Læsetid: 6 min.

Mennesker mødes i Nuuk

23. november 1998

Sydafrikanske Stephen arbejder med adfærdsvanskelige børn i Grønland - og har fundet plads til sin egen fortid

PORTRÆT
"Har du mødt Stephen?" Spørgsmålet blev stillet fra flere sider i min første tid i Nuuk. Men det tog flere måneder, før jeg mødte ham.
Stephen ringede til mig en dag, og sagde, at han trængte til en samtalepartner omkring det arbejde, han lavede i Nuuk. Han vidste, at jeg interesserer mig for kulturens indflydelse på, hvordan psykisk sygdom og psykologiske problemer ytrer sig, og kulturen var netop et aspekt, han vægtede meget i sit arbejde som behandler af unge grønlændere.
Fra første øjeblik følte jeg en samhørighed med denne sydafrikaner, der de sidste fire år har valgt at bo og arbejde i Grønland.

Racist - ligesom far
"I Grønland har jeg endelig fået fred med mig selv".
Stephen Hakesberg er 45 år, født i Cape Town af jødiske forældre. Faderen var flygtet fra Tyskland i 36, hele faderens familie døde i Auschwitz. Moderen flygtede fra bombningerne af London. Stephen og hans lillesøster er slægtens første, der er født som sydafrikanere. Faaderen havde en tekstilfabrik i Cape Town og var en blanding af marxist, kapitalist og småracist. Maxismen var meget teoretisk for faderen, for han havde ingen solidaritet med de undertrykte sorte sydafrikanere. Tværtimod.
"Det lå i hele min opdragelse hjemmefra, at jeg skulle blive lige så racistisk som min far. Mens jeg læste på Cape Town universitetet, var der sorte skolebørn, der demonstrerede på gaderne for at blive undervist på eget sprog. Jeg var på daværende tidspunkt medlem af en meget venstreorienteret studentergruppe. Vi sympatiserede med trotskismen og Baader Meinhof-gruppen, og vi mente, at væbnet kamp var det eneste svar til det undertrykkende og racistiske apartheid regime. Vi gik i sympatidemonstration, og så med mine egne øjne et sort barn blive skudt ned, et barn, der demonstrerede for retten til at blive undervist på eget sprog! Jeg var i begyndelsen af tyverne, og denne hændelse gjorde et ubeskriveligt indtryk på mig."
"Da jeg senere ved spisebordet hjemme hørte mine forældres kommentarer til skyderierne, og at det var de sortes egen skyld, var jeg klar over, at jeg måtte forlade Sydafrika. Min far, der selv var offer for nazismen, var nu selv blevet undertrykker, og det kunne jeg ikke bære."
"Efter afbrudte studier i medicin, antropologi og sociologi havde jeg taget en bachelorgrad i psykologi. Jeg rejste fra Sydafrika, og det næste års tid rejste jeg rundt i Afrika, og til sidst endte jeg i kibbutz i Israel. Under min afrikanske rejse var det fantastisk at være fri for raceadskillelsen og havde lov til at indgå naturlige menneskelige relationer med sorte afrikanere."
"I kibbutzen mødte jeg en dansk kvinde, jeg fik en datter sammen med. Efter kibbutzen tog jeg til London og startede på PhD-studium i psykologi, men fik det aldrig gennemført. Det samme gentog sig senere på Berkley universitetet i USA. Til gengæld fik jeg her meget ud af at gå i egenterapi og tage flere kurser i psykoterapi. Danmark var næste stop efter USA, og mit eneste motiv for at være i Danmark var for at være i nærheden af min datter".

Lukkede og åbne døre
"Danmark har aldrig sagt mig noget. Danskerne er overfladiske, selvoptagede og alt for lidt nysgerrige over for mennesker fra andre kulturer. I Danmark har jeg altid følt mig udenfor og i iagttagerrollen. Jeg savnede selv at blive iagttaget, mine kvalifikationer og kvaliteter var der ikke nogen, der interesserede sig for, og jeg blev efterhånden træt af den stillestående hyggementalitet."
"Da min nuværende kone, Lone, der også er psykolog, fik arbejde i Nuuk, fulgte jeg med. Jeg har nu i to år arbejdet som projektleder med børn og unge."
"Projektet som hedder Mattu (Dør), men som vi også kalder Verdens Børn, startede som et tilbud til en 14-årig dreng fra Nordgrønland, der var blevet opgivet af alle. Han var ekstremt destruktiv, og de voksne var bange for ham. Det var en dreng, der var både digterisk og filosofisk anlagt, og han brugte metaforer til at kommunikere med os. Projektet har vi døbt dør, efter han sagde, at han betragtede projektet som en dør. Han stod uden for døren, og den dag, han fik tillid til os, ville han åben døren og træde indenfor. Men, sagde han, han kunne også vælge at stå udenfor og vente på, at nogen indefra åbnede døren for ham."

Ingen bliver smidt ud
"Projektet har til huse i en lille 3-værelses lejlighed, og vi har 5 børn i alderen 13-14 år nu. De er alle svært adfærdsforstyrrede, voldelige og potentielle mordere og voldtægtforbrydere. De er hos os lige så længe, de får noget ud af opholdet, og der er ikke nogen, der bliver smidt ud eller sendt andre steder."
"Personalet, udover mig selv, er ufaglært, og alle er grønlandske mænd. En del af arbejdsideologien er, at drengene har behov for stærke og stabile mandeforbilleder. Det er ikke diplomerne, det kommer an på, men de menneskelige ressourcer. Jeg er patriarken i huset, og der skal ikke være tvivl om, at jeg har det sidste ord i alle situationer."
"Vi gør meget ud af den fysiske træning, den tætte kropslige kontakt med drengene og det praktiske arbejde i hjemmet, såsom rengøring og madlavning. En del af disse drenge er blevet enten seksuelt misbrugt eller på anden vis misrøgtede, og de nærer dyb mistillid til de voksne. Deres egen kønslige selvbillede er mangelfuldt, og derfor er det vigtigt, at personalet er stabilt og til at regne med."
"Men problemet er, at det er svært at finde et grønlandsk personale, der kan holde til kravene og yde en stabil indsats. Jeg savner nogle kvalificerede personer, der kan kigge mig efter i kortene og sige, om det er fagligt forsvarligt og rigtigt, hvad jeg laver. Som det er i dag, kan jeg lave hvad som helst med børnene, uden at der er nogen, der blander sig. Og det er jo farligt! Man er i Direktoratet for Sociale Anliggender lykkelige for at have placeret disse umulige unger et sted, men det videre forløb interesserer ikke nogen. Eller mangler der kompetencen til at kunne vurdere kvaliteten af det arbejde, der bliver lavet på institutionerne."
"Desværre er der tit inkompetente danskere, der sidder i nøglepositionerne og tror, at man kan lave socialpsykologisk arbejde i Grønland ved at kopiere forældede, uduelige og indimellem stupide danske modeller. Og de grønlandske politikere interesserer sig alt for lidt for børns vilkår, for her er der ikke stemmer at hente."
"Det er en dansklavet myte, at grønlændere er konfliktsky. Mit indtryk er, at grønlændere i kontakten med danskere oplever en sproglig barriere, der hæmmer dem, men de leger også bevidst med danskernes fordomme. De tager gas på danskerne ved at overspille den adfærd, danskerne forventer af dem."

Dansk opløsning
"Det er også en myte, at den grønlandske kultur er i opløsning. Det er den danske kultur i Grønland, der er i opløsning. Det grønlandske lever og har det godt, men det er ikke alle udefrakommende, der får lov til at opleve den ægte grønlandske kultur. Du gør det, og jeg gør det, fordi grønlænderne ikke har noget i klemme i forhold til os og kan tillade sig at være autentiske."
"De børn, jeg arbejder med, er som regel produkt af den danske kultur, så opgaven er at give dem deres grønlandske identitet og stolthed tilbage, f.eks. ved at have sunde og velfungerende grønlandske mænd som forbilleder her i huset."
"Det står i Talmud, at den der redder et menneskeliv, redder menneskeheden. Jeg håber, at vores projekt redder nogle ekstremt vrede børn fra at gøre alvorlige skader på sig selv eller andre".
På spørgsmålet om, hvor længe Stephen har tænkt sig at blive i Grønland, svarer han:
"Jeg befinder mig godt i Grønland, fordi her føler jeg mig rummet, kompromisløs og fri for de afledningsmanøvrer, jeg konstant måtte ty til i Danmark. Jeg ved ikke, om jeg skal være her resten af mit liv, men jeg har fået meget mere ud af opholdet, end jeg havde forestillet mig".
Samtalen, der var aftalt til to timer, har nu varet næsten fire.
Det er godt for Grønland, at du er her, tænker jeg, mens jeg lukker døren efter ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu