødig jeg end ville, måtte jeg give ham ret ...

For nu at føje spot til skade, så skete der det, at David Marsh aflyste den lejede bil, da der i al hast var blevet arrangeret et charterfly til Berlin næste morgen. Men den morgen lå en tæt tåge over Warszawa. Vi sad hele dagen i lufthavnen og ventede. Vi hørte vort fly kredse længe over lufthavnen for så at forsvinde og gå ned i Gdansk. Næste forsøg om eftermiddagen endte også resultatløst, og flyet fløj tilbage til Prag, hvor det var chartret. Så gik turen tilbage til Hotel Mareridt, hvor booking-systemet igen gik i kage.
Om aftenen kunne vi så i fjernsynet opleve Kohl i Berlin og med forstenede blikke se folkefesten på muren fra natten før. Hvor var det forfærdeligt. Først den følgende dag kunne jeg komme af sted, men da var det hele for sent. TV-A og Radioavisen havde for længst sendt folk af sted, og jeg måtte slukøret vende hjem til det fredelige Bonn.
Selv om Kohl nogle dage senere vendte tilbage til Polen, udeblev det historiske vingesus. Besøget blev noget af et flop, ikke mindst fordi polakkerne, som de første, forstod, at det forventede økonomiske eventyr nu ikke ville blive til noget.
"Nu får vesttyskerne nok at gøre i DDR," sagde Lech Walesa profetisk.
Som et meget lille plaster på såret fik jeg det følgende år et historisk klenodie: Den nat, da det berømte/ berygtede Checkpoint Charlie lukkede i Berlin, drog jeg hen imod midnat derned. Et minut før midnat gik jeg ind til de før så frygtede østtyske grænsebetjente og bad om et stempel i mit pas.
Det fik jeg. Med dato og klokkeslæt. Det kan jeg så vise mine børnebørn og sige, at det var det sidste stempel, der blev givet i den første tyske arbejder- og bonderepublik. Lidt har også ret ...

*Tyge Pedersen er født i 1944. Han har været journalist på Information 1967-77, og desuden bl.a. korrespondent for TV-A og Radioavisen i Bonn i perioden 1986-92

Tremundet nyhedsbaby

Garvede udenrigskorrepondenter har altid en historie, som bliver fortalt efter sendetid - og den er tit bedre end den, som blev seerne og lytterne til del. Det har Frank Esmann udnyttet i antologien Den dag jeg ku' ha' købt Jesse Jacksons bilradio, som udkommer i dag. Stort set alle Danmarks Radios tidligere og nuværende korrespondenter bidrager til bogen. For mange af dem gælder, at deres 'sted' (især i tv-monopolets glade dage) blev koblet uhelbredeligt til deres navn ("Ib Rehné, Cairo").
Dagens Historisk Set er skrevet af 'Tyge Pedersen, Bonn", og handler ganske enkelt om journalistens mareridt, at være på forkerte plads i rette øjeblik.
Lasse Jensen - i dag chef for Eurovisionens kontor i New York - fortæller i et andet kapitel om USA's mislykkede forsøg på at redde de amerikanske gidsler ud af I-ran under præsident Carters mere velmente end succesrige ledelse. Men hen ad vejen udvikler Lasse Jensens artikel sig til et essay om mediernes udvikling og umættelige sult efter nyheder. Nyheder som underholdning og deres dagsorden - specielt i USA - sat af tabloidpressens populære form.
Nyhedssulten øger presset på korrespondenterne. Som Jensen forklarer: "Mange korrespondenter laver både radio og tv. De flittigste kan fyre op til tre tv-historier og otte-ni radiohistorier af om dagen. Det kræver nærvær. Fysisk nærvær til sendetidspunktet. Også selv om det nu er muligt og oven i købet udbredt at tage sit sendeudstyr med sig i form af SNG-vogne, som fra et hvilket som helst sted på kloden kan fodre nyhedsbabyen med indslag døgnet rundt. Det var før online og Internet. I dag er den tredje dimension med. Nu har den altid skrigende og sultne nyhedsbaby tre munde."
Og Lasse Jensen har mere tankevækkende stof:
"Teknologien har åbnet grænser og udvidet muligheder. Og ... satellitterne, Internettet, digitalisering og dramatiske prisreduktioner på teknik har gjort tv-reportager billigere, hurtigere og mere effektive. Den har også åbnet muligheder for billedmanipulation. Tilsammen har den skabt den største udfordring til den tv-journalistiske faglighed og etik nogensinde. Og vi har kun set den spæde begyndelse."mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu