Læsetid: 3 min.

Lad de syge forsørge de syge

11. november 1998

Vi andre kan så glæde os over at have en regering, der holder med de raske i riget

SOCIALPOLITIK
Hvis man selv er sund og rask, og måske tilmed har et godt arbejde, har man selvfølgelig et vist overskud til at høre på folk, der er knap så heldigt stillet. Det manglede da bare - man er vel et civiliseret menneske. Det kan ikke være rart at have dårlig ryg, da slet ikke hvis det står så galt til med den, at man mister sit arbejde.
Nedslidning. Man kan ligefrem høre, hvor uhyggeligt det må være. Ensformigt, hårdt fysisk arbejde. Og så en dag, så vil ryggen ikke mere. Skulderen vil ikke mere. Hvad det nu kan være. Nej, det kan ikke være rart.

Først er man sygemeldt. Man bliver undersøgt på kryds og tværs. Man får smertestillende medicin, mens man venter. Man bliver opereret, hvis ventelisten ikke er for lang, og man er lidt heldig. Man kommer i behandling. Men en dag kan sundhedsvæsnet ikke gøre mere for én. Det er slut.
Man får ikke flere sygepenge, for nu er man et menneske, der har været ude for en social begivenhed. Man er for syg til at arbejde. Den virksomhed, hvor man har lagt sin arbejdskraft, med nedslidning til følge, har ikke noget ansvar for én.
Naturligvis ikke, den skal producere, der skal arbejdes, den har kun plads til raske mennesker.

Men vi er et godt og trygt lille samfund. Selv den der er ude af arbejdslivet, og ikke længere kan gøre nytte, har i det mindste krav på at blive forsørget. Han eller hun kan få en førtidspension. Hos os bliver de syge ikke sat ud, så de vilde dyr kan tage dem. Vi tager hånd om dem, de får en plads ved bålet ligesom alle andre.
Det vil sige: Sådan har det da i alt fald været indtil nu. Men der er sket noget. Arbejdslivet er blevet et hårdere liv, flere og flere ryger ud af det, fordi de ikke kan klare presset. Alligevel tøver man med at give dem førtidspension. Der er nok på overførselsindkomster i forvejen, tænker de sunde og raske.
Og en vis mistanke er begyndt at brede sig: Er de syge nu også så syge som de selv, og deres læger, går og siger? Beethoven, ikkesandt, holdt jo ikke op med at komponere, bare fordi han blev døv. Måske skulle vi interessere os lidt for sindelaget hos dem, der bliver syge og nedslidte. Alt andet lige, som vi siger: Giver de syge mon ikke ligesom lidt for let op? Og hvis vi bare sætter dem på passiv forsørgelse, risikerer vi så ikke, at de går og keder sig? Hvis de slet ikke har nogen tilknytning til arbejdslivet, kan man så ikke frygte endnu flere udgifter, fordi deres mentale sundhed også går fløjten?
Psykologer, psykiatere, psykofarmaca, hvad det nu hedder alt sammen, er jo ikke gratis, vel?

Endelig er der hensynet til dem, der stadig har deres gode helbred og deres gode arbejde. De skal vel ikke blive ved med bare at betale og betale - uden at få ret meget til gengæld. Sjældent taknemmelighed, f.eks. En førtidspensionist i dag køber rødvin henne i Kvickly fredag eftermiddag ligesom alle andre - og holder sig ikke nødvendigvis for god til at møve sig foran i køen, igen lige som alle andre. Nogen ydmyghed overfor dem, der betaler pensionen, mærker man ikke meget til. Næe.
Så maske er regeringens foreslag om fleksjob en udmærket ting. Selv om man er nok så nedslidt, selv om sundhedsvæsnet ikke kan gøre mere for én, så må man da kunne arbejde nogle timer dagligt, i det mindste. Den skat, de syge så betaler af arbejdsindkomsten - for selvfølgelig skal førtidspensionister betale skat, andet ville være diskriminerende - kunne måske så betale statens mange udgifter til førtidspensionering?
Lad de syge forsørge de syge, med andre ord. Vi andre kan så glæde os over at have en regering, der holder med de raske i riget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu