Læsetid: 5 min.

Marx var blind på det ene øje

Debat
5. november 1998

Marx forudså ikke, hvordan under-klassen bliver passiviseret af velfærdsstatens brød og mediernes skuespil - og delvist sat uden for arbejdsmarkedet, uden strejkevåben og faglig bevidsthed

"Marx havde ret", forkyndes i Informations kronik den 29. oktober af samfundsforskeren Li Xing. Det sker ved henvisning til det 150 år gamle populærvidenskabelige værk Det kommunistiske Manifest, hvor Marx påviser globaliseringstendensen i den kapitalistiske produktionsmåde.
Det er imponerende, hvad Marx var i stand til at forudse. Marx så bourgeoisiet som en revolutionær klasse: "Bourgeoisiet har spillet en højst revolutionær rolle i historien. Bourgesoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold.... Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi." Når Marx var skeptisk over for denne fantastiske dynamo for økonomisk udvikling, så hænger det sammen med, at han mente, at processen samtidig var præget af udbytning og fremmedgørelse.

Marx forudså ikke alt
Marx forudså imidlertid ikke den keynesianske revolution, hvilket illustreres af følgende citat fra Manifestet: "Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden". Den økonomiske imperialisme mentes altså at hænge sammen med afsætningsvanskeligheder i de økonomiske centre. Marx forudså ikke den rolle, velfærdsstaten kom til at få med hensyn til at sætte sig på en stigende andel af produktionsresultatet, så afsætningen af varerne herved blev holdt oppe. Og han så ikke, hvordan den keynesiansk inspirerede økonomiske politik både igennem finans- og pengepolitikken kan modvirke afsætningskriserne.
Det, der kendetegner situationen i Østasien, er en mangel på velfærdsstat. Disse lande har meget høje opsparingskvoter. Når investeringerne så pludselig svigter, kan en krise udløses med forbløffende styrke, fordi der ikke er noget til at holde efter-spørgslen oppe.

10-20 gange højere løn
Marx undervurderede arbejderklassens forhandlingsstyrke over for kapitalen: "De forskellige interesser og livsvilkår inden for proletariatet udlignes stadig mere, efterhånden som maskinerne mere og mere udvisker arbejdets forskellige art og næsten overalt trykker lønnen ned til det samme lave niveau." Der er selvfølgelig betydelige lønudjævningsvirkninger af globaliseringsprocessen, men generelt er der ikke tale om, at lønnen trykkes ned til det samme lave niveau. En dansk eller tysk arbejder har lønninger, der er 10-20 gange højere end i mange af de fattige lande.
Hele den store sociologiske litteratur fra 1970'erne om the affluent worker (den rige arbejder) er stadig ikke løgn. Det er en arbejder, der ikke arter sig, som Marx forudså det. Der er ikke tale om klassepolarisering, men snarere om en klassesamarbejdslinje. Og det er ikke kun fordi disse arbejdere er præget af 'falsk bevidsthed' og ikke kender deres 'objektive klasseinteresse'. Det er for deres vedkommende en ganske nøgtern indsigt i, hvilket økonomisk system, der kan levere den største materielle rigdom og mest livskvalitet til det størst mulige antal mennesker.
Hertil kommer, at den manuelle arbejderklasse er ved at dø ud som numerisk faktor i de rige lande. I stedet er opstået et hierarki af højt betalte symbolanalytikere, almindelige lønmodtagere, lavere betalte servicearbejdere og marginaliserede, som modbeviser Marx' tese om lønudjævning i arbejderklassen.

Ulige bevægelighed
Globaliseringen har ført til fri bevægelighed for kapital, men ikke for arbejdskraft. De nationale arbejdsmarkeder findes stadig. Vi vil gerne have både renvaskede og ikke-renvaskede penge, men vi vil ikke have ikke-hvide arbejdere, og det er i sig selv medvirkende til systemets ustabilitet, idet dette giver den store finanskapital muligheder for at jagte forskelle i afkast af investeret kapital rundt omkring i verden.
Marx havde ingen muligheder for at se, hvordan de rige kapitalistiske lande ville blive styret - ikke af bour-
geoisiet som klasse med politisk magt - men af populistiske og mediestyrede udgaver af 'borgerligt' demokrati. Og styret på sådan en måde, at de vælgermæssigt dominerende magtalliancer af populistiske bevægelser ikke vil lade denne vitale del af den nationale kultur, det lukkede arbejdsmarked, blive nedbrudt.

Fattige landes mulighed
Marx så nok bourgeoisiet og globaliseringsprocessen som revolutionære kræfter, der kunne bryde mange barrierer ned, men han havde af gode grunde ikke øje for, hvad deltagelse i det kapitalistiske verdensmarked og modtagelse af udenlandske investeringer skulle komme til at betyde for mange fattige landes muligheder for udvikling. De udenlandske investeringer har ikke kun været medvirkende til finansiel ustabilitet med muligheder for økonomiske krisetendenser. De har også sørget for en betydelig teknologioverførsel, uden hvilken lande som Taiwan, Sydkorea, Kina, Mexico, Brasilien m.fl. ikke ville befinde sig på det udviklingsniveau, de er på i dag.
Krisen i Østasien har nok været voldsom, og den viser et behov for regulering af den internationale finanskapital, men selv på trods af krisen er det kun en lille del af den vækst i bruttonationalproduktet, som disse lande har haft i de sidste årtier, der er forsvundet ud i den blå luft. Om kort tid vil tigerøkonomierne være tilbage i høje
vækstrater. Og det vil ikke undre nogen, om ofrene for den næste finanskrise bliver de vestlige lande.

Kapitalismens systemfejl
Det mest afgørende område, hvor Marx ikke skulle få ret, er dog i forestillingerne om, hvordan kapitalismens systemfejl skulle kunne føre til realistiske alternativer. Det præger også den nuværende debat om kapitalismens systemfejl. Det er glædeligt at se, at keynesianismen har fået et come-back. Keynes repræsenterer imidlertid ikke et alternativ til det kapitalistiske system, men snarere en metode til at gøre det mere styrbart.
Marxismen er ikke kun en økonomisk teori om kapitalismen. Det afgørende er at kunne bruge teorien til samfundsændrende handlinger. Derfor udbygges den økonomiske analyse med en klasseanalyse. Som vi har set, er klasse-analysen fejlbehæftet i alvorlig grad, fordi Marx for det første undervurderede kapitalismens evne til at 'levere varen', for det andet misforstod de virkninger, kapitalkoncentration og - udvikling vil få på selve klassestrukturen. Det drejer sig ikke kun om kapital i store industrikombinater, men i vor tid også om kapital, der er præget af informationsteknologiens opdelinger og individualisering.

Masserne er passiviseret
Det giver en heterogen klassestruktur og ikke klassepolarisering. Og dermed svækkes de tendenser til proletarisering, som Marx så som forudsætninger for dannelse af en klassebevidsthed med forandringspotentiale. Underklassen har indtil videre vist sig at blive ganske effektivt passiviseret af velfærdsstatens brød og mediekonsumets skuespil. En stor del af den er sat uden for arbejdsmarkedet og har dermed også mistet strejkevåbnet og den faglige bevidsthed.
Det egentlig revolutionære, men desværre nok også utopiske hos Marx er forestillingen om at kunne ophæve bytteværdirelationerne, så menneskene i stedet træder bevidst i forhold til hinanden. Hvor Adam Smith så markedskræfternes "usynlige hånd" som et gode for menneskene, fordi de gav dem økonomisk effektivitet og velstand, så Marx markedskræfterne og bytteværdirelationerne som fremmedgørende. Kritikken af dem skulle føre til handlingsmuligheder, som gjorde dem overflødige.
Den direkte, voluntaristiske, demokratiske styring af markedet er indtil videre kun blevet forsøgt inden for nationale styringsrammer. Verden af i dag er så præget af suveræne nationers anarki, at det ikke kan lade sig gøre at styre endsige afskaffe markedsrelationer på globalt plan. Det er ikke nok med denne besværgende gentagelse af 150 år gammel ortodoksi. Det er nødvendigt at se på, hvordan virkeligheden virkelig er beskaffen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her