Kronik

Møde med Ulven

Debat
2. november 1998

Markus Wolf, DDR's tidligere spionagechef gennem 34 år, holdt for nylig under stor mediebevågenhed forelæsninger på bl.a. Københavns Universitet. Her fortæller de to initiativtagere til arrangementet om deres møde med Historien

Marx-Engels-monumentet indhyllet i østberlinsk decembertåge for et års tid siden. Det er tidlig aften, og vi nikker venligt til de to herrer, mens vi passerer dem på vej mod vort mødested ved Spreeufer. Det er koldt og klamt, så vi slår kraverne på de obligatoriske trenchcoats godt op om ørerne. Alt er gråt i gråt som i tiden før Murens fald.
Havde det været for bare 12 år siden, skulle vi nok have betakket os for at sende ham en middagsinvitation. Nu var det andre tider. Alligevel skred vi fremad med en vis bæven ved tanken om at skulle sidde til bords med ham. Var han virkelig den Onde selv eller 'blot' en korrekt overordnet Beamter, der havde fulgt sit lands love? Kunne man, eller ville han i sidste ende snakke om andet end vejret?
Aftalen lød på kl. 19.30, og da vi vidste, at han havde ord for at være pünktlich, ankom vi i god tid til restauranten i Nikolaiviertel.
Vores bord var anbragt i et hjørne. Vores gæst skulle sidde med ryggen mod væggen, vi på hver side af ham. Han ville have ryggen fri, og vi vidste , hvor vi havde ham.
Klokken nærmede sig 20. Kunne han have glemt aftalen, så alt vores besvær var forgæves?
Men hvad havde egentlig fået os til at opsøge ham?
Et halvt års tid forinden handlede en temalørdag på DR2 om spionage, og her mødte Wolf i en fransk film gamle kolleger fra øst og vest i Berlin. Denne film - samt genlæsningen af le Carrés Spionen der kom ind fra kulden - havde i den grad pirket til vores fantasi, at vi måtte møde den virkelige Karla og lokke ham til Danmark. Som en af de sidste nulevende kapaciteter fra DDR's magtelite kunne han fortælle Østtysklands historie set gennem taberens briller. Dette var det egentlige motiv til at opsøge ham.

Pludselig - lidt over kl. 20 - er han ubemærket kommet ind fra tågen og står lyslevende i døråbningen: høj, slank, solbrændt med disse tætsiddende, mørkebrune røntgen-øjne, klædt i lang koksgrå diplomatfrakke, derunder en marineblå, skræddersyet habit. Dandy, ville man klart kalde ham ovre i det engelske.
Markus Wolf giver hånd og beklager forsinkelsen, men telefonopringningen fra Los Angeles har taget længere tid end beregnet.... En verdensmand. De øvrige gæster sender diskrete, men nysgerrige blikke.
Heldigvis accepterer Markus Wolf den ham tiltænkte plads ved bordet, og mens vi sætter os, repeterer vi vores indledningsspørgsmål, der skal tjene til at få samtalen i gang.
Men i øvrigt må vi danskere tage til takke med rollen som statister i en énakter med Markus Wolf i hovedrollen. Man er vel som Generaloberst vant til at sætte dagsordenen.
Hans første samtaleemne er lige så overrumplende, som det er snedigt - katte. Wolf er en dreven psykolog, han ved at de fleste mennesker kan snakke med om katte. Det er også ham, der bestemmer, hvor længe seancen skal vare. Højst en times tid, for hans unge kone venter ude i deres datja, skovhytten nord for Berlin, med deres fælles katte og en nyanskaffet hankat, som hun har lidt svært ved at styre alene. Vi er selvfølgelig fulde af forståelse. Smart på forhånd at sikre sig en re-træte fra et måske kedsomt selskab.
Den opmærksomme tjener har diskret skænket en herlig Toscana-hvidvin op, vi udveksler skålbevidste artigheder, hvorpå Wolf fortsætter: "Min næste bog bliver om katte. De har jo deres helt egen psyke."
Den ene af os griber chancen og prøver ved hjælp af kattene et skaktræk over i det litterære felt ved at inddrage Orwells roman Animal Farm, hvor ikke kun katte har deres særegne psyke. Portrættet af den stalinistiske gris Napoleon, for eksempel, viser med al ønskelig tydelighed, at alle dyr er lige, men at nogle er mere lige end andre. Dette indrømmer Wolf med et skævt, overbærende smil, mens han en anelse forhastet nipper til sit duggede glas.
I den videre litterære diskussion strejfes navne som Heinrich Heine, Wolf Biermann og John le Carré. Vi prøver ihærdigt at overbevise Wolf om, at Heine ikke var nogen vaskeægte romantiker, men tværtimod ironiserede over romantikken. Til gengæld taler han med stor vægt om Biermanns perifere betydning i DDR. Den britiske spionforfatter John le Carré har han aldrig mødt, men kunne godt tænke sig at få opklaret, hvorfra han fik sin insideviden om den østtyske efterretningstjeneste.

Konversationen har indtil nu i den grad lagt beslag på vores koncentrationsevne, at vi trænger til en pause og beder derfor med en vis ærefrygt vores forfattergæst signere de af hans værker, vi har medbragt. Wolf mejsler langsomt og velovervejet forskellige dedikationer på vores titelblade. De andre gæster kaster denne gang beundrende blikke over på den prominente Bestsellerautor. Han på sin side registrerer at være på.
Selvbiografien er knapt nok signeret, før det næste spørgsmål melder sig:
"Hvorfor blev det netop Dem, Herr Wolf, der blev chef for DDR's udlandsspionagetjeneste, der ofte fejlagtigt forveksles med Stasi-stikkervirksomheden over for DDR's egne borgere?"
Den tidligere spionchef læner sig tilbage i stolen, og med sit fortælletalents hypnotiske kraft suges vi med tilbage til Moskva 1934-45, en altafgørende periode for hans senere virke som spionagechef.
Et af motiverne til at arbejde i udlandsspionagetjenesten var hadet til de gamle nazister, der efter krigen havde fået topposter i forbundskansler Adenauers embedsmandsapparat. En Dr. Globke, der som indflydelsesrig embedsmand i Hitlers indenrigsministerium havde forfattet autoritative kommentarer til Hitlers antisemitiske Nürnberglove fra 1935, og chefen for den daværende vesttyske efterretningstjeneste, Reinhard Gehlen, tidligere Hitler-general.
"Jamen, der må da også have været gamle nazister i Østtyskland," bemærker vi prøvende.
Wolf: "De store nazister flygtede mod vest for den Røde Hær. De små fisk i østzonen lod sig let omskole, da systemskiftet efter krigen trådte i kraft."
Vi trænger til at hvile hjernen et øjeblik og beder tjeneren tage et gruppebillede af os, hvorpå der ivrigt fortsættes:
"Herr Wolf, hvordan kunne De så beholde Deres toppost så længe?"
"Det var lidt af et Wunder. Min opvækst i Sovjetunionen og dermed indgående kendskab til det russiske sprog var stærkt medvirkende til, at det blev mig, der kom til at fungere som KGB's forlængede arm. Men der var også en anden grund, betror Wolf os med et glimt i øjet, nemlig den, at jeg altid trådte tilbage, når der i DDR skulle uddeles ordener."
Her kan den ene af os ikke dy sig: "Herr Wolf, vi har da set mange billeder af Dem i den hvide gallauniform!"
Svaret kommer knivskarpt: "Nå, den! Den har jeg vist kun haft på en fem seks gange, men Der Spiegel ynder at vise fotografier, hvor jeg optræder i den."
Kombinationen af pasta og vin får os til at smide et par hæmninger:
"Misforstå det ikke, Herr Wolf, men De er en stor skuespiller!"
DDR's ex-spionagechef nikker tydeligt smigret og anerkendende:
"Det hører med til agentens metier at kunne forstille sig og spille forskellige roller, ligesom det hører med til en skuespillers håndværk at kunne lege med stemmens artikulation. Tænk blot på ulven og de syv gedekid."
Jotak. Vi gyser.

Tiden er ved at løbe ud og vores gæst gør mine til opbrud. Et stjålent blik på uret viser os, at han rent faktisk har ofret halvanden time på os.
Vi gentager nu tydeligere det vi har antydet i brevet til ham, nemlig om han vil være interesseret i forelæsninger i Danmark med en belysning af halvtreds års efterkrigstidshistorie, set østfra.
"I princippet, ja. Men jeg må forhøre mig hos min kone, som synes, jeg påtager mig alt for meget. I givet fald, så først til efteråret. Foreløbig tak for i aften. Selv om min hu står til det russiske køkken, har jeg været tilfreds med traktementet. Auf Wiedersehen, De har været gode ambassadører for Deres land!"
Den noble spiongeneral-oberst bliver hjulpet i frakken og glider lydløst ud i kulden.
Inde i varmen skåler vi lettede for os selv og dette topmøde, der har været uhyggeligt hyggeligt. Vor gæsts blanding af myndighed, lynende intelligens og beleven charme, samt den kendsgerning, at denne levende legende har gjort hele DDR-tiden med i sin særlige funktion, har været en helt speciel cocktail. Hvis vi kan få ham til Danmark, har vi gjort en god fangst.

Selvfølgelig overvejer vi det betimelige i at invitere en mand som Markus Wolf til landet. I manges øjne er han en kontroversiel person. Men det gør ham ikke mindre interessant, og vi stiller os selv det kætterske spørgsmål: Var han egentlig værre end koldkrigens vestlige modspillere? Han var i hvert fald nok så opfindsom.
Vi er enige om, at han næppe vil præsentere verdenssensationelle nyheder, når han først kommer til Danmark. Men den måde, han vil besvare spørgsmål fra et dansk publikum på, er vel også noget i betragtning af, hvor hurtigt tiden rider.
For den helt unge genera-tion er det vigtigt at møde den levende historie og ikke kun gennem bøger at høre om et naboland, der lå gemt bag mur og pigtråd. Uden spørgsmål, ingen svar.
Da vi meget senere går hjem fra restauranten, har tågen lettet lidt, men Marx sidder stadig træt på sin sokkel. Engels står ved hans side, stift stirrende ud i natten.

*Gunnar Stig Hansen og Henning Schultz er begge lektorer

Apropos - Blå Bog

Markus Wolf blev født i 1923 i Hechingen i Sydtyskland. Faderen var Friedrich Wolf, jødisk læge, dramatiker og kommunist. På grund af Hitlers magtovertagelse måtte familien i 1933 gå i eksil i Frankrig og fra 1934-45 opholde sig i Sovjetunionen.
I 1940 tog Wolf studentereksamen (med udmærkelse) i Moskva. Han studerede derefter i 1940-42 ved skolen for flykonstruktion. 1942-43 blev tilbragt på Kominterns partiskole i nærheden af Ufa. 1943-45 var han speaker og kommentator på en tysksproget radio i Moskva. I maj 45 vendte han tilbage til Berlin, hvor han som journalist bla. dækkede krigsforbryderprocessen i Nürnberg. 1949-51 var han kontorchef ved DDR's diplomatiske mission i Moskva, inden han i 1951 kom til DDR's udenrigspolitiske efterretningstjeneste, hvis leder han var i 34 år, 1952-86. Snart blev han chef for Haupt-verwaltung Auf-klärung (HVA),d.v.s. DDR's udlandsspionagetjeneste under Stasi (Ministerium für Staatssicherheit) og stedfortræder for ministeriets chef Erich Mielke. Wolf fik i 1980 rang af Generaloberst.
Han tog i 1986 efter eget ønske sin afsked som spio-nagechef. Siden da har han været yderst aktiv som foredragsholder, skribent og gæst i talkshows. Hans første bog Die Troika udkom i 1989, som - udover en skildring af ungdomsvenskabet mellem broderen Konrad og to andre emigrantdrenge fra Moskva-tiden - for første gang offentliggjorde Stalin-tidens forbrydelser i DDR. Inspireret af Gorbatjov gjorde Wolf sig til talsmand for gennemgribende reformer i DDR.
'Landsforræder'-processen startede i 1993 i Düsseldorf, men dommen blev omstødt i 1995. Samme år udgav Wolf kogebogen Geheimnisse der russischen Küche med opskrifter, sjove anekdoter og spændende rejseberetninger fra den russiske vildmark.
I 1997 endte landsforrædderproces nr. to med en betinget dom på to års fængsel. Næsten samtidig så selvbiografien Spionagechef im ge-heimen Krieg (da. udg.: Manden uden ansigt) dagens lys - i øvrigt en bestseller, oversat til 15 sprog. Så sent som i august i år kom et bind med dokumenter, samtaler og interviews samlet under den meget sigende titel Die Kunst der Verstellung.

Gunnar Stig Hansen og Henning Schultz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her