Læsetid: 4 min.

Vi kan drive det til mere

Debat
23. november 1998

Vi har hverken brug for stiv konservatisme eller for Rousseaus menneskedressur - men for 'en almindelig kultivering af den ædle karakter', som John Stuart Mill skriver

RETFÆRDIGHED
Den største politiske illusion overhovedet er forestillingen om retfærdighedens realisering. Forestillingen - der er ligeså gammel som den politiske tænkning selv, men hyppigst dukker op i Nordeuropa - har svirret gennem århundreder og antændt de varmeste forhåbninger overhovedet. Men den strider mod selve det menneskelige grundvilkår - vi er født forskellige. Det kan ingen instans nogensinde lave om på, det skulle da lige være vor kloningsteknologi, selvom det er for grumt at tænke på.
Forsøger man alligevel at indføre retfærdigheden med magt, så véd vi i virkeligheden godt, hvad der sker. Ingen har valgt deres fødested, forældre, sprog, udseende, genetiske kode, barndom, sociale baggrund eller deres helbred (lige meget om der så skulle findes seks milliarder Søren Ventegodt'er med jernfysik), og alle hænger mere eller mindre fast i det altsammen. Intet af det nævnte kan ret beset kaldes uretfærdigt eller det modsatte, skønt sagtens tragisk eller komisk. At hævde at tilværelsen skal være retfærdig, svarer til at kræve at kunne flyve, og jeg ville gerne have, at nogen forklarer mig, hvorfor dét skulle være en rimelig forventning.

Ideen om en politisk retfærdighed adskilt fra nogen religiøsk ditto kan groft sagt deles op i to former. Den ene er retfærdighed i lighedens navn og stammer fra den utopiske litteratur med Thomas Mores Utopia fra 1516 og Rousseaus værker fra 1700-tallet i særklasse. Derfra trillede appelsinen senere over i socialismens turban og blev det store hit. Men som allerede David Hume vidste, så er lighed aldrig mulig. Thi selvom man for en stund eller med ét indførte lighed, så er menneskene så forskellige, at den ikke ville vare ret længe. Vi er altså kun lige i uligheden eller eventuelt lige overfor loven.

Den anden form er retfærdighed i ejendommens navn, sådan som vi kan se den gennem selvsamme Hume, den største bourgeois efter Thomas Hobbes og John Locke. For Hume består retfærdighed i at lade andres besiddelser i fred. Her taler arven fra Locke:
*At man skal holde fingrene fra folks ejendom, eftersom ejendom repræsenterer et stykke arbejde.
*At arbejdet er den faktor, der giver værdi til al menneskeligt samkvem, fordi arbejdet fører os ud af naturtilstanden og over i samfunds-tilstanden, og dermed virker som menneskets stofskifte med naturen. Heri var Marx i øvrigt enig. Men at ejendomsretten i sig selv skulle knæsætte en retfærdighed, der holder over tid, synes dog at være et både lovlig minimalistisk og fromt ønske.

Mens lighed er noget, vi har tænkt os til i massens og alkoholens forførende rus, hvor man gladeligt forestiller sig hvad som helst, er ejendomsrettens meriter blevet til inde i vore huse, hvor man som bekendt er trygt forskanset mod den ydre verden, frit kan pleje sit eget velbefindende og højst er overladt til sin eventuelle frygt eller eksistentielle angst.
Hvis man ikke kan have borgere, der tror på hjemmet eller den pekuniære hygge, så kan man heller ikke have lovgivere, der tåger rundt eller lader sig vejlede af f.eks. den Rousseau, der først romantiserede det dydige og værdige naturmenneske med roligt hjerte og sund krop og dernæst ville gøre ham til den moralske patriot - i et veritabelt stormløb på småborgeren, hvis forfængelighed kun alt for hurtigt bliver til skam og misundelse. Hvis den produktive individualist kun søger erkendelse for nydelsens skyld, hvis han er såvel moralsk anstødelig som upoetisk, uerotisk, uheroisk og hverken aristokrat eller af folket - så er det til gengæld rigtigt, at troen på menneskets perfektion leder os lige i armene på tyranni og fangelejre, hvis troen også indebærer at den kræver lydighed og underkastelse. Hvor småborgerens selvtilfredse første person ental lammer fællesskabet, går det ædle menneske under i selvdestruktion, hvis det spændes for en hvilken som helst fiks idé.

I vort århundrede har anti-socialistiske ikke-liberalister, der hverken vil indføre 'retfærdighed' gennem lighed eller ejendom, i stedet talt om lige muligheder, hvad er noget ganske tredje. På denne led spalter retfærdighedens problem det politiske spektrum i tre. Lige muligheder betyder, at kollektivet skal sikre de bedste sociale betingelser for de fleste, hvorefter individerne selv er overladt til at definere deres egen lykke og efterstræbe den med egne midler.

Hvis vi kalder denne holdning for moralsk utilitarisme, er det, hvad man møder i John Stuart Mills klassiker Utilitarisme fra 1861 og intet af den hedonisme og amoral, han altid er blevet skudt i skoene.
For selvom Mill opfatter privat lykke som glæde og fravær af smerte, er visse glæder at foretrække frem for andre. Således er åndelige glæder almindeligvis mere værdifulde end fysiske, men i øvrigt må rangordenen afgøres af "personer der er tilstrækkeligt bekendte med begge dele", skriver Mill. Han fortsætter, at "det er bedre at være et utilfreds menneske end et tilfreds svin, bedre at være en utilfreds Sokrates end en tilfreds idiot". Derfor bliver det samfundets opgave "at holde de højere anlæg i træning" og sørge for "en almindelig kultivering af den ædle karakter".
Der er langt fra disse observationer til nogen rigid egalitarisme og åndløs liberalisme. Og følger man Mill, må man også tro på værdien af en kvalitativt orienteret stat, der tør lave om på eksisterende misforhold.

Mills moralske utilitarisme beskriver en holdning midt imellem Humes samfundskonservatisme og Rousseaus menneskedressur. Og forsøget på at udvikle den indebærer et opgør med retfærdighedens favntag. At holdningen er elitær udgør ingen seriøs indvending set fra en demokratisk synsvinkel. Det modsatte af elite er nemlig ikke demokrati, men masse, d.v.s. nihilisme, fordummelse og det animalske menneske.
Skulle det nu være elitært at tro, vi kan drive det til mere?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her