Læsetid: 6 min.

Krisen begyndte allerede i 1960'erne

Debat
3. november 1998

Såvel oliekrisen i 1970'erne som krisen i vore dage har sin baggrund i, at Den Tredje Verden aldrig er kommet med på den økonomiske vogn

I 1969 forsøgte en yngre gymnasielærer sig med et nødråb i denne avis. Han vovede at anfægte, at det ville blive ved med at gå så ufattelig godt. Han påpegede, at faldet i råvarepriserne skadede u-landene, som så ikke havde købekraft til at kunne købe den vestlige verdens produkter, at vestens produktion i høj grad blev holdt oppe ved produktion af dyre luksusvarer, og at en vis fremgang i Den tredje Verdens produk-tion blev skabt på grundlag af korte dyre lån til disse lande. Hans forslag gik ud på, at man skabte en slags Mar-shall-plan for Den Tredje Verden, som kunne skabe en rolig efterspørgsel af basale varer og produktionsgoder og dermed sætte Den Tredje Verden i stand til at bygge sit eget erhvervsliv op.

I dag ved vi mere
Nu kan jeg godt se, at der var en del 'fremskridtsoptimisme' bag løsningsforslagene. I dag ved vi, at Den Tredje Verden skulle have haft forandringerne indført forsigtigere, så kulturmønstrene kunne ændre sig roligere i takt med de økonomiske og sociale forandringer.
Jeg blev dengang lettere forvirret over den manglende reaktion, ja ikke en gang en kritik, der ville søge at påvise det forkerte i argumentationen lod sig høre. Dertil kom, at der i 1969 ikke var alvorligere tegn på, det store flertal ville opgive 'forbrug-og-smid-væk-livstile' og dermed var der selvfølgelig heller ikke noget grundlag for at pålægge f.eks. den danske befolkning udgifter til ophjælpning af de lande, der havde brug for hjælp. Jeg husker, at Per Hækkerup åbent er-klærede, at når han ved politiske møder med befolkningen kom ind på hjælpen til u-landene, så var der intet gehør for at indføre en u-landsskat, som man dengang talte om.
Og så kom krisen fra sommeren 1973. Tilsyneladende var den fremkaldt af de forhøjede oliepriser, men i virkeligheden var det fordi det oppustede økonomiske niveau ikke kunne holde.

1973-krisen fortsætter
Og så fik jeg desværre ret. Man havde ikke kunnet eller villet styre den økonomiske aktivitet, så kriser kunne undgås, for i virkeligheden blev den mindre krise, der begyndte i 1973 aldrig overvundet på en sådan måde, at den førte til større beskæftigelse og nogen indkomstudjævning for de mange i landet, og Den Tredje Verdens store befolkningsgrupper fik heller ikke megen fremgang, så den nuværende krisetilstand kan ikke skilles fra krisen fra 1973.
Det er derfor opmuntrende at kunne læse i Information, at en fransk økonom kun ser en vej ud af krisen ved en partiel plan, som over tre år skulle hjælpe med salg af nogle specielle varegrupper, og dermed sætte de ikke-vestlige lande i stand til at producere og sælge. Samtidig er det nedslående at læse en anden ekspert, som mener, at det ikke kan gøres som foreslået. Jeg kan dog forestille mig, at han kunne have ønsket en radikal gældssanering for Den tredje Verdens ringest stillede lande og så måske få bedre styr på bankernes og investorernes udlån og køb og salg af aktier.

Fire fællesmarkeder
Når jeg - måske lidt naivt - dengang kunne stille forslag, som ville åbne for eksport af varer, som vi også selv fremstillede, til vor del af verden, var det fordi, vi dengang i det meste af den vestlige verden havde reel fuld beskæftigelse, og det kunne så give den 'stødpude', der selvfølgelig var nødvendig til en omstilling af vores produktion. Jeg forestillede mig også, at vi skulle producere produktionsmaskiner til Den tredje Verden, og dermed ville der vel kunne ske en omlægning af produktionen i vor verdensdel fra færdigvarer til realkapital. Men alt det blev der ikke noget af.
Der blev dog senere omkring 1990 fremsat konstruktive forslag, f.eks. at dele verden op i fællesmarkeder, så Latinamerika, Afrika og Asien skulle danne hver deres fællesmarked, og Europa og USA dannede så deres. Så ville pengestrømme og varer have hver deres lukkede kredsløb, og de tre førstnævnte fællesmarkeder kunne så bedre styre den indre udvikling hos dem selv, og udvekslingen af råvarer og færdigvarer ville være lettere at få hold på.
Ingen lyttede, fordi man havde nu sat sig i hovedet, at en globalisering af de frie markedskræfter var tidens svar på alle problemer.

Tre alvorlige forhold
I dag er der så tre alvorlige forhold, som der også var i 1929 ved den store krises start.
Det første forhold er de kortfristede - ofte dyre - banklån, der placeres rundt om, hvor der er en øjeblikkelig profit at hente, men som også hjemtages, så snart det brænder på, og sikkerheden for pengene svigter.
Det andet er den ulige indkomstfordeling i verden både i vestlige lande og mellem den vestlige verden og Den tredje Verden generelt. Denne indkomstulighed bevirker, at det er vanskeligere at afsætte almindelige varer, men at produktionen derfor holdes oppe ved luksusprægede produktioner.
Det tredje forhold er de meget lave råvarepriser, som medfører, at Den tredje Verdens lande ikke kan købe, hvad de har brug for, og at deres gæld til udlandet vokser og vokser.
Jeg kan let forestille mig, at de ansvarlige rundt om i verden godt vil gøre 'noget' ved disse og andre forhold, men af frygt for pengemarkedet og af frygt for vælgerne vil de snarest finde løsninger, som kan forbedre lidt på de kriseskabende omstændigheder uden at turde gå i dybden med løsninger. Og så vil vi igen, hvis 'reparationerne' lykkes, om et antal år få de samme kritiske situationer - situationer, som sikkert er blevet endnu mere komplekse.
Frygten for de store dybtgående reformer er imidlertid velbegrundede. En reform af verdensøkonomien vil tage tid, og hvem har tålmodighed til at vente? Reformer vil oven i købet tvinge de dele af menneskeheden, der har deres på det tørre til at skulle omlægge deres livsstil i hvert fald for et større tidsrum.
Og det er en alvorlig sag, hvis disse grupper skal holde igen på den lovede vækst i levestandard, fordi de varer, de skal bruge, er blevet dyrere, når Den tredje Verdens lande skal tjene mere end før, eller fordi omkostningerne ved en Global Hjælpepakke får skatterne til at stige. Muligheden for at mange eventuelt skal skifte job, fordi Den tredje Verdens produkter lukker deres arbejdspladser eller i det mindste må formindske produktionen, er også rimelig stor.
Trusler mod en gruppes livsstil eller mod forventningerne om en flottere livsstil har da også tidligere ført til borgerkrig eller revolutionære tilstande i adskillige lande.
Erfaringerne fra historiske begivenheder viser med al tydelighed, at meget kan en befolkning tåle, hvis der ikke er nogen udvej. Det så vi fra 1939 og fremefter, hvor 1929-krisen først blev overvundet, da krigen tvang krigsproduktionen op og levestandarden ned. Men nu, hvor man 'frivilligt' skulle se i øjnene, at ens hedeste ønsker om højere forbrug skulle forsvinde som dug for solen, det er noget andet. Bevillingerne til Mar-shall-planen i 1948 og fremefter kom vel også kun igennem, fordi den økonomiske hjælp til de vestlige lande meget håndfast blev gjort til en vigtig del af bekæmpelsen af den kommunistiske fare. Her var det som om, krigen stod for døren, hvis man ikke ville bevillige pengene. Det var med andre ord ens egen livsstil, man på længere sigt forsvarede, ved at yde hjælp til de vesteuropæiske lande.
Da ingen kan ønske sig en større krig eller blot trusler om en sådan for at få mobiliseret verdensøkonomien, så er der kun tilbage at håbe, at politikerne langsomt men sikkert kan overbevise deres landes befolkning om, hvilken nødvendig pris, der skal betales, for at krisen kan overvindes både for os selv og Den tredje Verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her