Læsetid: 4 min.

Læserdebat

Debat
28. november 1998

Dansk Forum er ikke stikkere

25. NOV. - I Informations fyldige dækning af henholdsvis Dansk Forums Studentergruppes (DFS) opstilling til valg til de styrende organer på Københavns Universitet, og Dansk Forums Faktagruppes arbejde med afdækningen af den ekstreme venstrefløj i Danmark, bliver der gjort påfaldende meget ud af min udtalelse om, at DFS naturligvis støtter Faktagruppens gode arbejde. Ja, denne bemærkning bliver endog fortolket til, at "studerende vil bruge deres deltagelse i universitetets styre til at stikke anderledes tænkende medstuderende til et 'ekstremist-register'."
Om Information vil det eller ej, så er det en kendsgerning, at DFS tilbagevendende er blevet udsat for voldsom hetz på Universitetet. Denne hetz er hver gang blevet ledsaget af en række tilfælde af stinkbomber, hærværk, trusler og anonyme smædeskrivelser.
Det er ligeledes en kendsgerning, at visse studerende trods opfordringer ikke vil tage afstand fra sådanne metoder.
Set på dén baggrund finder DFS det absolut moralsk forsvarligt, at vi forespøger Fak-tagruppen, om de f.eks. kan genkende en 'modus operandi', en evt. jargon eller lignende, og Faktagruppen har da også kunnet berolige DFS med, at der hver gang kun har været tale om venstreekstremismens egen lille 'beskidte krig' mod de demokratiske spilleregler.
Dansk Forums Studentergruppe "stikker" altså hverken på den ene eller den anden måde "anderledes tænkende studerende".
Vi vogter os såmænd blot for anderledes agerende studerende.

Anette Ladefoged
Bac.scient.pol, kandidat til Konsistorium for Dansk Forums Studentergruppe
Poste Restante
Avedøre Station
2650 Hvidovre

Information lyver om Dansk Forum

25. NOV. - Dagbladet Information har i sin fyldige dækning af Dansk Forum (23. november og 24. november) i to tilfælde direkte løjet om Dansk Forums Faktagruppes offentligt tilgængelige informationsdatabase om den ekstreme venstrefløj.
Det er for det første usandt, at Natur og Ungdom og Dansk Center for Menneskerettigheder står opført som "voldelige" og/eller "ekstremistgrupper."
Det blev den rødmende journalist gentagne gange gjort opmærksom på under DFS' pressemøde den 21. november!
For det andet er det i fuldstændigt modstrid med sandheden, at informationsdatabasen ikke er anmeldt til Registertilsynet!

Dansk Forums Faktagruppe v. Martin Kasler

Svar til Kasler:
På Dansk Forums hjemmesider - www.danskforum.dk - fortæller 'Faktagruppen', at dens formål er at afdække "venstreekstremismen... et antidemokratisk og voldforherligende samfundsonde."
På de dernæst følgende sider er under postnumrene 1455 K. og 2100 Ø anført henholdsvis Det Danske Center for Menneskerettigheder og Natur og Ungdom. Som det fremgår af Informations artikel den 23. november, forsvarede Dansk Forums formand Martin Kasler på det omtalte pressemøde begge registreringer som berettigede.
Som det fremgår af Informations artikel den 24. november, har Registertilsynet ved sin skrivelse af 28. januar 1998 afvist at anerkende Martin Kaslers såkaldte 'anmeldelse' af registeret.

David Rehling, Information

Igen børnene, det går ud over!

16. NOV. - Københavns kommunes budget for 1999 er endnu et budget, der indeholder forringelser for de københavnske børn i kommunens institutioner.
Åbningstiden skal reduceres; dagligdagen bliver mere stresset, men arbejdstiden bliver ikke sat tilsvarende ned - er det noget, der gør livet nemmere?
Den enkelte institution styres nærmest som en virksomhed. Er der samarbejde og loyalitet nok mellem institutioner og socialcentre? Det bliver lagt ud til ledelsen, at den skal styre institutionen, men den får ikke midlerne til det.
Hvis denne udvikling fortsætter, bliver børnenes dag i institutionen til simpel opbevaring, i stedet for en berigende, kvalitativ hverdag, der kan give dem selvværd, samvær og voksne med god tid.
For pædagogernes vedkommende er grænsen nået. Vi vil gerne være nærværende voksne, der giver børnene en god dag. Vi er i forvejen pressede pga. de sidste års nedskæringer. Nu kan og vil vi ikke mere!

Personalet på De 5 Årstider
Englandsvej 170
2300 København S

Hurtig weekend ping-pong

16. NOV. - Informations debat tager et spring fremad mandag den 16. november.
Curt Sørensens kronik om fascismens fascination sejler op mod Plums Bombardér hovedkvarteret, som var bragt fredagen forud. Og Tue Sørensens kommentar til Henrik Gade Jensens vrøvl i kronikken fire dage før.
Hurtig ping-pong - endog over en weekend. Det er flot. Bliv ved med det.

Per Bregengaard
Uddannelses- og ungdomsborgmester
Københavns Rådhus
1599 København V

Med og uden røvhuller

21. NOV. - En stor tak til både Information og forfatterne af denne weekends (21.-22. november) pragtfulde artikler og indlæg. Ikke mindst Suzanne Brøggers essay. Herligt!
Men - kære Suzanne, hvordan skulle vi dog klare os uden de der røvhuller, så vi, bare engang imellem, kan skide andre et stykke. Selv for børn og pensionister er det en livsbetingende funktion.

Inge G. Larsen
Bjelkes Allé 29, 5. tv.
2200 København N

Overflødig weekend-sex

23. NOV. - Endelig (som weekendlederen 22.-23. november anslår) har udviklingen krævet, at der snart ikke længere er nogle unge mænd som gider at have sex.
Formeringsmæssigt er der vel snart heller ingen grund til det mere. Det kan landbruget jo tage sig af med rugekøer og gensplejsede fostre eller anden fantasifuld bioteknologi.
Måske det bliver et statslig krav at sundhedsvæsenet skrider ind og udskriver recepter på en mixtur af Viagra, Fontex, og Hjortetaksalt, samt diazepam til at tage lidt af bivirkningerne.
Men når bioteknologien først er kommet på plads, er dét overflødigt, og så er der vel heller ingen grund til at dyrke sex, med mindre det til slut er på tilbud i Fakta eller Føtex.
Så må det blive folkeskolens opgave at undervise om det i historie. Helst af ældre lærere som kan huske det. "Nu følger du med, Peter! Jeg gør det kun én gang til! For din skyld."
Til den tid er jeg vel en gammel mand i rullestol med cigar, cognac og kaffe, og en snerpet ung sygeplejerske i lårkort nederdel til at skubbe mig.

Michael Unna
Medlem af "De passive puritanere"
Bjødstrup Mose 28
8270 Højbjerg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her