Læsetid: 5 min.

Sikken en Fest!

Debat
4. november 1998

Jeg var med i en succes. En fantastisk fornemmelse. Også fordi, filmen Festen handler om noget vigtigt: Om at kræve et ansvar. Og om at måtte sige tingene højt for at kunne komme videre

FILM
Thomas Vinterbergs film Festen går sin sejrsgang rundt i Danmark (snart har 350.000 danskere set filmen) - og sandelig ikke mindst i resten af verden. Omtaler af Festen har nået forsiden af New York Times, og senest har Newsweeks anmelder overdynget filmen med de smukkeste roser.
Man fyldes som dansker unægtelig med en vis stolthed. Og glæden bliver ikke mindre, når man selv medvirker i Festen. Det er en næsten absurd følelse for en dansk skuespiller pludselig at kunne ringe til en ven i New York og sige: "I think you should go to the cinema and see the Danish film 'The Celebration' - 'cause I am in it". Jeg har altid tænkt på mit eget fag som en national foreteelse og har aldrig - udover den endeløse række af Oscar-takketaler jeg i min naive ungdom i ophøjet ensomhed har holdt foran badeværelsesspejlet - forestillet mig, at en dansk film, (som man tilmed selv medvirker i), skulle kunne nå de højder.

Men min forundring skyldes også i høj grad Festens indhold.
Da vi lavede den i sommeren 1997, tænkte jeg flere gange, at dette nok ville blive en film som 1.000-1.500 mennesker ville se i Dagmar på en weekend. Herefter ville den gå i en slags kultisk glemmebog, og kun fein-schmeckere ville senere - med intellektuel arrogance - referere til dette oversete mesterværk. Jeg synes, da vi lavede den, at historien var for voldsom til, at et større publikum ville kunne holde ud at se på den.
Det var først ved premieren i juni 1998, det gik op for mig, at Festen var historien om min og alle mine venners familie. At den var vores oprør mod en forældregeneration, der med et såret blik i øjnene altid sagde til os at, "når man som dem havde oplevet knapheden i 40'erne, var det bedst bare at klemme ballerne sammen, holde sin kæft, og få det bedste ud af situationen". Min far - som jeg i øvrigt sætter meget højt - sagde engang til mig "op i
rygsækken med problemer og bekymringer".
Festen handler om alt dette. Om at måtte sige tingene højt for at kunne komme videre. Om at kræve en stillingtagen til et ansvar. Om nødvendigheden i nogen gange at sætte sig selv i centrum for at skabe udvikling.
Derfor gav Festen mig en fornyet indsigt i mig selv og min historie. At oplevelsen med at være med i den så også gav mig min faglige stolthed som skuespiller tilbage var en uventet tillægsgevinst. Thomas Vinterberg og hans filmhold - og den påtvungne selvdisiplin som de pålagde sig i den geniale udarbejdelse af Dogme-reglerne - var nogle fantastiske mennesker at arbejde med. De formåede at skabe en atmosfære præget af overskud, lyst og vilje til at yde hos skuespillerne.
At Festen så siden er gået hen og blevet et kulturpolitisk kampmiddel i diskussionen om fordelingen af støtten mellem film og teater er en hel anden historie, som jeg er sikker på ikke et øjeblik faldt Thomas Vinterberg ind.

Det er mig der spiller den tyske toastmaster Helmuth von Sachs i Festen, og jeg er flere gange blevet mødt med især tre spørgsmål:
nHvorfor er lydniveauet svingende i "Festen?
nHvorfor er der visse gramatiske grove fejl i Toastmasterens (mit) tyske?
nHvorfor stemmer den trykte og udgivne tekst ikke overens med det man hører i filmen?

Jeg skal forsøge at svare på dem.
Lydniveauet i Festen: En af reglerne i forbindelse med produktionen af Dogme-filmene er, at der ikke må finde noget lydefterarbejde sted. D.v.s. at man kun må bruge den eksakte lyd, der er blevet optaget i forbindelse med den enkelte scene. På andre film er det helt normalt, at man 'dubber' (eftersynkroniserer) de steder, hvor man ønsker kraftigere/ tydeligere lyd, indlagt fuglekvidder, menneskemængde etc. etc. Det er således ikke sjusk fra hverken skuespillernes eller lydmandens side der gøre sig gældende, men derimod et resultat af nogle tekniske be-grænsninger (?) som Dogme-reglerne stiller. Resultatet er - i hvert tilfælde i Festen - et filmisk udtryk, som er tættere på virkeligheden, end man er vant til på film.

Toastmasterens 'grove fejl på tysk' kan ene og alene tilskrives mig. Ideen med at lade ham være tysk er min egen.
Men hvorfor er han tysk? Som skuespiller arbejder man udover med sine egen rolle også med en forståelse af ens egen rolles placering i forhold til den samlede historie og de øvrige personer.
Toastmasteren er ingen central rolle, men alligevel er han den, som ønsker, at alt kunne være forblevet usagt. Den, som kommer udefra og oplever en familie synke i grus, den som ønsker at opretholde den herskende orden. Måske er han publikums øjne til den Klingenfeldt-Hansenske familiefest?
Med disse tanker i baghovedet - og med ønsket om at skabe et vist komisk forløsende element i det tunge univers - valgte jeg, med Thomas Vinterbergs accept, at gøre toastmasteren tysk. (I parentes skal jeg lige bemærke, at folk, der som voksne flytter til et andet land og lærer et nyt sprog ofte mister orienteringen i deres modersmål).

Forskelle mellem trykt og talt tekst er såmænd meget normalt i såvel film og teater. Den tekst der udgives på tryk er forfatterens originale tekst. Nu er film og teater kollektive kunstarter, hvor der - efter at man har fået manuskriptet i hånden - sker en viderearbejdende proces.
Ting ændrer sig, replikker forandres, måske opstår der en dag en lys idé, som ingen havde tænkt sig, men som pludselig er indlysende i forhold til det færdige resultat. Den, der læser det trykte manuskript, kan glæde sig over at få et indblik i filminstruktørens og skuespillerens arbejde; kan se, hvad vi som skuespillere fik i hånden den første dag, vi kom, og hvad vi fik ud af det - og så i øvrigt frydes ved det mesterværk, Festen er.
Auf Wiedersehen!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her