Kronik

Mordet på virkeligheden

Debat
13. november 1998

Med udgangspunkt i en hyperaktuel film, The Truman Show, tager dagens kronik fat i de store spørgsmål om virkeligheden, fiktionen og blodspor fra en verden, der ikke længere findes

The Truman Show fortæller noget ubehageligt om vores samfund," udtaler filmens stjerne Jim Carrey, "den er en advarsel."
Det ubehagelige, Carrey refererer til, er påstanden om, at grænsen mellem virkelighed og fiktion er blevet alvorligt sløret. Denne påstand er blevet en slags mantra for vor tid, og det messes overalt, fra Hollywood til universiteterne.
Uanset hvordan den formuleres, er indholdet og holdningen altid den samme. Nemlig, at der må skelnes skarpt mellem virkelighed og fiktion. Samtidig kobles skellet med den traditionelle morale om virkelighedens godhed og efterligningens ondskabsfuldhed. Men, mener Jim Carrey, The Truman Show indeholder også håb. Det mislykkede forsøg på at holde Truman indespærret i fiktionen viser, at "den menneskelige sjæl ikke kan slås ihjel."
I udlandet er anmelderne faldet over hinanden i begejstring og har ikke haft problemer med at acceptere Carreys udlægning af filmen. Ikke sjældent fremstår Weir i anmeldernes øjne som en slags messiansk inkarnation af filmens 'Truman Liberation Front'. Bortset fra at Weir ikke kæmper for frigørelsen af en enkelt stakkel, men på vegne af en hel verden, som har mistet orienteringssansen.
Historisk set har den opgave at identificere grænsen mellem virkelighed og fiktion og lede os ad virkelighedens rette vej været pålagt filosoffen. Den mest berømte udlægning af dette er vist Platons allegori om de lænkede fanger i hulen, som fejlagtigt tror, at skyggerne og lydene der reflekteres på hulens vægge fra den virkelige verden udenfor, er ægte. Ifølge Platon var det filosoffens opgave at lede de stakkels fanger fra mørket ud i sandhedens lys.
Platons hule-symbolik passer på sin vis perfekt på The Truman Show. Også hvis Carrey og anmelderne har ret i, at filmen er mere end bare en komedie og faktisk fortæller noget om vores nuværende samfund. I så fald er det os, der er fangerne, skyggerne er vores verden, mens instruktøren Peter Weir indtager filosoffens rolle.
Der er dog grund til at tage en dyb indånding her, fordi der er noget kolossalt forstyrrende i tanken om, at Hollywood skulle kunne hjælpe os med at identificere en grænse mellem virkelighed og fiktion og lede os i retning af sandheden. Der er noget vanvittigt i denne uddelegering af ansvar fra filosofien til Hollywood, ligesom der er noget uhyrligt i, at en skuespiller, kendt for bl.a. sin rolle som Dum Dummere, udtaler sig om tilstanden af vores verden.
Er her ikke tale om en alvorlig interessekonflikt? Minder det ikke mest af alt om en situation, hvor en morder slipper ustraffet afsted med en forfærdelig forbrydelse, og bagefter hyldes og betales for sine historier om sit uskyldige offer?

Måske leder det sidste spørgsmål os i retning af noget vigtigt. Ifølge den monumentale franske tænker Jean Baudrillard har der nemlig fundet et mord sted. Virkeligheden er blevet myrdet, men ingen har lagt mærke til det. Forbrydelsen er, som titlen på en af hans seneste bøger antyder, perfekt (Le crime parfait), fordi virkeligheden mirakuløst er genopstået i en simuleret form på den sande virkeligheds dødsleje. Nærmest som et portræt, der mirakuløst vækkes til live i selvsamme øjeblik, dets model afgår ved døden.
En simuleret virkelighed er nemlig hverken virkelig eller fiktiv. Den er noget helt tredje. Baudrillard definerer den som en virkelighed, der skjuler, den er virkelig ved at fremstå som mere virkelig end virkelig. En simuleret virkelighed er en virkelighed, hvor efterligninger, kopier, skygger og kulisser eksisterer uden deres original. Den er en verden, hvor Platons hule - eller Trumans 'Seahaven' - strækker sig til universets yderste grænse. Jeg skal vende tilbage til denne skræmmende, men fascinerende tanke senere.
Hvis Baudrillard har ret i sin slående påstand om, at virkeligheden er blevet slået ihjel, er det måske værd at overveje muligheden for at rejse tilbage i tiden til dengang, hvor virkeligheden var i live, for at få et indblik i, hvad der karakteriserede en autentisk verden. Det drejer sig om at identificere det berømte Canetti-punkt (efter sociologen Elias Canetti), som udgør grænsen, virkelighedens dødsleje, som vi passerede i blinde, og som Elias Canetti beskriver som det smertelige øjeblik, "hvor alt, hvad der efterfølgende fandt sted, øjensynligt ikke længere var sandt."
Men en sådan mission er på forhånd dømt til at ende i en pornografisk nostalgi, som ikke overraskende finder sit mest udtalte udtryk i Spielberg-produktioner som Schindlers liste og Amistad. Disse film har lige så lidt med fortiden at gøre som dinosaurerne i Spielbergs Jurassic Park, som er genetisk forædlede udgaver, genrejst i et kontrolleret miljø bag elektriske hegn, til glæde for tilskuere, der hungrer efter autentiske rekonstruktioner. Holocaust og slavetransporter i Spielbergs version er også forædlede udgaver af en virkelighed, som er endegyldigt tabt. Biografens mørke er hegnet, der beskytter mod den såkaldte autentiske rekonstruktion, erstattet af et komfortabelt sæde med dobbelte armlæn.

Selvom disse film ikke giver os den fjerneste fornemmelse af, hvad virkeligheden var, udgør de et vigtigt bevis for, at der har fundet en forbrydelse sted. Den bizarre flodbølge af historiske rekonstruktioner, der for tiden skyller ind over os, er en slags blodspor, som vidner om vores ubevidste fornemmelse af savn over tabet af historien (hvorfor ellers den fanatiske rekonstruktion af historiske begivenheder?).
På samme måde kan man sige, at seksualiseringen af vores samfund vidner om vores savn over tabet af virkelig seksualitet (er der ikke noget rigtigt i påstanden om, at seksualiteten er overalt undtagen i soveværelset?). Og hvad med strømmen af biografier? Er det et spor der peger i retning af menneskets død? (hvorfor ellers denne efterspørgsel efter beretninger om liv?).
Den mest interessante udvikling i denne forbindelse er dog eksplosionen af de såkaldte docu-soaps, som utvivlsomt vidner om vores ubevidste fornemmelse af savn over tabet af virkeligheden (hvorfor ellers denne vanvittige efterspørgsel efter the real thing?).
Det interessante ved docu-soaps er ikke, som Jim Carrey udtaler, at "vi er parate til at gøre alt for at se real life. Skuespil er ikke længere nok: Vi vil se real pain og the real deal." Det interessante er derimod, at real life nu øjensynligt udspilles live, som om et kamera konstant var rettet mod os. Det er ret ligegyldigt om kameraet reelt er til stede eller ej. Hvis docu-soaps er real life, hvis de virkelig reflekterer, hvordan vi lever, så er kameraets tilstedeværelse universel og ikke begrænset til den familie eller det miljø, som toner frem på skærmen.
Idealet for enhver instruktør af docu-soaps er at assimilere situationen hos almindelige mennesker, dvs. at skjule kameraets tilstedeværelse fuldstændigt. Vi nærmer os dermed forklaringen på Baudrillards kryptiske definition af simulation: en virkelighed som skjuler den er virkelig ved at fremstå som mere virkelig end virkelig. En verden som udfolder sig foran kameraet er ikke virkelig, selvom det ser sådan ud. Men dens uvirkelighed maskeres ved at fremstå som overdrevent virkelig. Alle gør sig ekstra umage foran kameraets linse; alle smiler lidt mere, alle græder lidt mere, og vi bidrager dermed alle til skabelsen af en (uvirkelig) hysterisk virkelighed - en simuleret virkelighed.

Vi må konstatere, at vores forsøg på at rejse tilbage i tiden, for at få et indblik i, hvordan virkeligheden var, mislykkedes. Problemet er ganske simpelt, at virkeligheden var et fænomen, som eksisterede uden kameraets tilstedeværelse, og ethvert forsøg på at introducere dette kamera, vil øjeblikkeligt destruere virkelighedens autenticitet. På samme måde som vi har slået virkeligheden ihjel ved at opføre os, som om vi konstant havde et kamera rettet mod os.
Vi kan allerede nu begynde at spekulere over, hvordan fremtiden vil afbilde os. Vil de mon introducere et kamera ind i fortiden - vores nutid - og dermed skabe en film om filmen? Vil vores nutid i fremtiden fremstå på samme måde som de irriterende afsnit af f.eks. Beverly Hills 90210, hvor man ser tilbage på tidligere afsnit? Vil vi blive en film i filmen?
Men lad os endnu ikke fortvivle over tabet af virkeligheden. Som tidligere nævnt, udstråler The Truman Show nemlig et håb, som det er værd at undersøge nærmere. I slutningen af filmen støder Truman bogstaveligt talt ind i den mur, der knivskarpt adskiller det medieskabte univers fra virkeligheden. Med en manøvre, som i litteraturvidenskaben kaldes dekonstruktion, lokaliserer han sprækken i muren, der åbner op for en helt ny verden - i dette tilfælde, virkeligheden udenfor det fiktive univers.
Desværre kan vi hurtigt konstatere, at denne mur mellem virkelighed og fiktion er lige så fiktiv, som det univers Truman blev født ind i, og eksisterer som sådan kun som en flygtig projektion på biografens lærred. Den afgørende forskel på Trumans situation og vores egen er naturligvis, at den 'anden' side af hans univers er geografisk bestemt, mens den 'anden' side af vores univers er kronologisk bestemt, og for evigt udvisket, som var det en verden i sand opslugt af et brusende hav. Derfor er alle forsøg på at lokalisere den 'anden' side, hvad enten det drejer sig om kronologiske eller geografiske redningsaktioner, om komplekse dekonstruktioner eller populariserede Hollywood-produktioner, fuldstændigt meningsløse.

Alle er indfanget i myten om eksistensen af en anden verden, en smukkere verden, gemt væk et eller andet sted, og indser derfor ikke, at vores verden er fuldstændig transparent uden den mindste hemmelighed.
Peter Weir har i de fleste interviews i udenlandske aviser fortalt, at han længe spekulerede over muligheden for at gøre The Truman Show til en slags interaktiv film. Skjulte kameraer i biograferne skulle optage de uvidende biografgængere live og flette dem ind i filmen som tilskuere af The Truman Show (altså som tilskuere af The Truman Show i filmen af samme navn).
En fantastisk god ide, som utvivlsomt ville have gjort filmen endnu mere underholdende end den er i forvejen - desværre var det ikke teknisk muligt. Men dette 'Orwellske fupnummer', som Weir kalder det, ville ikke have gjort filmen mere realistisk.
Det interessante spørgsmål er ikke længere: Bliver vi overvåget? Men derimod: Hvorfor opfører vi os, som om et kamera er rettet mod os? Overvågningskameraet er ikke længere placeret uden for vores krop, som en lænke om benet i stil med fangerne i Platons hule-allegori. Overvågningskameraet er blevet til et filmkamera, og det er ikke længere eksternt i forhold til os selv, men internt, som havde vi slugt det.
Derfor vil vi aldrig - som Truman - opleve scenelamper (eller kameraer), der falder sporløst ned fra åben himmel eller andre besynderlige episoder, der kunne lede os på sporet af, at vi er uvidende aktører i en gigantisk filmopsætning.
Ind imellem oplever vi forstyrrende øjeblikke, hvor vi pludselig ser os selv udefra, som om man stod bag et kamera og filmede sin egen person. Disse forstyrrelser er spor, som vidner om forbrydelsen, mordet, på virkeligheden.
Men de er et levn fra en generation, som oplevede virkeligheden i live, og som ikke har evnet at gøre overgangen fra virkelighed til simulation helt smertefri.
En ny generation er på vej, som aldrig har oplevet virkeligheden, og som derfor vil leve sig helt naturligt ind i deres rolle som en fiktiv karakter i en fiktiv verden uden den mindste flig af autenticitet.

*Søren Pedersen studerer filosofi ved University of Warwick, England.
*Filmen The Truman Show har premiere i dag og anmeldes på kultursiderne

Apropos - Her røbes handlingen...

I dag er der dansk premiere på en ny film, som har skabt stor opmærksomhed i udlandet. Instruktøren bag er den australske instruktør Peter Weir, der allerede har markante film som Døde poeters klub og Frygtløs bag sig.
The Truman Show hedder den, og den fortæller historien om den 30-årige Truman Burbank (spillet af Jim Carrey), et uønsket barn, som adopteres af en mediegigant og spærres inde i en kunstig verden omgivet af skuespillere og kulisser, som fingerer en ikke-eksisterende autenticitet.
Truman ('true man') er det eneste naturlige, det sande omdrejningspunkt, i et illusorisk univers, hvor hans forældre, venner og ægteskab er rene iscenesættelser, og hvor nat og dag er scenografiske effekter, skabt inden for rammerne af et gigantisk filmstudie. Truman er samtidig den intetanende stjerne i et tv-show, som via 5000 skjulte kameraer transmitterer Trumans liv i real-time på tredivte år, 24 timer i døgnet, til en (virkelig) verden fanget i apatisk fascination foran skærmen.
Filmens styrke ligger i skildringen af de tænderskærende groteske situationer, hvor Truman og hans fiktive omgivelser kommer i konfrontation med hinanden, og hvor sammenbruddet lurer i form af Trumans afsløring af sandheden (løgnen) bag tv-showet.
Undervejs i filmen styrkes Trumans nysgerrighed for verdenen uden for 'Seahaven', den kunstige ø, hvis omkransende vand har udgjort en uoverstigelig psykologisk barriere for Truman, siden han på tragisk vis mistede sin far på en fisketur i en (iscenesat) ulykke. Efter at Truman uventet krydser vandet i et desperat forsøg på at undslippe 'Seahaven', iscenesætter instruktøren bag tv-showet en vanvittig ulykke på et atomkraftværk, der effektivt stopper Trumans faretruende flugt mod filmstudiets yderste grænse.
Han tvinges tilbage til 'Seahaven' i en tilstand af total opløsning over endnu et fejlslagent 'flugtforsøg'. Filmens højdepunkt indtræffer, da hans ægtefælle - i hvad der tilsyneladende ligner et forsøg på at trøste ham, men som i virkeligheden er skjult reklame for tv-showets sponsorer - tilbyder ham en "kakaodrik lavet af naturlige bønner fra Mount Nicaraguas øverste bjergskråninger, helt uden kunstige tilsætningsstoffer. Den bedste jeg nogensinde har smagt."
The Truman Show følger i kølvandet på en bølge af andre Hollywood-produktioner, som f.eks. Wag the Dog og Primary Colors, der alle bygger over samme tema - fiktionens iscenesættelse af virkeligheden.
Søren Pedersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her