Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

24. november 1998

Terapi til cykelfanatikere!
18. NOV. - Både Ina Kjøgx Pedersen (endnu en fremragende medarbejder, I ikke kunne holde på) og Søren Bach har hver på deres måde spurgt, hvad der er røget i cyklisterne med deres agressive, selvretfærdige og terroristiske adfærd - både i forhold til bilister og fodgængere. Søren Bach håber sågar på en bare nogenlunde fornuftig diskussion.
Som Bo Richardt så indlysende demonstrerer i Information den 16. november, er det en udsigtsløs forventning.
Den type fanatikere, som findes i så rigt mål blandt cyklister, økologister og antirygere, kan man ikke diskutere med.
Men måske kunne man diskret stikke dem navnet på en god terapeut, så de kan få bearbejdet deres traumatiske barndom og deraf følgende generelle følelse af mindreværd. Måske kunne Dansk Cyklistforbund ligefrem tilbyde gratis terapi til sine medlemmer, så de kan få styr på deres små, usle liv.

Carsten Grolin
Bakkedraget 43
4534 Hørve

Klar besked om boligstøtte, tak!
18. NOV. - Lissa Mathiasen (boligordfører for Socialdemokratiet) skriver i Information den 13. november, at en enlig på dagpenge har en indtægt svarende til 152.000 kr. Som ansat i en a-kasse, vil jeg gerne meget hurtigt have at vide, hvordan en arbejdsløs kan få kr. 152.000 kr.
Hvis vi skal have reguleret dagpengene for en stor gruppe medlemmer, ville det være rart at vide inden årsskiftet af hensyn til skatteafslutning m.v. Mig bekendt kan en arbejdsløs højst få 139.880 kr. om året i indeværende år.
Jeg har ingen forstand på boligstøtte, men vil som almindelig samfundsborger gerne vide, hvorfor man får mindre i støtte, jo større husleje man har? Indebærer det en pligt for det offentlige til at garantere en bolig med en lavere husleje, hvis man bliver arbejdsløs?

Karen Nygård
Grønnegade 67
8000 Århus C

Bjerke Petersens malerier taler
18. NOV. - Kære Charlotte Christensen. Tak for anmeldelsen 'Lyt, billedet taler' i Information den 10. november af min bog Zigzag mod solen om kunstneren Vilhelm Bjerke Petersen.
Jeg har følgende kommentar: Det kunne naturligvis være interessant at få svar på, hvad Bjerke Petersen sagde til Moskvaprocesserne eller opstanden i Ungarn. Men det melder kilderne ikke noget om. Derfor har jeg det ikke med. Det ville være digt. Der danner sig en struktur, når man gennem flere år drøvtygger en kunstners skrifter og billeder. Det er den, jeg har skildret, hverken mere eller mindre.
Charlotte Christensen synes også at fordre en kunst-historisk dom over Vilhelm Bjerke Petersen, selv om hun endnu ikke har vendt sit eget Bjerke Petersen-maleri på væggen derhjemme om. Men jeg er ikke den, der med en pincet fornærmet tager kunstnere i kraven og siger "duer - duer ikke."
Kunsthistorie er møder, nysgerrige møder. Hvem var du, Bjerke Petersen? Hvorfor passede du ikke ind i det danske kunstklima? Hvad handler dine billeder egentlig om?
Charlotte Christensen synes ikke at have fattet et af kernepunkterne i min skildring: At man forstår Vilhelm Bjerke Petersen langt bedre set i lyset af hans indsigt i æsteticismens virkelighedsflugt. Han ville ikke ende med at male æstetisk velbehag.
Det er én af de vigtige tråde, der styrer hans udvikling. Er det muligt ikke at ende i æstetisk velbehag som moderne kunstner i 1930'erne såvel som i dag?
Her er der brændstof i hans spekulationer, også til den danske kunstdebat i dag. Og hvis man lægger sin egen æstetiserende kunsthistoriemålestok fra sig, er der meget at hente - også i Vilhelm Bjerke Petersens malerier. De taler deres eget på én gang sære og tydelige billedsprog. Her og i hans skrifter er der gode råd til de mange unge kunstnere, der savner et ståsted.

Gitte Tandrup
Jyllandsgade 47
8700 Horsens

Onkel Tom, forræderne og fremmedhadet
18. NOV. - Det er beklageligt, men dog ikke overraskende, at det århusianske projekt om opførelsen af en stormoské til fordel for de danske muslimer nu kritiseres og direkte tilsvines af så-kaldte "indvandrerrepræsentanter" fra Socialdemokratiet.
Som sædvanligt er det for disse politikere ikke et spørgsmål om at tilgodese deres respektive bagland, men om at beholde det kødben, de har fået i form af en taburet.
I litteraturen personificeres denne forræddertankegang i den amerikanske negerslave onkel Tom.
I hele denne debat om opførelsen af en stormoské i Århus er det beskæmmende, at de eneste, der er imod projektet kommer fra den yderste højrefløj og så disse socialdemokratiske onkel Tom typer.
Lad os håbe, at denne forening af pladderhumanisme og fremmedhad ikke får magt som den har agt til at lade hånt om den grundlovssikrede ret til religionsfrihed.
Og lad os samtidig håbe, at de øvrige politikere i Århus - der allerede er kommet med positive tilkendegivelser- har mod til at føre dette projekt ud i livet til glæde og gavn for muslimerne i Danmark.

Morten Halskov Jensen
Ryesgade 70, 2. sal tv.
2100 Kbh. Ø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu