Læsetid: 4 min.

Mandelas fadæser

Debat
2. november 1998

Mens Sydafrika forbereder retsopgøret efter apartheid, er glorien ved at falme over hovedet på den legendariske Nelson Mandela

myten
SÅ KOM SANDHEDEN for en dag i Sydafrika, eller hur?
Næsten tre års arbejde i Sandheds- og Forsoningskommissionen har hvirvlet en sky af blodigt støv op i ansigtet på den unge nation. Der er sat navne og ansigter på bødler og ofre under apartheidtidens gru. Nu er det op til den legendariske præsident Nelson Mandela at ordinere en politisk terapi, som kan føre det nye Sydafrika helskindet gennem fortidens traumer og ind i det næste årtusind. Det bliver Mandelas sidste udfordring, inden han vender hjem til sin barndoms landsby for at meditere og dø.
Ingen kan misunde 'Mandiba' dette hans sidste forsøg på at skabe forsoning henover Sydafrikas dybe racemæssige, sociale og politiske kløfter.

DET STORT anlagte opklaringsarbejde under Nobelprismodtageren Desmond Tutus ledelse blev langtfra den nationale renselse, som mange havde håbet. Trods udsagn fra over 20.000 indkaldte vidner er kataloget over apartheidtidens grusomheder præget af tilfældigheder, påfaldende huller og politisk bekvemme udeladelser.
Arbejdet i kommissionen blev ledet af teologerne Tutu, Alex Boraine og Charles Villa-Vicencio. De så opgøret med fortiden som en historisk skriftestol med indbygget syndsforladelse og kollektiv udsoning. Men sjælen var ikke redebon, og kommissionen blev konstant presset og skræmt under den svære balancegang mellem sandhed og forsoning.
Dens fem-binds rapport er derfor ikke Sandheden i åbenbaring, men et dystert memento om den menneskelige forråelse, som apartheid-systemet udløste hos mennesker af alle racer.
Kommissionen retter sin anklagende finger mod de politiske ledere, som mest hånligt har afvist at bære et ansvar for den ekstreme vold: Ex-præsident P.W. Botha, zuluernes Inkatha-leder og nuværende indenrigsminister Mangosuthu Buthelezi (Erhard Jacobsens yndling), samt ANC-indpisker Winnie Madikizela-Mandela, Nelson Mandelas fraskilte kone. Ingen af dem har bedt om amnesti eller vist tegn på fortrydelse. Vil de ikke selv bøje sig, må en højere retfærdighed gøre det. Det er Sydafrikas fremtid, der står på spil, lyder ræsonnementet bag de rejste anklager.
Dermed har Nelson Mandela endnu en gang fået rollen som den ophøjede forvalter af lov og ret. Det kætterske og dramatiske spørgsmål er, om han stadig er den rette til det.

PÅ DEN internationale scene har Nelson Mandela fået og fortjent en status som ingen andre. Hans modige, kompromisløse livskamp mod apartheid har aftvunget den dybeste respekt. Ingen kunne som han have sikret Sydafrikas forvandling, hvor en raceblind hvid herskerklasse har lært at leve under det sorte flertals styre. Det er Mandelas fortjeneste, at denne proces ikke druknede i racehad og blodhævn.
Den enorme tillid til Nelson Mandela har gjort ham til en mytologisk figur. Han er ikke blot en stor humanist, en visionær frihedsleder og national faderskikkelse. I dag besidder han en næsten overmenneskelig status som et uselvisk og ufejlbarligt symbol, i klasse med en Mahatma Gandhi eller en Moder Theresa.
Denne næsegruse beundring møder man navnlig i det rige Nord. På det kriseramte afrikanske kontinent sættes der flere parenteser om Mandelas dømmekraft, har jeg oplevet under to nylige rejser i det sydlige Afrika. Her ses han som en lysende sagnfigur, der er ved at miste grebet om de barske realiteter i verden omkring ham, ikke mindst i Afrika, i hans eget land og hans eget parti.
Og hvad værre er: Måske er han også farlig for freden.

UNDER KRISEN i Congo har Nelson Mandela pustet dramatisk til ilden i det borgerkrigshærgede land og samtidig skabt en farlig splittelse i hele det sydlige Afrika.
I et forsøg på at vælte den omstridte frihedsleder og diktator Laurent Kabila gik Mandela i alliance med Ugandas præsident Museveni. Opmuntret af Mandelas opbakning stødte tropper fra Uganda og Rwanda i august ind i Congo, hvad der fik tre lande til at intervenere militært. Mandelas gamle allierede i Zimbabwe, Angola og Namibia følte sig politisk og traktatligt bundet til at rykke Kabila til undsætning. Ikke af respekt for Kabila, men for at afværge et blodbad, der formentlig havde overgået massakrerne i Rwanda.
Da situationen i Congo var stabiliseret, vendte Mandela 180 grader og undskyldte sig med, at han var blevet vildledt. Hans fejltagelse havde nær udløst en katastrofe i Afrikas mest eksplosive krudttønde, hvor nordlige interessenter som Chad og Sudan nu også blander sig. Den 22. september rykkede sydafrikanske tropper ind i nabolandet Lesotho, angiveligt for at slå til mod oprørske hærstyrker. Mens rebellerne nåede at gemme sig i bjergene, skød sydafrikanerne løs på loyale enheder af Lesothos hær. Kampene foregik, mens Mandela fik en stormende hyldest under til FN-møder i USA.
Den uheldige og overilede invasion blev formentlig besluttet bag ryggen på Mandela og ses i regionen som et forvarsel fra de kræfter, der forbereder sig til magtkampen efter Mandelas afgang.

DE TO KONFLIKTER i Congo og Lesotho har rokket ved myten om den stoiske Nelson Mandela og afsløret urovækkende sider af hans evner som leder.
Som moralsk kraft rager han stadig milevidt op over andre ledere på det afrikanske kontinent, men som politisk beslutningstager er han en tvivlsom størrelse. Derfor gør omverdenen klogt i at lade glorien falme og indskrive Nelson Mandela i historien for det han især var og er:
Et stort menneske, en uforbederlig humanist, et håb om frihed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her