Kronik

Krystal-natten 60 år efter

9. november 1998

Natten til den 10. november 1938 flammede bål i alle tyske byer. Jødiske hjem blev stormet, butikker plyndret, mennesker myrdet eller sendt til KZ-lejre. Her fortælles om natten, som 59 procent af 14-18-årige tyskere hævder aldrig at have hørt om

I dag er 60-årsdagen for den begivenhed, vi kalder Krystalnatten - et velorganiseret terrororgie mod jøder i det nazistiske Tyskland.
Af alle jødepogromer i Europas historie er ingen så velbeskrevet af vestlige forfattere og historikere som netop Krystalnatten i 1938. Årsagen dertil er sandsynligvis, at de nazistiske jødeforfølgelser efterfulgte en pause på ca. 30 år efter den med rette berygtede franske Dreyfus-proces omkring århundredskiftet og de russiske pogromer 1903-05 - Kisjenjov-pogromen i 1903, Bejlis-processen i Kijev i 1905, der bragte en del forfulgte jøder fra Rusland til Danmark.
Efter nazisternes magt-overtagelse i Tyskland i 1933 kom højdepunktet med Nürnberg-lovene af 15. sept. 1935. Her fratog den tyske Rigsdag officielt jøder deres borgerret. For fremtiden var de ikke længere Reichsbürger, men Staatsangehöriger. Kort efter beordredes enhver jødisk mand at antage mellemnavnet Israel, kvinder navnet Sara. Formålet med loven var at beskytte tysk blod og ære.
På samme tidspunkt fandt man i Sovjetunionen en mere enkel løsning: Alle jøder fik som punkt fem i deres sovjetiske pas indskrevet ordet "Jevrej" (jøde).
Selve vejen til Krystalnatten, som fandt sted natten mellem den 9. og 10. nov. 1938, banedes på visse måder af tilfældighedernes spil.
I årene efter Første Verdenskrig 1914-18 havde nogle snese tusinde jødiske flygtninge fra Polen kunnet bo i Tyskland. Disse såkaldte Ost-juden var i den grad faldet til, at mange af dem aldrig havde sørget for at bringe deres pas i orden.
Men pludselig gav regeringen i Berlin ordre til at deportere 15.000 af disse mennesker og sende dem retur til Polen. I forseglede kreaturvogne og under politimæssig bevogtning transporteredes de afsted og blev læsset af ved en grænseby til Polen. Politiet stod parat og gennede dem over grænsen.
Her blev de forskræmte jøder imidlertid standset af polske vagter, som forbød dem at passere grænsepælene. Der stod de så under åben himmel i slud og blæst, bag dem var Gestapo, foran dem polske maskingeværer. I ugevis fik de lov at vente på, hvilken skæbne de to regeringer kunne forhandle sig til rette om for deres vedkommende.

Da den 17-årige Herschel Grünspan, der boede i Paris, læste historien i et brev fra sine forældre, købte han en pistol, gik hen i den tyske ambassade i Paris og skød den første mand, han mødte. Et par dage senere døde manden af sine sår.
Det blev den gnist, der fik krudttønden til at flyve i luften. Drabet kom nemlig de tyske ledere tilpas. Næppe var nyheden om ambassadesekretær Raths død nået frem, før den hovedansvarlige for 'løsningen af det jødiske spørgsmål', Reinhard Heydrich, beordrede en landsomfattende pogrom.
Natten til den 10. november 1938 flammede bål i alle tyske byer. Synagoger i hundredvis gik op i luer, jødiske hjem blev stormet, butikker plyndret, mennesker myrdet, 3.000 jøder arresteret og sendt til KZ-lejre.
Navnet Krystalnat kommer af de tykke lag glassplinter fra knuste ruder, som flød i gaderne og klirrede, når nogen prøvede at vade gennem dem.
De natlige terror-orgier var chokerende nok i sig selv. Men i hælene på dem fulgte endnu et bittert kapitel for jøderne. Regeringen idømte dem en samlet bod på en milliard mark for de forvoldte skader, og rigsminister Hermann Göring proklamerede, at "jøderne skal forsvinde fra tysk økonomi."
Krystalnatten var første og eneste gang i Det Tredje Riges historie, at antijødiske forholdsregler i deres nøgne brutalitet udfoldede sig i dagens lys.
Pressen i USA, England, Frankrig og de skandinaviske lande stemplede den uhyrlige forbrydelse som det, den var. Men regeringerne var påfaldende tilbageholdende. Kun præsident Roosevelt hjemkaldte USA's ambassadør fra Berlin. De øvrige regeringer besluttede at behandle pogromen som ... et indre tysk anliggende.

Men bag tavsheden skjulte sig besk skuffelse. Måske var en af Krystalnattens afgørende følger, at de frie folk opgav troen på at nå frem til forståelse med Tyskland. Et afgørende skridt var taget frem mod krigen det følgende år.
De tyske jøder håbede på deres side alt for længe, at stormen skulle drive over. Langt de fleste følte sig som tyske: Jødisk historie i Tyskland er 1600 år lang. Denne pludselige forfølgelse måtte bero på en misforståelse og være et overgangsfænomen. Den jødiske menighed i Berlin telegraferede endda til Storbritanniens overrabbiner og bad ham sætte en stopper for protester og boykot af tyske varer... selvfølgelig uden kontakt med den bitre virkelighed.
Først langsomt og tøvende gryede tanken i jødiske kredse om emigration og forståelsen bredte sig af, at i Tyskland kunne ingen jøder blive boende og holde sig i live. Alene efter Nürnberg-lovene forlod 200.000 jøder landet ...
Da Tyskland indlemmede Østrig i Riget var der 400.000 jøder tilbage. Og jødisk emigration var et omstridt spørgsmål, nogle var for, andre imod. Man nåede aldrig at enes om det, før Hitler dekreterede jødespørgsmålets endelige løsning, die Endlösung.
Resten kender vi - forhåbentlig.

I 1998, 54 år efter Holocaust og 60 år efter Krystalnatten fortsætter i Tyskland de uendelige diskussioner om mindesmærket i Berlin over Holocausts ofre. På visse punkter minder debatten om tilsvarende overvejelser i tidligere sovjetiske republikker og i selve Rusland omkring striden om at rejse mindesmærker over de millioner af uskyldige politiske ofre, der omkom i Sovjetiske KZ-lejre.
Stridens æble er den amerikanske arkitekt Peter Eisenmanns udkast til et mindesmærke i Berlin over Holocaust-ofrene som består af 2.500 stensøjler.
Den intellektuelle debat om mindesmærket startede allerede da de første initiativer kom i 1988. Og den fhv. kansler Helmut Kohl har været en varm tilhænger af projektet. Men efter to internationale konkurrencer om udformningen af monumentet har ingen af udkastene samlet bred tilslutning.
Tilhængerne og modstanderne i den intellektuelle debat er enige om, at tyskerne aldrig skal glemme folkemordet, som Hitlers regime gennemførte på jøderne under Anden Verdenskrig. Begge lejre er enige om at dette sorte kapitel i menneskehedens historie må markeres også for nye generationer.
Tilhængerne mener, at et centralt og stor mindesmærke over drabet på seks millioner jøder må finde plads i den centrale del af den nye tyske hovedstad. En del af modstanderne er skeptiske over for arkitekt Eisenmanns udkast som de mener giver et forvirrende og til dels meningsløst indtryk. De vil hellere have mindesmærket i tilknytning til en af KZ-lejrene, evt. i nærheden af Gestapos og SS hovedkvarter.
Det er værd at bemærke, at næsten hver tredje unge tysker - 31 pct. - aldrig har hørt om den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz. Det fremgår af en undersøgelse, foretaget af Forsa-Instituttet, offentliggjort i august i avisen Die Woche. Undersøgelsen omfatter 506 tyskere i alderen 14-18 år. 59 pct. kunne ikke huske at have hørt om Krystalnatten eller Gulag. Det kunne være interessant at gennemføre en lignende undersøgelse i de danske skoler...

I forbindelse med årsdagen for Krystalnatten har Mosaisk Troessamfund i København planlagt en demonstration i dag, den 9. nov. Man kunne - lidt polemisk - fremhæve, at mange af deltagerne næppe har oplevet Krystalnatten, mens flere ældre deltagere - bl.a. jødiske flygtninge, der kom til Danmark fra Polen så sent som i 1969-1971 - kan have lidt under antisemitisme og forfølgelser i de tidligere Østbloklande.
Mosaisk Troessamfund har forsonet sig med de tidligere kommunistregimer. Alligevel er det svært at forstå, hvorfor en demonstration, der markerer Krystalnatten, er vigtigere end f.eks. at markere po-gromen i Kiecie i Polen i 1946, hvor 67 jødiske kvinder og børn blev nedslagtet med økser. Eller nedskydningen af 38 medlemmer af den antifascistiske Komite i Sovjetunionen i 1952, 14 år efter Krystalnatten. Eller måske fordrivelsen af 30.000 jøder fra det antisemitiske Polen, nøjagtig 30 år efter Krystalnatten?
Historien kan blive glemt, men kan ikke skrives om.

Leon Nikulin er forfatter, dr. phil.

Apropos - Udryd de sataner

Kosovo, Bosnien... overalt møder man historier om udryddelser af hele folkeslag, som nazismens jødeudryddelser måske stadig er det centrale eksempel på. Herom skriver Leon Nikulin i Historisk Set.
Men enestående var jødeudryddelserne faktisk ikke, i hvert fald ikke ifølge den svenske forfatter Sven Lind-qvists kontroversielle bog Udryd de sataner, som i 1993 blev indstillet som en af Sveriges to kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris under sin svenske originaltitel Utrota varenda jävel.
I sin kulturanalytiske rejse- og debatbog sætter Lindqvist fokus på en ond tradition i den vestlige humanisme for at opfatte andre folk og racer som mindreværdige - titlen på Lindqvists bog er ligefrem hentet fra den perverse Kurtz' slutreplik i Joseph
Conrads skelsættende roman Mørkets Hjerte: "Exterminate all the brutes!" Og netop
Joseph Conrad er et eksempel på en (hvid) mand, som fortalte imperialismens historie på en anden måde.
I sin anmeldelse af bogen i Information (30. jan. 1993) skrev Torben Brostrøm bl.a.:
"Dermed er bogen også et nordisk indlæg i den aktuelle tyske historikerstrid vedrørende spørgsmålet, om nazisternes jødeudryddelse som fænomen er enestående i sin art eller ej. Lindqvist finder rigeligt sammenligningsmateriale, tyrkernes massakre på armenierne i århundredets begyndelse, Pol Pots rædselsregime i Cambodia. Faktum er, at i Hitlers barndom var et fremtrædende træk i europæiske menneskeopfattelse overbevisningen om, at 'underlegne' racer allerede fra naturens side var dømt til undergang. Det var da udtryk for en højere barmhjertighed at hjælpe dem på vej. At Hitler til sin tid søgte Lebensraum østpå, var en kontinental parallel til opbygningen af det britiske imperium, som fejrede sit jubelår ved Dronning Victorias 60 års dag i 1897. Holocaust var en forvrænget kopi, Auschwitz den moderne industrielle version af den udryddelsespraksis, det europæiske verdensherredømme længe havde hvilet på." Skrev altså Brostrøm.
Som sagt kan man ulykkeligvis stadig føje nyt til listen over masseudryddelser. Men også glæde sig over, at der - af og til, trods alt - sker domfældelser for netop folkedrab.
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu