Kronik

Det nye Europa

Debat
26. november 1998

Markedet skal betjene os, ikke beherske os. At befæste og udvikle velfærdssamfundene og skabe bedre international balance må kunne lade sig gøre, når socialdemokratierne nu endelig dominerer i EU

Rygterne om historiens død er stærkt overdrevne. Gennem valg i en række europæiske lande har befolkningerne vendt sig fra liberalismen og indsat socialdemokratiske regeringer. 13 af 15 regeringer i EU har efter det tyske valg den 27. september socialdemokratisk deltagelse. For første gang i EU's historie er der socialdemokratisk ledelse i Bonn, Paris og London. I flere af landene er Socialdemokratier i koalition med et centrumparti eller de Grønne, men 11 af statsministrene er socialdemokrater.
Men hvad kommer det til at betyde i praksis?
Nogle mener, at der vil væ-re tale om business as usual, at socialdemokraterne med én stemme kan blive enige om at bevare status quo. Andre, at der bliver tale om et paradigmeskift, at socialdemokraterne vil kunne blive enige om at sætte en ny dagsorden, som vil medføre konkrete ændringer i den faktiske politik.
Det afgørende er, at der er en grundlæggende strømning i de europæiske befolkninger til fordel for at bevare og udbygge velfærdssamfundene. De seneste valg er udtryk for et ønske om mere social retfærdighed og om at udvikle bæredygtige samfund. Et ønske om at markedet spiller rollen som tjener og ikke som herre. Eller med en formulering fra det program til Europa-parlamentsvalget, som de europæiske Socialdemokratier forhandler i øjeblikket: Ja til markedsøkonomi - nej til markedssamfund.
Der er et generelt ønske om et stærkt samfund og øget satsning på områder som sundhed, uddannelse, social støtte, især til ældre. Og et ønske om et helt samfund, hvor de mange udstødte befolkningsgrupper i Europa bliver integreret.
Den rød-grønne bølge vil på længere sigt sætte sig spor i det europæiske samarbejde. EU er en kampplads mellem politiske holdninger, hvor centrum-venstre kræfterne nu er blevet styrket. Det er ikke alene et spørgsmål om regeringsmagten, men handler også om mere grundlæggende holdninger. I 1980'erne så vi, at liberalismen vandt frem i Europa. Nu er det socialdemokratiske holdninger, der vinder fodfæste og smitter fra land til land.
Vel er der betydelige forskelle mellem Socialdemokratierne i Europa. Det er på den nationale scene, at partierne virker og er blevet formet. Det er her valgene vindes - og tabes. Og Socialdemokratiernes store projekt - velfærdssamfundet - var og er fortsat nationalt forankret. I synet på opbygningen af det europæiske samarbejde er der også klare meningsforskelle. Nogle af partierne tænker i føderalistiske baner, mens f.eks. det danske Socialdemokrati har en overvejende mellemstatslig tilgang.
Samtidig har partierne en række fælles træk - se dagens Apropos.

Med den rolle, som det genforenede Tyskland spiller økonomisk og politisk, er det naturligt, at der knytter sig særlig interesse til den nye tyske regering. Valget i Tyskland vil formentlig vise sig at være et gennembrud, når det gælder en koordineret indsats i Europa til fordel for beskæftigelsen. For Socialdemokratiet, SPD, var arbejdsløsheden - der i Tyskland er historisk høj med over fire mio. mennesker uden arbejde - en mærkesag under valgkampen. Beskæftigelsen skal fremmes gennem nationale og europæiske initiativer, offentlige beskæftigelses- og uddannelsesprogrammer og gennem nye arbejds- og strukturforbedringstiltag. I valgkampen henviste man ofte til de danske arbejdsmarkedsreformer og fremhævede vore aktiveringstiltag. Der har i månederne op til valget været tæt kontakt mellem det tyske og det danske parti, hvor SPD har ønsket at blive informeret om dansk arbejdsmarkedspolitik.
Derudover skal industrisamfundet ombygges i økologisk retning, og atomkraften afvikles. Der er behov for en ny økologisk ansvarlighed i erhvervslivet. Naturens værdi, befolkningens uddannelse og sundhed, samt udgifterne til den offentlige infrastruktur skal medregnes i produkternes pris. Derfor ønsker partiet, at der indføres en økologisk skattereform.
Men mere omfattende økologiske skattereformer forudsætter fælles europæiske tiltag. Her er det interessant, at de socialdemokratiske finansministres strategi En ny europæisk vej lægger op til, at skattesystemet i højere grad ses i et miljømæssigt perspektiv.
Regeringen i Bonn vil formentlig lægge vægt på, at ØMU'en bliver fulgt op af regler vedrørende skatte-, beskæftigelses- og miljøpolitik i EU. Målet er at sætte politiske rammer for ØMU'en. I En ny europæisk vej er målet i højere grad at koordinere den økonomiske politik for at sikre, at stabiliteten i EU kan fastholdes, uanset den finansielle krise.

Den tyske regering vil i en række sammenhænge kunne spille sammen med den franske regering. Tag for eksempel beskæftigelsespolitikken. Helmut Kohl var modstander af en fælles beskæftigelsespolitik i EU og modarbejdede længe den danske indsats for at få et beskæftigelseskapitel i Amsterdam-traktaten. For den franske regering er beskæftigelsen derimod en mærkesag, og den lagde stor vægt på det særlige beskæftigelsestopmøde i efteråret 1997. Her blev EU-landene enige om den fælles målsætning, at alle skal have tilbud om arbejde eller uddannelse efter ét års ledighed, unge allerede efter seks måneder.
Den tyske regering vil ikke alene støtte fælles EU-retningslinjer for vækst og beskæftigelse, men vil antagelig også være klar til at sætte gang i fælles europæiske investeringer i infrastruktur, forskning og telekommunikation. Med det formål at knytte Europa tættere sammen - og sætte gang i beskæftigelsen. Det er tanker, der er inspireret af Delors' Hvidbog fra 1993.
Et andet eksempel er skattepolitikken. Her har SPD været inde på EU-mindsteregler for beskatning af erhvervslivet og kapitalindkomster. Baggrunden er en frygt for en konkurrence mellem EU-landene på lavere beskatning for at tiltrække virksomheder og kapital. En konkurrence der på sigt kan svække grundlaget for vel-færdssamfundene. Endelig kunne man pege på, at den franske regering deler SPD's ønske om et politisk modspil til Den Europæiske Centralbank.
Her skal det blive interessant at følge udviklingen af Euro-11, som er et uformelt økonomisk-politisk forum af økonomi- og finansministre fra de 11 EU-lande, der er gået med i Euro'en.
Euro-11 er i høj grad blevet til på initiativ af den stærke franske finansminister Dominique Strauss-Kahn (DSK i det politiske miljø i Frankrig) - og på trods af modstand fra den borgerlige regering i Tyskland. Den ønskede ikke en politisk rival til Den Europæiske Centralbank.
Frankrig ser gerne, at Euro-11 får til opgave at 'koordinere' de nationale finans-politikker for derved at fremme den økonomiske vækst. Den bør forberede strukturreformer på f.eks. arbejdsmarkedet og skatteområdet for at forebygge 'unfair konkurrence', jvf. SPD's tanker. Og for det tredje ønsker DSK, at Euro-11 spiller en international rolle og præsenterer fælles holdninger i f.eks. Den internationale Valutafond, IMF.
Den franske regering finder det nødvendigt at regulere Euro'en. DSK ser den som det sidste og vigtigste skridt mod virkeliggørelsen af det indre marked. Og efter fransk opfattelse bidrager den allerede i dag til økonomisk stabilitet - med henvisning til at Europa er sluppet så nådigt fra den økonomiske krise i Asien. Frankrig ønsker at skabe en politisk modvægt til Centralbanken - som DSK også finder bør stå til regnskab for både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

På de første møder i Euro-11 har landene drøftet den makroøkonomiske situation, herunder lønudviklingen og de nationale budgetter. Meget tyder på, at dette Ministerråd frem-over bliver et nøgleforum for drøftelse af en bred vifte af økonomisk-politiske emner, herunder beskæftigelsen, social udstødelse og investeringspolitik.
Opgaven bliver nu at omsætte ambitionerne til handling. Befolkningernes forventninger er store. Socialdemokratierne er ikke alene stærkt repræsenteret i medlemslandenes regeringer, men udgør også den stærkeste gruppe i Europa-Parlamentet.
Med S-regeringer i London, Bonn og Paris vil de fremtidige socialdemokratiske kommissærer fra disse lande få ansvaret for tungere områder. De politiske muligheder for at føre socialdemokratisk politik i Europa har aldrig været bedre. Nu beror det på regeringernes evne til at samarbejde over grænserne.
Da Jens Otto Krag for snart et halvt århundrede siden skrev Fremtidens Danmark, var opgaven at udforme det moderne danske velfærdssamfund. I dag er udfordringen at befæste og udvikle velfærdssamfundene på ændrede økonomiske, sociale og internationale vilkår. Nu gælder det Fremtidens Europa.

Erik Boel er international sekretær i Socialdemokratiet

APROPOS
Det vil vi:
*Socialdemokratierne i Europa ønsker grundlæggende at regulere markedskræfterne gennem et tættere internationalt samarbejde, som svar på international økonomisk integration. Kun et udvidet samarbejde over græn-ser kan løse miljøproblemer, modvirke uligheder både mellem landene og inden for de enkelte lande, samt påvirke udviklingen, når national økonomisk politik ikke er tilstrækkelig. Lykkes det ikke, bliver taberne samfundenes svage befolkningsgrupper.
*Socialdemokratierne læg-ger vægt på solidaritetstanken. I miljøarbejdet handler det om at vise solidaritet med de kommende generationer. Når det gælder velfærd, er ambitionen en ansvarlig økonomisk politik med et socialt ansigt. Efter Labours valg-sejr i Storbritannien sidste år er der nu enighed i EU om den 'sociale dimension' - bl.a EU-regler om arbejdsmiljø, sikkerhed på arbejdspladsen, ligestilling af mænd og kvinder og lønmodtagernes ret til høring og medbestemmelse. Opgaven er her at sammentænke velfærdstanken med Europa-samarbejdet.
Solidariteten omfatter også u-landene. De socialdemokratiske finansministre i Europa slår i strategien En ny europæisk vej til lyd for, at de internationale finansielle institutioner i højere grad tager sociale hensyn, når de yder bistand. Gevinsterne ved globalisering skal fordeles mere retfærdigt, og der bør indføres sociale og grønne standarder, f.eks. forbud mod børnearbejde, sikkerhed på arbejdspladsen og ret til at organisere sig i fagforeninger.
*Socialdemokratierne har tradition for en alliance med fagbevægelsen og har udviklet et samarbejde med de folkelige organisationer. Her som på andre områder er der naturligvis forskel på de enkelte partiers situation. Ikke mindst er fagbevægelsen svagere organiseret og mere splittet i de sydeuropæiske lande end i Nordeuropa.
*Endelig er det netop nu et stort aktiv, at Socialdemokratierne har opbygget det stærkeste internationale partisamarbejde, der kendes. Rammen er De Europæiske Socialdemokratiers Parti, der blev oprettet i 1992. Her sættes dagsordenen for de europæiske topmøder på uformelle partiledermøder, og partierne udarbejder fælles politiske udspil. Således har en arbejdsgruppe under ledelse af Jacques Delors udarbejdet et oplæg om 'En ny udviklingsmodel'.Erik Boel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her