Læsetid: 2 min.

Kunsten at spekulere i kunst

21. november 1998

Claus Carstensen, Peter Bonde og Erik Frandsen har fået megen plads på det nye Statens Museum for Kunst, selv om deres gigantiske værker er omvendt proportionale med deres kunstneriske indhold

KUNST
På Statens Museum for Kunst vælter folk for øjeblikket over hinanden for at komme ind, videre op ad trapper, hen ad gange, ind i rum, hen ad broer, ned ad trapper, rundt i boghandelen for til sidst at falde ned i en af cafeteriets stole. Hvis der altså er plads.

Må være lidt kulturel
Ja, kunstinteressen virker overvældende. Kun de negative mumler, at publikum på auktionerne vist mere er interesserede i spekulation, og at publikum på Louisiana, Statens Museum for Kunst og Arken blot kommer der, fordi man synes, at "man hellere må være lidt kulturel". Men trods den store tilstrømning, er det en kendsgerning, at meget af den nyere danske og udenlandske kunst, som er in, ikke er særlig oplivende.
Videoerne, som jo skal være der, er oftest kedelige (selv om Lars Nørgaards videoer dog er en undtagelse), og et opkog af tidligere kunstneres og filmfolks ideer.
Da en ung gallerist for nylig havde fernisering, stod en hel del mennesker trængt op i et hjørne for at se en video, hvor en mand i det uendelige falder ned fra en barstol. Man har set andre gøre det - og meget bedre - men det er vist efter Københavns målestok "internationalt". Det er bare dødkedeligt.
Men man er vel velopdragen, og jeg og de andre seere holdt masken. For på den anden side af Bredgade står galleriejeren Michael Andersen og fortæller os, at galleriejerne "må forklare folk, hvad der er god kunst!"

Ikke det rene fodbold
Desværre ser det ud til, at der i Danmark er dannet en kunstens FCB - For Carstensen og Bonde - der endnu ikke er kommet på Børsen som FCK eller Brøndby, men som dog får masser af spalteplads stillet til rådighed i aviserne og har magt på de etablerede kunstinstitutioner.
Blandt medlemmerne af FCB vil jeg nævne et ægtepar - Christian Gether og Vibeke Petersen - med tidligere tilknytning til Sorø Museum og Århus Museum, og som nu huserer kraftigt i museale kredse på Østerbro og i Ishøj syd for København. Jeg er enig med kunstsamleren
John Hunov, der forleden i Politiken undrede sig over, at folk som Claus Carstensen, Peter Bonde og Erik Frandsen har fået så meget plads på det nye Statens Museum for Kunst, selv om deres gigantiske værker er omvendt proportionale med deres kunstneriske indhold. Men mange af de mindre anmassende kunstnere er der ikke blevet plads til. Hvor er martsudstillerne, Frede Christoffersen, Preben Hornung, Arne Haugen Sørensen og 1970'ernes Kurt Trampe-
dach? Og hvorfor ikke Wiliam Skotte Olsen? Uha dada, nævn ikke Skotte - det kan man ikke i pænere kredse. Ham kan man da ikke få noget for.
Indrømmet, han er ikke på toppen lige nu, men i 1970'erne var han det. Der var både sjæl, nerve og temperament - og desuden en naturlig og sand malerglæde. Hans værker behøver ikke at støttes af megen tænksom litteratur. Eller som Picasso engang sagde: Kunst behøver ikke at forklares.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu