Læsetid: 3 min.

Læserdebat

27. november 1998

Grav, hvor det lugter

18. NOV. - Jeg har aldrig været medlem af et politisk parti, og jeg har aldrig redigeret politiske tidsskrifter. Jeg har i det hele taget ikke gjort mig bemærket på den front - så jeg forventer kun at PET/FE mv. har to registreringer på mig: som mangeårig abonnent på Information samt som 'kasseret som militærnægter' (i modsætning til 'kasseret fra civilforsvaret').
Den slags registreringer har alle vi med en kritisk holdning til efterretningsvæsner vel altid forventet fandt sted. Mange af de venstrefløjsaktive ville vel i virkeligheden være blevet dybt skuffede, hvis de ikke var blevet registreret. Jeg forventer for øvrigt også, at de højrefløjsaktive er registreret - og de fremtrædende skikkelser i de andre partier. Nyrup, Helveg Petersen, Schlüter, Uffe Ellemann og alle de andre står der givetvis også. Og hva' så ?
Hvis man skal bruge denne debat til noget konstruktivt, skal man ikke fokusere på de passive registreringer, der er foretaget af almindeligt tilgængelige oplysninger. Men hvor er efterretningsvæsnerne gået længere end blot registrering? Hvis man skyder med spredehagl, som man for øjeblikket har tendens til, drukner sagen i ligegyldigheder. Prøv at focusere på, hvor væsnerne har:
*Aflyttet telefoner
*Brugt agents provocateurs
*Videregivet oplysninger til udenlandske væsner
*Brugt oplysninger til at få folk fyret eller forflyttet
*Lækket oplysninger der kunne skade folk
En kulegravning af væsnerne er en glimrende idé; men koncentrer venligst gravningen om det, der virkelig lugter, ellers finder I kun de uvæsentlige ting, som alle altid har forventet af efterretningsvæsner, og som ikke kan bringe nogens vand i kog.

Torben Ussing
Ladefyldvej 24
2650 Hvidovre

Nyrupsk taktik

18. NOV. - Bjarke Møller påpegede ganske rigtigt i sin leder 17/11, at Nyrup siden starten af året har foretaget lidt af en kovending - måske er det taktisk - men måske lige så meget et eksempel på en pragmatisk politiker, som tager politikens stadige interaktivitet alvorligt. Kun en tåbe af en navigatør følger blindt den i roligt vejr afstukne kurs, mens den erfarne sømand løbende vil tage de gældende vejrforhold op til overvejelse i forhold til den videre rejse. Diskuteres kan det herefter, hvorvidt man i storm har bedst chancer i en lille jolle, der sejler på må og få for sig selv - stærkt påvirket af bølgerne, men med en utrolig manøvredygtighed, eller om det er fuldriggeren, som dygtigt prøver at forcere og påvirke kursen med alle sejl sat til.
Jeg ved det næppe - det gør vel egentlig de færreste; det er svært at spå om fremtiden, sagde en klog dansker engang. Derfor er den nyligt accellerede debat desangående vigtig, taktisk eller ikke.

Aksel Kargård
Tycho Brahes Allé 7 st.th.
2300 Kbh S

Dokumentation mangler

22. nov. - I Leo Tandrups helsides angreb på Akademirådet 21.-22. november. "Et hug i brystet" er et citat fremhævet: Den abstrakte konsensustankegang virker som drivkraft for ... gensidig beskyttelse og korruption... Hvis Leo Tandrup er en hæderlig debattør, når han angriber Akademirådet, så må han snarest dokumentere, om den såkaldte konsensustankegang faktisk har ført til korruption og brud på forvaltningslovens bestemmelser om habilitet.
Hvis der virkelig er tilfælde af korruption, skal der selvfølgelig straks renses ud.
Hvis Leo Tandrup ikke er så hæderlig, er der ikke rigtig grund til at læse ham og diskutere hans øvrige påstande.
Forholdet mellem liv og kunst er uanset Leo Tandrup centralt for kunstnerne. Netop derfor er det vigtigt, at kunstnere også deltager institutionerne: Akademiråd, Statens Kunstfond o.s.v. og hæderligt og oprigtigt engagerer sig i forholdet mellem kunst og samfund.

Ole Sporring
Billedkunstner

Et værdigt liv

18. NOV. - Til Carsten Aggers indlæg i Information 17. nov. om legalisering af heroin:
Dit ellers velformulerede indlæg tyder på manglende indsigt i narkomani. I øjeblikket bliver den stoffrie behandling trappet op, med det resultat at der bliver flere og flere stoffrie. Det kan umuligt være en tilfældighed, at stort set alle narkomaner ønsker et stoffrit liv, og derfor vælger stoffri behandling fremfor varig metadonbehandling. At tro at en narkoman vil være tilfreds med en konstant, daglig dosis er naivt, da en narkoman ønsker at være påvirket og ikke bare fungerende. Derfor er metadonpolitikken fejlslagen og en legalisering af heroin vil få samme skæbne. En sådan legalisering vil i bedste fald ingen effekt have på stoffri behandling og i værste fald, og mest sandsynligt, neddæmpe narkomanernes lyst til stoffri behandling, og svække politikernes villighed til at bevilge penge til samme. En legalisering af heroin vil derfor klart forringe narkomaners mulighed for et værdigt liv.

Jens Kristoffersen
Hjulgyden 10
7080 Børkop

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu