Kronik

Tvillinger i tusindvis

Debat
18. november 1998

Mange nye gen-teknikker virker egentlig mere skræmmende end kloning. Kloning skaber jo bare flere enæggede tvillinger, som alligevel aldrig bliver helt ens. Så hvad er problemet?

TRO & FILOSOFI
Mennesker klones. Det sker, hver gang kernen i en befrugtet ægcelle deler sig i to, hvorefter enæggede tvillingefostre med identiske gensæt udvikles. Enæggede tvillinger er altså kloner, rettere sagt, den ene tvilling er den andens klon. I forbifarten skal det indrømmes, at det samlede genetiske materiale ikke behøver at være 100 pct., men i hvert tilfælde er omkring 99,9 pct. identisk, fordi det genmateriale, som svømmer udenfor cellekernen, de såkaldte mitokondrier, kan være forskelligt. Disse geners virkning og betydning er endnu ikke forstået. Afgørende for os her er dog, at begge tvillinger har identiske gensæt, hvilket er årsag til, at enæggede tvillinger ligner hinanden så meget.
Når der nu i en ikke særlig fjern fremtid vil kunne udføres kloning af mennesker ligesom vi allerede i dag kloner flora og visse former for fauna, hvordan skal det så bedømmes etisk? Er kloning af mennesker fundamentalt set anderledes end kloning af juletræer, hvede eller mus? Ligger der med andre ord en afgørende forskel i, at vi selv foretager dét, naturen selv ellers afstedkommer? - Se også dagens Apropos.
Nøgternt betragtet er det ikke helt entydigt, hvori kloningens umiddelbart alvor-
lige trussel består, selv om man kan henvise til både tingsliggørelse, diskrimina-tion, udbytning og mulig-
heden for helt nye sam-fundsmønstre. Den specifikke fare i forbindelse med kloning er dog muligheden for, at nogle mennesker vil blive fremavlet af andre med uetiske motiver for øje. Men den slags adskiller sig ikke væsentligt fra de skader, man allerede i mange lande tilføjer mennesker af bestemt herkomst, køn eller uddannelse for økonomiens eller simpelthen magtens skyld.

Det er heller ikke sikkert, at kloning nødvendigvis vil føre til sådanne tilstande, for det forudsætter, at klonens udvikling kan planlægges. Og som netop enæggede tvillinger viser, resulterer ensartet genetisk materiale ikke af sig selv i en fuldstændig identisk udvikling. Mennesket er mere end summen af sine celler. Hvert individ er et unikt og spændende resultat af det ofte komplekse og tilsyneladende tilfældige samspil mellem natur, ernæring, rationalitet og socialisering. Denne menneskelige individualisering er langt fra at være klarlagt, og der er ikke meget, der tyder på, at større genetisk viden vil kunne løse gåden.

I en artikel i The Sciences benytter Thomas Bouchard en efter min mening udmærket analogi: Enæggede tvillinger kan sammenlignes med to fortolkninger af det samme klaverstykke, som spilles af pianister med forskellig kunnen og stil, som helt tydeligt præger kompositionen. I overført betydning: Menneskets kreativitet og kompleksitet kan betragtes som garant for, at kloning ikke vil føre til helt forudsigelige resultater. Vores viden og kunnen er med andre ord ofte mere begrænset og sårbar, end vi egentlig tør stå ved, men den menneskelige betingelse forbliver ufravigelig.
Hertil kommer, at selve kloningen under alle omstændigheder vil være en langvarig, kompliceret og ikke særlig succesrig proces. Ved kloning af pattedyr lykkes teknikken ofte kun i 10-15 pct. af forsøgene.
Men kunne man ikke i enkelte tilfælde gennemføre kloning? Hvad er så farligt ved at skabe (flere) enæggede tvillinger?
nSammenlignet med en del bioteknologiske udviklinger, virker kloning i hvert tilfælde umiddelbart langt mindre skræmmende. Eksempler?
nFremstilling af 'kunstige' kromosomer (som allerede er gennemført). Teknikken giver mulighed for at tilføre ekstra kromosomer med specifikke arveanlæg til en menneskelig zygote. Det ville betinge 'skæve' kromosomtal og efterfølgende inkompatibilitet m.h.t. forplantning mellem bestemte menneskegrupper.
nValg af sæddonorer, ægdonorer og rugemødre pr. detaljeret personbeskrivelse på Internet.
nBefrugtning ved hjælp af blot to ægceller uden mandlig mellemkomst - dette kunne ændre samfundsmønstrene noget!
nMilitærvåben, hvis biologiske ammunition kan målrettes mod mennesker med bestemte genetiske egenskaber og dermed hæve krigsførelse på et hidtil uset plan.
Anvendelsen af disse og andre genetiske teknikker vil givetvis ændre os, vort menneskesyn og samfundet i det hele taget langt mere gennemgribende end kloning nødvendigvis ville.
Alligevel har disse muligheder ikke tilnærmelsesvist nydt samme grad af offentlig bevågenhed. Der må altså være en grund til, at kloning stadig virker så langt mere truende.
Ofte udløser nye tekniske muligheder et bestemt menneskeligt reaktionsmønster i tre trin: Først kommer chok og kategorisk afvisning. Så følger en mindre emotionel fase med analyse og evaluering af den nye praksis. Og endelig kan anden fase resultere i en bredere offentlig accept.
Der er dog tilfælde, hvor dette mønster ikke ses og man har afgjort indtryk af, at kloning hører til den gruppe. Kloning er altså åbenbart et ganske ømfindtligt emne, medens tvillingefænomenet ikke er det.
Måske hænger det sammen med, at kloning umiddelbart fornemmes som en grænseoverskridelse, dvs. at vi bevæger os ind på et for os i grunden om end ikke uvedkommende, så dog spærret område. En fornemmelse af, at menneskeligt liv er noget på forhånd givet, en i sidste ende ubegribelig størrelse, som på en eller anden måde ikke ligger inden for vores rækkevidde.

Det passer naturligvis ikke bogstaveligt talt, for der er alt for mange rystende eksempler på, hvad mennesker kan finde på at gøre mod et andet medlem af deres species. Men det virker som om der stadig var visse tabuer tilbage. Og når man oplever den intensitet, som er blevet investeret i diskus-
sionen og gennemførelsen af forbuddet mod kloning, kan man få indtryk af, at også kloning opfattes som et tabu. Kloning berører selve den - biologiske - kerne af vores eksistens. Det er dog vigtigt at komme i hu, at denne kloning af nucleus allerede finder sted i naturen, på lige fod med den lidt tilfældige blanding af genetiske informationer fra mand og kvinde. Det nye er ikke, at det sker, men at vi gør det.
Denne kongstanke står tydeligvis bag Europarådets holdning (se Apropos'et). I protokollen uddybes der i de forklarende bemærkninger, at menneskets frihed er større, når tilfældigheden råder over dets aktuelle genetiske sammensætning. Det gælder endda, hvis man - rent teoretisk - forestillede sig, at der fandtes situationer, hvor eventuelle kloner ikke ville blive udnyttet.
Kloning truer nemlig i Rådets opfattelse den menneskelige identitet ved, at en anden bevidst determinerer et menneskes genetiske sammensætning. Europarådet afviser dermed, at mennesket skulle overtage naturens rolle på netop det område. Afvisningen virker også velbegrundet i lyset af, at den tilfældige blanding af de forskellige menneskepars gener skaber større mangfoldighed og konstant fornyelse. Indavl viser jo tydeligt konsekvenserne af manglen på varia-
tion.
Men det er ikke den centrale pointe i dette argument. Spørgsmålet er nemlig, om vi kan leve op til ansvaret. Vi har demonstreret, at vi kan eksperimentere med og gøre brug af gener, men endnu ikke, om vi faktisk er modne til at bære det tunge ansvar, der følger af at bestemme menneskegeners sammensætning og fordeling nu og for slægters gang. Den menneskeligt set vanskelige opgave består i at balancere vores kunnen med de skader, vi forårsager.
Opgaven er svær, fordi der i kraft af vores frihed ikke er andre, som kan trække grænsen for os. Vi må selv gøre det. Alene derfor er der god grund til at fordømme kloning af mennesker etisk.

Det interessante er dog, at en så vanskelig og usikker teknik tiltrækker så megen fascination. Naturligvis er der enkelte grupper, som vil kunne se en fordel i den: For nogle videnskabsfolk drejer det sig sikkert om at vise, at kloning af mennesker simpelthen kan lade sig gøre. For bestemte par kunne det være et håb om at få barn på trods af hvad de oplever som biologisk eller psykologisk ugunst. Andre vil måske benytte klonen som potentiel donor af f.eks. knoglemarv. Endelig kunne enkeltpersoner ønske at leve videre i en person som i det mindste genetisk vil være som én selv.
Men kloning er i kraft af sine komplikationer ikke egnet til at blive anvendt som standardtilbud på f.eks. landets sygehuse. Skræmmebilledet af en villig hær af andenklasses mennesker klar til udbytning virker ej heller specielt overbevisende - faktisk levner de nuværende sociale, politiske og økonomiske afhængigheds- og magtforhold mere end tilstrækkeligt råderum for opfyldelse af sådanne ønsker.
Måske ligger kloningens fascination i håbet om at kunne normere mennesket selv. Kloning er banalt sagt kopiering og, skønt det er ganske usandsynligt, at et menneske simpelthen lader sig kopiere i form af et andet, holdes ønsket derom stadigt i live.
Det er måske fornemmelsen af den guddommelige magt at kunne skabe i sit eget billede, der lokker, eller måske blot længslen efter udødelighed i det mindste i biologisk forstand. Hvorom alting er: Ønsket er sejlivet og man har da naturligvis også forsøgt at få det opfyldt på anden vis: Oplysningstidens kaserner, skoler, fabrikker, hospitaler og andre institutioner kan tolkes som ét stort anlagt forsøg på at normere den enkelte, bestemme hans eller hendes plads i forhold til de andre, kvantificere vedkommendes kvalitet som elev, ansat, soldat, definere det syge og det raske, det konforme og abnorme. Normering altså i stedet for variation.
I det lys vil kloning være et angreb på den variation, som kendetegner naturen og i højeste grad også os selv, dette selveste grundlag for, at man i det hele taget kan forelske sig i den, som netop ikke er som alle andre. Enæggede tvillinger er naturligt set en negativ bekræftelse af den variation, som er norm, undtagelsen, der i kraft af sin anomale standardisering netop viser, at variationen er det normale. Kloning vil være yderligere et skridt til at komme variationen til livs, et angreb på skabningens særpræg og dermed i sidste ende på os selv, thi liv og vækst sker på mangfoldighedens uberegnelige veje og ikke i dammen, hvor alle er ens.

Lars Reuter er ph.d. og Assist. Professor i etik ved St. Louis University, USA.

APROPOS
Fakta om kloning
Det er vigtigt at skelne mellem kloning af menneskeligt væv til f.eks. forskning indenfor sundhedssektoren, og egentlig kloning af mennesker, dvs. kloning af en zygote, som har til hensigt at skabe et nyt menneske.
Denne form for kloning er den mest omstridte. Den forbydes allerede eksplicit eller implicit i et antal nationale og internationale retslige instrumenter. Endvidere har WHO, de otte G7 lande og forskellige europæiske institutioner afvist denne kloning af mennesker, herunder også Europarådet. Som den første af slagsen kom den 12. januar i år protokollen om kloning af mennesker, hvori denne praksis forbydes. Til dags dato er protokollen skrevet under, men endnu ikke ratificeret af 23 lande, bl.a. af hele Norden og senest i maj måned af Holland. Det er bemærkelsesværdigt, at det er lykkedes at opnå enighed om holdningen til kloning blandt de fleste af Europarådets fyrre medlemslande.
Det egentlige forbud mod kloning er nedfældet i art. 1, og forfriskende kort og præcis:
"Enhver intervention, som søger at skabe et menneske, der er genetisk identisk med et andet menneske, det være sig levende eller død, er forbudt". Udtrykket 'genetisk identisk' defineres i den efterfølgende artikel to som "det at et menneske deler det samme gensæt fra nucleus med en anden".
Blandt de forskellige former for kloning, som der kan være tale om, nemlig kloning af celler som særskilt teknik, brug af embryoceller til forskellige kloningteknikker og kloning af mennesker, retter forbudet sig mod det sidste. Dermed forbydes det, at man benytter et menneskes cellekerne til at klone et menneske, som genetisk vil være identisk med dette, eksempelvis ved hjælp af deling af den menneskelige embryo eller transfer af nucleus, uanset om mennesket er levende eller død.
Det virker som om fårene 'Dolly' og 'Polly' har givet anledning til at fremskynde lovgivningsarbejdet på nationalt og internationalt plan. Skønt der efter sigende kun er klonet få får, nogle taler om syv, har selve muligheden for, at kloning af mennesker kunne være indenfor kort rækkevidde, åbenbart virket skræmmende nok.
Lars Reuter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her