Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
18. november 1998

Bod, men næppe bedring
11. NOV. - Nu er der i følge TV-Avisen på DR1 "erstatning" til danske jøder, der har tilbragt en del af deres liv i tyske kz-lejre. Pengene er angiveligt tilvejebragt fra schweiziske banker, hvis beholdninger af nazistisk deponering af beslaglæggelse af jødisk ejendom langt om længe er blevet en varm sag.
7.000 kr. kan det blive til at råde bod på den skade, som disse mennesker er blevet påført på legeme og sjæl.
De satans tyskere, tænkte jeg for jeg ved ikke hvilken gang og zappede over til TV2.
Og så kom jeg ind i et program, der handlede om grønlandske børn, der var blevet tvangsforflyttet til Danmark. Ikke for at udslette dem i gaskamre. Nej, tvært imod. For at gøre dem til overmennesker. Altså også en form for 'racepleje', omend slet så modbydelig. Ja, det kan altid diskuteres. Men som det fremgik, i hvert fald ikke noget heldigt eksperiment.
Og så græd jeg, fordi jeg som (syd)dansker føler mig medansvarlig. Og fordi jeg er bange for, at vi alle har en nazistisk kim i os.

John Clausen
Tved Bygade 11
8420 Knebel

Monarkens meningsløse magt
10. NOV. - I sidste uge kom det frem, at en lov om et ændret tillæg til folkepensionister var bortfaldet på grund af dronningens manglende underskrift.
Det skete da loven på mystisk vis var forsvundet i Socialministeriets overdådige bureaukrati. Da den bortkomne lov endelig fandt ud af den ministerielle labyrint jublede vi i vores republikanske hjerter. Det vi havde sagt i de sidste år vidste sig at være sandt.
Den danske dronning har reel politisk magt! Nu skal hele statsbureaukratiets lovmølle starte forfra. Første-, anden- og tredjebehandling en gang til, og som om det ikke var nok, skal man også misbruge skatteydernes penge til at omtrykke et helt nummer af Lovtidende.
Det er på høje tid at monarkiet skrives ud af Grundloven. Især nu da det er bevidst, at det ikke kun er en sag af principiel karakter, også i det daglige politiske arbejde mærkes genen fra denne anakronisme. Men selvfølgelig tæller principperne stædigt højt; Vi tror på det frie og ansvarlige menneske, der udvikler sig i et harmonisk samspil med fællesskabet.
Det er ikke i overensstemmelse med et kongehus, hvis medlemmer ikke er frie til at sætte rammerne for deres egen tilværelse og som er ansvarsfri i henhold til Grundloven.
Danskerne må bekende sig som sande demokrater og derfor også drage den åbenlyse konsekvens og afskaffe monarkiet samt udråbe republikken Danmark.

Jonathan Nielsen
Søndermarken 46, 2.tv
3060 Espergærde

Hård kost
17. NOV. - I Informations leder 'Svin på støtten' den 10. nov. var anført, at danskerne "dækker hele 45 procent af deres kalorieforbrug med kød - en verdensrekord".
Herimod protesterer ernæringskonsulent Grethe Andersen, Danske Slagterier, Axelborg, i et læserbrev den 17. november. Tallet er kun 11 procent, siger hun og henviser til Levnedsmiddelstyrelsens landsdækkende kostundersøgelse fra 1995.
Tallet 45 procent stammer fra en pjece udgivet af en række miljø- og udviklingsorganisationer op til konferencen 'Mad til Milliarder' 5. november i år.
Medarrangøren Folkekirkens Nødhjælp oplyser om tallet følgende:
"I bogen Landbruget og U-landene, skrevet af professor ved Landbohøjskolen Søren Kjeldsen-Kragh, udgivet af Landbrugets Oplysnings- og Konsulenttjeneste 1994 hedder det på side 52:
'I Danmark dækkes 45 procent af kalorieforbruget af animalske produkter. På det punkt topper Danmark verdensranglisten. I i-landene som gruppe ligger den animalske kalorieforsyning på 30 procent af totalen."
Der er altså kilden til tallet på de 45 procent. Til gengæld har lederskribenten gjort sig skyldig i den popularisering at skrive "kød", hvor der rettelig burde have stået "animalske produkter". Det er ikke altid, forenkling fremmer præcisionen.

David Rehling
Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her