Kronik

Mellem teknologioptimister og økoflippere

5. november 1998

Valget står ikke mellem enten økoflip med multlokum eller Lomborgs metode, der ender med bolig-byggeri på Mars. Tiden er inde til at finde den tredje vej

ØKONOMI & POLITIK
Miljøbevidstheden vågnede for alvor for 25 år siden, i begyndelsen af 1970'erne. Det faldt sammen med bla. udgivelsen af bogen "Grænser for vækst", miljøkonferencen i Stockholm og Miljøministeriets oprettelse herhjemme. Hvor vi før troede, at vi kunne fortynde os ud af miljøproblemerne, indså vi nu nødvendigheden af at rense røg og spildevand og i øvrigt skaffe os af med affaldet på en forsvarlig måde.
Den næste kovending kommer 14 år senere, i sidste halvdel af 1980'erne. I udlandet var de ydre tegn FN-rapporten "Vor fælles fremtid" (også kaldet Brundtland-rapporten) og optakten til miljø-topmødet i Rio de Janeiro i 1992. Herhjemme voksede forståelsen af, at forurening kommer alle vegne fra, og vi indså, at rensning og deponering ikke er nok. Vi skal styre (miljøstyre) os ud af miljø- og ressourceproblemerne.
Den 11 år gamle Brundtland-rapport siger, at målet er 'bæredygtig udvikling': Der skal kunne leve - mange - mennesker her på Jorden - længe. Mens midlet er at "producere mere med mindre".
Men rapporten bygger også på et dogme, der siger, at vækst uden grænser i et be-grænset system er umuligt. Vi kan - måske - tidoble verdensøkonomien, og det bør vi gøre for at komme fattigdomsproblemerne til livs. Men hvordan vi så end vender og drejer det, er der en grænse for vækst, for Jorden er et begrænset system.
For tiden ser vi et bemærkelsesværdigt angreb på grænser-for-vækst dogmet. Det er teknologioptimisterne, der kommer med det stik modsatte: Der er ingen grænser for vækst! - dygtigt fremført af den amerikanske økonom Julian Simon (1932-1998). Teknologioptimisternes kritik får Lester Brown, Svend Auken og Ritt Bjerregaard til at ligne vildfarne økoflippere. Blandt Simons' tilhængerne herhjemme har vi Bjørn Lomborg og Martin Ågerup, der begejstret skriver bøger og kronikker med det usædvanligt glade budskab: Der er i praksis ingen grænser for vækst. Selv solens undergang overlever vi. Vi flytter blot ud i solsystemet og derfra videre ud i universet, hvor væksten kan fortsætte, indtil den sidste stjerne er brændt ud.

Tankegangen er den, at vi en skønne dag får så effektive solceller og andet isenkram, at vi kan høste en stor del af den energi, der strømmer ind til os fra solen. I praksis får vi en uendelig mængde energi til rådighed, vedvarende energi vel at mærke. Og har vi energi nok, kan vi alt: Vi kan få varmen til at løbe fra det kolde til det varme, vi kan samle spredt stof, og vi kan få vand til at løbe opad. Alt det kan man, når man har energi nok. Og det har man, når man er teknologioptimist. Masser af energi.
Ok, lad os antage, at det vitterlig vil lykkes os at "stjæle gudernes ild". Så kan vi for eksempel filtrere vandet i verdenshavene og støvsuge havbunden for mineraler, hvis de - mod forventning - skulle slippe op på landjorden. Og vi kan hente mineraler ude i solsystemet, hvis de - mod forventning - skulle slippe op her på Jorden.
Er man med på den, så er der i praksis ingen grænser for vækst. Så kan væksten fortsætte, indtil den sidste stjerne er brændt ud. Og man kan digte videre og forestille sig, at mennesker engang bliver i stand til at bygge kunstige stjerner og planeter. Tænk blot på hvad der teknisk har kunnet lade sig gøre de sidste 100 år. Hvad kan så ikke lade sig gøre de næste 200? For en teknologioptimist er alting muligt.
Fører man tanken til ende, bliver det imidlertid tydeligt, at der er tale om "science
fiction". Dog kan man ikke bevise det. Virkeligheden har altid overgået teknologioptimisternes vildeste fantasi, så hvorfor skulle det ikke også være muligt at ophæve grænserne for vækst?
Trods al respekt for den menneskelige opfindsomhed står jeg nu af undervejs i den fiktion, der ender med, at mennesket erobrer universet. Men sagen fremstilles som om, der kun var to muligheder: Enten at flippe ud i universet eller ind i økologi-forfjamskelsen - mod stjernerne eller ned i multlokummet.
Hvad kan vi lære af teknologioptimisterne? Først og fremmest kan vi lære af deres stærke tro på fremskridtet - troen på at det nok skal gå: Vi kan jo så meget. Med den tro kunne vi for eksempel undgå at skræmme børn og unge fra vid og sans med løs snak om økologiske katastrofer og snarlig undergang.
Men vi lærer også, at teknologioptimisterne er lige så langt ude på det religiøse overdrev som økoflipperne. Ingen af dem er nemlig rodfæstet i naturvidenskaberne. Det gælder ikke kun økoflippere og teknologioptimister, det gælder desværre også økonomer i almindelighed - se også dagens Apropos.

Hvis vi tænker os en tredje kovending i miljødebatten, jvf. indledningen, bliver den formentlig af pragmatisk art. Vi vil se miljødimensionen indarbejdet i virksomhedernes regnskabs- og ledelsesværktøjer. Opgaven er at holde regnskab med energi og stof - med samme selvfølgelighed og akkuratesse som vi i dag holder regnskab med varer, arbejdstimer og penge.
Vejen til den tredje kovending beredes ved at konstatere, at ingen - absolut ingen - er imod at ressourcerne udnyttes så godt som muligt ved at undgå unødvendigt spild af enhver art og ved at minimere den udledning af forurenende stoffer, der uundgåeligt er forbundet med det at producere. Og den tekniske side af sagen er afklaret ved at konstatere, at ingen ved sine fulde fem benægter, at naturlovene også gælder på miljøområdet.
Så vil vi også få øje på den omstændighed, at vi står og mangler energi-og-stof dimensionen i vore regnskabs- og styringsværktøjer. Vi véd, at der ligger energi-og-stof strømme bag ethvert regnskab, bag enhver økonomisk aktivitet. Vi har blot endnu ikke fået dem indregnet. Vi har økonomistyring og vi har produktionsstyring, men vi har endnu ikke i samme forstand miljøstyring.

Der findes to slags regnskaber: De 'hårde' og de 'bløde'. De hårde kender vi. Det er regnskaberne med penge og med varer og arbejdstimer. I de 'bløde' regnskabers sfære sætter mennesker derimod reglerne. Desværre er det blevet moderne at tro, at de grønne regnskaber hører hjemme i den 'bløde' kategori, hvilket har medført, at de grønne regnskaber foreløbig har gjort mere for bureaukraterne og konsulenterne end for miljøet.
Vi økonomistyrer med regnskaber målt i penge, og vi produktionsstyrer med regnskaber målt i varer og arbejdstimer.
På samme måde er opgaven at miljøstyre med grønne regnskaber, målt i energi og stof. Et regnskab, der tilmed bør være blandt de vigtigste og mest håndgribelige blandt de hårde regnskaber, idet de angår forvaltningen af de 'byggesten', naturen har givet os.
Reelt er det let at få de grønne regnskaber til at virke sammen med de andre hårde regnskaber. Vi skal blot finde regler så enkle, at alle kan forstå de, præcis som i skak.
Hvadenten man er en god eller dårlig skakspiller, overholder man reglerne. Hvis ikke, sørger modstanderen for det. Når man spiller mod computeren, overholdes de altid.
På samme måde kan man tænke sig et computerspil, der overholder naturens love og matematikkens regler. Hvadenten man er god eller dårlig til det grønne regnskabsspil (dvs. miljøstyring), så overholdes naturens love og matematikkens regler. Dermed går det fra et spil til t værktøj til styring.
Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at udvikle computer-programmer med hvilke man kan udforme alle mulige grønne regnskabsspil som (visualiserede) input-output modeller, der er komplekse nok til at være realistiske og dog er så enkle, at alle forstår dem. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at gøre det.

God miljøstyring går ud på en ting, nemlig at få mest miljø for pengene. Det drejer sig om at optimere miljøinvesteringerne, dvs. nå miljømålsætninger på den mest omkostningseffektive måde. Fejlinvesteringer på miljøområdet, såvel som på alle andre områder, betyder forurening foruden spild af ressourcer.
At få integreret de grønne regnskaber i regnskabs- og styringssystemerne, at få respekteret naturlovene i miljøpolitikken, og få mest miljø for pengene i den offentlige og den private sektor er elementer i den tredje kovending. Her er nemlig nøglen til morgendagens miljøstyring.

Hans Schrøder er civilingeniør og forfatter til bogen 'Mest miljø for pengene' på www.danedi.com.

APROPOS
Økonomi og økologi
For længe siden gik der et jerntæppe ned på universiteterne - mellem humaniora på den ene side og naturvidenskaber på den anden, mellem humanister og teknologer, mellem de 'bløde' og de 'hårde' videnskaber. Englænderen C.P. Snow fandt på ordet "de to kulturer", og han illustrerede, hvorledes de forholder sig til hinanden ved at pege på et besynderligt træk: Hvor en humanist forventer af en teknolog, at han, eller hun, véd hvem Shakespeare er, og hvad han har skrevet, går det ikke den modsatte vej: En teknolog forventer ikke af en humanist eller en økonom, at han, eller hun, ved, hvad varmelærens anden hovedsætning siger, og hvad det betyder. Økonomerne kan så-mænd gå rundt og skilte med deres uvidenhed om, hvordan Vorherre i sin tid skruede verden sammen, uden at nogen gør ophævelser af den grund.
Få økonomer har hørt om entropiloven og færre forstået den. Ordet 'entropi' betyder energiforandring. Ikke 'ændring', for vi kan nemlig ikke ændre energiens kvantitet, vi kan kun forandre dens kvalitet forstået som dens evne til at udføre arbejde. Noget tilsvarende gælder for stof: Vi kan kun forandre stoffernes kvalitet, men ikke deres kvantitet. Vore produktionssystemer bestiller ikke andet end at kvalitetsforandre energi, vand og stof, der til stadighed gennemstrømmer dem. Det er denne kvalitetsforandring, vi kalder forurening.
At forstå hvordan verden er skruet sammen, at forstå 'mekanikken' i de irreversible processer, der foregår her på Jorden, må være en opgave for økonomer. For ordet 'økonomi' betyder 'husførelse'.
Hvad er penge? Penge er et mål for værdier. Når der går en vare den ene vej, går varens værdi - trykt på en seddel - den anden. For ca. 60 år siden beskrev den amerikanske økonom W. Leontief netop det i den økonomiske input-output analyse. Han byggede på en gammel idé, nemlig den at opfatte samfundet som et netværk af sektorer, som ustandselig udveksler varer og tjenesteydelser (arbejdstimer) og penge. Man kan tilføje, at der også udveksles energi, vand osv. - som koster penge, og dermed er energi-og-stofstrømme entydigt forbundne med den klassiske økonomi...

Hans Schrøder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu