Af RUNE SLAGSTAD professor i socialfilosofi forfatter til den nyligt udkomne De nationale,strateger (Pax forlag)
En ny markedsteknokratisk elite er vokset frem i Norge. Trods sin socialdemokratiske herkomst forsøger den ikke at etablere en afbalancerende modmagt til markedets magt
HAMSKIFTE
I 1980'erne tog en ny ledelsesideologi form: New Public Management - modernisering af de offentlige institutioner via modeller hentet fra det markedsbaserede erhvervsliv.
Det drejede sig om internationalt tankegods med OECD som en central ideologiproducerende instans og med Margaret Thatcher som den fremmeste politiske eksponent. De offentlige institutioner - såvel administrative som politiske - skulle være markedets hjælpeorganer.
Denne ledelsesideologi fik også et gennembrud i det norske system. Det havde næppe været muligt uden socialdemokratisk mellemkomst. Den nye markedsteknokratiske ledelseselite er gerne af socialdemokratisk herkomst, men den søger ikke - som den gamle - at etablere en afbalancerende politisk modmagt til markedets magt. Markedet er elitens medium.
Denne ledelseselite er helt fortrolig med det nye landskab, som et af dens medlemmer har beskrevet som "blandingsadministration" og "forhandlingsøkonomi". Den har erobret det, der engang var nøgleinstitutioner i det socialdemokratiske bygningsværk - og omformet dem i tråd med tidens ideologi. Via de frigjorte statsinstitutioner har den nye ledelseselite også frigjort Socialdemokratiet fra dets projekt.
Denne markedsteknokratiske ledelseselite har flere navne. Jeg knytter den her til tre: Einar Førde, Harald Norvik og Tormod Jermansen.
Disse tre har overtaget ledelsen af centrale samfundsinstitutioner - én fra hver af de forudgående regimer: Televerket blev oprettet i 1855 i embedsmandsstatens store reformtid, NRK (tv/radio, red.) blev etableret som statsinstitution i 1933 af Venstre-statens professorpolitikere, og Statoil blev stiftet i 1972 af Arbeiderparti-statens strateger Jens Chr. Hauge og Finn Lied (og dennes statssekretær Arve Johnsen).
For alle disse institutioner gælder, at de er i færd med at frigøre sig fra deres oprindelige rolle som offentlige 'samfundsinstitutioner'.
Nye virkemidler
Einar Førde stod i 1980'erne som Arbeiderpartiets næstformand og parlamentarisk leder i spidsen for partiets ideologiske hamskifte, dets markedsmodernisering. Han blev den ideologiske brobygger mellem socialdemokratisk traditionalisme og markedsteknokratisk modernisme.
Med sin socialdemokratiske skoling og sin mesterlige retorik formåede Førde at fremstille moderniseringen som den gamle ideologis fortsættelse med nye virkemidler. Det overordnede motiv var det magtstrategiske: At modernisere apparat og ideologi på en sådan måde, at Arbeiderpartiet bevarede sin politiske markedsposition.
Einar Førde forlod den partipolitiske arena i 1989 for at blive chef for NRK. Karakteristisk for Førdes ledelse af NRK har været evnen til at legitimere NRK's position som en national samfundsinstitution med en stadig mere markedstilpasset profil.
TV2 blev oprettet ud fra et argument om at styrke mangfoldigheden i æteren. Det er næppe blevet resultatet. Snarere er tyngdepunktet i norsk fjernsyn generelt rykket nærmere til den markedskommercielle pol i løbet af 1980'erne.
Det dominerende perspektiv er også for NRK blevet den strategiske konkurrence om seertallene, mens der er sket en indtørring af kanalens programpolitiske identitet.
Førde har valgt at parkere repræsentanterne for folkeoplysningstraditionen på et historisk sidespor og har derved gjort dem mere anakronistiske, end de er. På den anden side marginaliseres de eksperimentelle postmodernister som eksklusive avantgardister. I stedet for at bringe de forskellige fløje sammen, udelukker man dem fra de strategiske programovervejelser. I det lange løb kommer konkurrence-modernisterne til at dominere.
Einar Førde er først og fremmest en magtpolitiker med en betydelig evne til strategisk tænkning. Den har været god at have i nedkæmpelsen af et stivnet fagforeningsbureaukrati, og den kan være gunstig for manøvreringen i det egenartede terræn mellem marked og monopol.
Men når NRK lader tidens markedsøkonomiske modeller blive styrende for sin egen udvikling, kan det efterhånden vise sig, at problemet ikke er mangel på strategisk handlekraft, men institutionens og medarbejdernes tab af identitet. Hvis det sker, trues også NRK's legitimitetsbasis som en kulturel samfundsinstitution, der netop ikke skulle være prisgivet markedets flygtige strømninger.
NRK's situation i slutningen af 1990'erne minder om Arbeiderpartiets 10 år tidligere, efter at Førde havde haft held til at gennemføre sit ideologiske hamskifte: Et moderne, afideologiseret parti, der mere lignede andre partier end sig selv.
Statoil var som selskab en nyskabelse, en ny type samfundsaktør - en mellemting mellem et operativt olieselskab på linje med Esso, Mobil og Shell og et politisk instrument, bundet ind i et net af politiske forpligtelser af national og regional art.
Vingeklipning
I løbet af 1980'erne ændrede Statoil karakter, anført af regeringen Willochs 'vingeklipning'. Derved afviklede man i realiteten også selskabets rolle som en national samfundsinstitution. På den måde er Statoil mere kommet til at ligne de multinationale olieselskaber, som det blev oprettet for at bekæmpe.
Harald Norvik efterfulgte Arve Johnsen som koncernchef i Statoil i 1988. Norviks vej til magten var den 'blandingsadministrative': civiløkonom fra Norges Handelshøyskole, sekretær for Arbeiderpartiets stortingsgruppe, personlig sekretær for statsminister Nordli, statssekretær i olie- og energiministeriet, direktør i Akergruppen og i Astrup-Høyer.
Det er den markedsteknokratiske profil, der er blevet rendyrket under Norviks ledelse af Statoil. Statoil opererer i dag med en ekspanderende virksomhed på den internationale arena, styret af rene koncerninteresser. Det har ført til samarbejde med lande som Indonesien og Nigeria, hvor en betydelig politisk risiko er parret med tvivlsomme udenrigspolitiske konstellationer.
Statoil er blevet en præ-misleverandør for norsk udenrigspolitik. Kapitalekspansion legitimeres af Stat-oil-direktøren med dens civiliserende virkning. Det er velkendte toner fra en ekspansiv europæisk kapitalisme de sidste par århundreder, men som fanfare fra en norsk, socialdemokratisk elite signalerer de imidlertid noget nyt.
Et af Statoils bestyrelsesmedlemmer er Tormod Hermansen. Hermansen er uddannet ved den socialøkonomiske kadetskole på Blindern i 1960'erne, og han overtog Televerket i 1991 efter at have fulgt den sædvanlige embedsmandsrute: kontorchef, afdelingschef og til sidst ministerråd i Finansministeriet. I dag står han som bestyrelsesformand for Postbanken i spidsen for forsøget på at etablere landets største blandingsøkonomiske bankforetagende.
Denne strateg i det forhandlingsøkonomiske landskab med åben linje til LO-formand Yngve Hågensen har handlet ud fra et principielt program - at give markedsideologien mere gennemslagskraft i stat og forvaltning - og omformet Televerket (fra 1994-95 som det statslige aktieselskab Telenor, efter model fra Statoil) til en markedsbaseret, målstyret og resultatorienteret IT-koncern med en række datterselskaber, der opererer på det internationale marked med overskud som det alt-overskyggende hensyn.
Den nye ledelseselite har haft sin samlende skikkelse i Gro Harlem Brundtland. Med sin afideologiserede, administrative holdning til politik rummede hun den nye stil: markedsdisciplineret ledelse uden politiske visioner.
Oversat af Birgit Ibsen.
