Læsetid: 4 min.

Lad voldsofre hygge sig på skadestuen

Debat
21. november 1998

Noget må gøres for ofrene for seksuel vold. Problemet er bare, hvor modtagelsescentrene skal ligge og hvem der skal bestemme...

VOLDTÆGT
Årligt politianmeldes der 400-500 voldtægter og voldtægtsforsøg mod kvinder. Dette antal er baseret på de officielle anmeldelser hos politiet, men forskere på området regner med, at det reelle antal er langt større: Omkring 5.000 på årsbasis.

I de tilfælde, hvor der sker anmeldelse, er gældende praksis, at politiet umiddelbart efter anmeldelsen foretager en kort foreløbig afhøring af offeret. Afhøringen finder sted af retsikkerhedsmæssige grunde for at politiet dels kan iværksætte en undersøgelse af gerningsstedet, dels hurtigst muligt pågribe, afhøre og eventuelt undersøge den formodede gerningsmand.
Af hensyn til efterforskningen underkastes kvinden derpå snarest muligt en retslægelig undersøgelse med erklæringsafgivelse (som det hedder på jura-sprog), og først herefter foretager politiet den egentlige afhøring af offeret.

I Sundhedsvæsenet er der i dag ikke særlige tilbud til disse kvinder i form af en psykologisk hensigtsmæssig behandling. Den har f'ørst og fremmest Joan-Søstrene måttet stå for herhjemme på forskellige krisecentre.
For de som ikke måtte vide det, er Joan-Søstrene en frivillig organisation, der rådgiver kvinder udsat for vold, voldtægt, incest og seksuel chikane - og har gjort det i mere end end 20 år. På baggrund af den viden og de erfaringer, der er indhentet i rådgivningsarbejdet, er Joan-Søstrene blevet stadig mere opmærksomme på, at den hjælp, systemet yder nu, ikke tager højde for, hvor traumatiserende seksuelle overgreb er. Samt at der ikke eksisterer et tilbud i offentligt regi, der tilgodeser ofrenes behov. Her er Danmark i klar modsætning til både Norge og Sverige, hvor der ydes en ganske anden konsekvent og helhedsorienteret, ikke mindst psykologisk, hjælp til ofrene.

Organiseringen af vold-tægtsbistand har i Danmark primært været fikseret i en samfundsinteresse omkring politiets arbejde med efterforskning og opklaring. Sager om seksuel vold har en vanskelig bevisførelse, fordi der ofte kun er parternes modstridende beskrivelse af hændelsesforløbet at lægge til grund. Og det kan være svært at føre bevis for, hvad der skete i trappeopgangen, i dagligstuen eller i soveværelset. Kvinden skal - som reglerne fungerer i praksis i dag - kunne godtgøre, at hun er blevet voldtaget. Sat på spidsen er det gerningsmandens retssikkerhed, der er fokus på - det er ikke overgrebet mod kvinden, der er sat i centrum.

Joan-Søstrenes viden har længe været til rådighed for beslutningstagerne. Således også så langt tilbage som i 1987, da Betænkning om den forurettedes stilling i voldtægt- og voldssager udkom. Allerede dengang blev det fastslået, at der var behov for ændringer. Der er imidlertid ikke sket en brik - før nu.
På baggrund af et beslutningsforslag i Folketinget (førstebehandlet den 20. april 1998) bad Sundhedsministeriet Sundhedsstyrelsen nedsætte en arbejdsgruppe, der nu er barslet med en 'Vejledning om den fremtidige organisation af sundhedsvæsenets indsats for volds- og voldtægtsramte kvinder.'
Af vejledningen fremgår det, at det ikke har været muligt at opnå enighed om den fremtidige organisation af sundhedsvæsenets indsats. Det tror jeg gerne.

På en høring på Christiansborg arrangeret af Joan-søstrene den 6. maj i år stod det nemlig lysende klart, at de indbudte repræsentanter fra organisationer og enkeltpersoner havde hver deres kæpheste at ride i forhold til en udvidet krisehjælp. Alle var godt nok enige om, at den såkaldte centertanke var den rigtige.
Idealmodellen for et center lød på, at offeret ikke skal sendes rundt til de forskellige systemer - som det sker i dag - men systemernes repræ-sentanter i form af politi, retsmediciner, bistandsadvokat, socialrådgiver og psykolog kommer til ofret. Men så hørte enigheden også op. For hvor skal et sådan center fysisk placeres, hvem skal have ansvaret for driften, og hvilken uddannelse skal personalet, der yder krisehjælp have? For blot at nævne nogle få kontroversielle spørgsmål.
Af vejledningen fremgår det, at der har været flertal blandt udvalgets medlemmer for, at "den fysiske etablering af beredskabet mest hensigtsmæssigt kunne foregå på et amtsligt hovedsygehus." Hvorfor egentligt det? Er et sygehus eller en skadestuelignende modtagelse det optimale, der kan tilbydes en kvinde, der netop har været udsat for en voldtægt? Eller kan der virkeligt ikke tænkes i mere kreative baner på grund af økonomi?

Det er nu, alle gode kræfter med interesse for sagen skal på banen - og ikke kun faggruppe-repræsentanter med egne kartofler at hyppe. Faglig ekspertise er fin, men har også en tendens til netop at bremse op for idérigdommen, dér hvor faggrænserne mødes.
Så hvordan skal de økonomiske midler, der forhåbentligt bliver stillet til rådighed, anvendes? Ud over, at det må være alfa og omega, at hver eneste amt i landet som minimum skal kunne stille ét modtagelsescenter til rådighed.

I det omfang, der er fodslag inden for Joan-søstrenes egne rækker, må det for mig at se først og fremmest være her, ekspertisen skal hentes, og det må være deres erfaringer og viden igennem 20 år, der skal ligge til grund for den fremtidige organisering.
Hvad mener Informations læsere?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her