Kronik

Er venstrefløjen statsliderlig

Debat
12. november 1998

I 68-generationens intense dyrkelse af marxismen lå et skjult magtmotiv.
Så de da ikke, at det gode bliver ondt, hvis det skal tvinges frem? spørger dagens kronikør som en del af nutidens opgør med marxismens arv og gæld

ØKONOMI & POLITIK
Marxister og socialister af 68-generationen, opfatter deres egen arv som kritisk og oppositionel. De gjorde oprør, smed med brosten og fablede om revolution. Men kursen var hele tiden sat med slagordet 'den lange vej gennem institutionerne', og målet var - selv at få magt.
Den revolutionære ønsker nemlig altid kun at erstatte én tids magthaver med sig selv. I Tyskland indtager 68'erne nu ministerpladser i Bonn. Og i Danmark har det heller ikke været vanskeligt for gamle VS'ere at finde vej til statens og redaktionslokalernes højeste poster.
Når venstrefløjens meriter ses i et historisk perspektiv, er det tankevækkende, at den aldrig blev så radikal kritisk som f.eks. den anarkistiske tradition. Anarkismen troede ikke kun, at det var 'de andre' og deres fordomme og magtliderlighed, der var skyld i samfundets misérer. Og hvis blot de selv fik magten, ville en ny verden vokse frem på ruinerne af den ødelagte.
Anarkismen vidste, at problemet lå gemt i selve magten og i det at udøve magt, hvorfor lidet var vundet ved at udskifte én slags magthavere med en ny generation.
"Den, som udstyres med magt, bliver uundgåeligt til en undertrykker og en udbytter af samfundet", skrev anar-kisten Mikhail Bakunin i forrige århundrede. Der findes ikke god og dårlig magt, men kun én slags magt, som altid undertrykker og korrumperer. Der findes heller ikke progressiv vold og reaktionær vold, men vold er altid af samme art.

Hvorfor blev venstrefløjen ikke anarkister? Hvorfor så man sig så gal på det frie marked, at enhver overskridelse og bekæmpelse af det måtte hilses velkommen? Hvorfor blev den private ejendomsret lagt for had, når der allerede var halvtreds års erfaringer med kollektiv ejendomsret, som ikke var inciterende. Hvorfor blev det bestående danske samfund og danskerne gjort til genstand for så voldsom ideologisk bearbejdning, hvor intet middel blev skyet for at forarge og provokere?
Jeg husker endnu diskus-sionerne i 70'erne, hvor synden hed profit. Så hvis en arbejdsgiver tjente noget på en ansat (tilegnede sig merværdi, som det hed), blev det gjort til inkarnationen af det onde. Men at staten rask væk flåede 40-50-60 pct. af folks indkomst, satte ingen på venstrefløjen fokus på. For ideologien sagde, at al statsligt pr. definition var godt som udtryk for den fælles vilje. Der var hos venstrefløjen ingen principiel forståelse af, at selve staten kunne være et problem. Ligesom hos Marx selv forblev det akilleshælen.
Kommunisterne er fanatiske tilhængere af statsmagt, sagde anarkisten Proudhon.
Anarkismen vidste, hvad marxismen ignorerede, nemlig at mennesker ikke handler anderledes, hvad enten de optræder som kapitalister eller som statens tjenere. Mennesker er kun mennesker og vil derfor altid tendere mod at udnytte en situation til egen fordel. Det gælder i samme omfang en embedsmand som en aktør på markedet. Menneskenaturen ændres ikke, uanset om man er privat eller offentlig ansat.
"En regering, som ikke misbruger sin magt, som ikke undertrykker, uddeler særbegunstigelser og begår tyveri", skrev Bakunin i 1870, "en sådan regering er cirklens kvadratur, et ideal, som ikke kan realiseres, for det strider imod menneskenaturen."

Hver gang et individ placeres i en privilegeret stilling, vil det på kort tid forvandle sig til en slyngel, mente Bakunin. Selv den mest lidenskabelige revolutionære, der kun tænker på andres vel, ville på en trone være værre end nogen zar. Det minder om Heinrich Heine: Det lyder så godt med, at vi alle skal være brødre, men bare jeg får lov til at blive storebror!
Men Karl Marx troede på, at mennesket var et historisk væsen i den forstand, at det ville ændre natur under andre samfundsmæssige forhold. Og under radikale nye samfundsformer anført af den kommunistiske elite ville det ikke have behov for en stat og en storebror.
Bakunin lod sig ikke forblænde af retorikken om det fælles bedste. Hele befolkningens positive, levende, individuelle og lokale interesser "suges op i den abstraktion, der kaldes den almene interesse, det almene gode", mente Bakunin. Staten ødelægger det folkelige og folkenes forskellighed, som "påtvinges denne altædende abstraktion" om det store fællesskab hævet over klasse- og nationalitetsinteresser. "Det ligger i statens natur at bryde den menneskelige races solidaritet og, hvis det behøves, fornægte menneskeligheden."
Anarkismen besad en klarere indsigt i et samfunds problemer end marxismen. Hvis man ser på dagens danske samfund, er det ikke markedet eller 'kapitalisterne', der gør livet surt for danskerne. Det er i langt højere grad det offentlige system.

Det er staten, som berøver danskerne over halvdelen af vores indkomst. Det er det offentlige system, der skaber ventelister på sygehusene. Det er staten, der kriminaliserer så vennesæle gerninger som sort arbejde. Det er staten, der tvangsfjerner vores børn og underminerer familien ved at blande sig i opdragelsen. Det er staten, der kriminaliserer offerløse handlinger, som ikke skader andre som at køre uden sikkerhedssele eller ryge hash. Det er staten, som par tout vil tvangsintegrere indvandrere og flygtninge.
Hvis en kapitalist blot antydede at ville gøre noget af alt dette, blev han straks til en gangster. Men hvad man ikke kan tillade sig at gøre i privat regi, finder let en vej i politikken. For så besmykkes hensigten med at være for det fælles bedste. I Tyskland blev tennisstjernen Boris Becker mistænkt for skattesnyd, og skattemyndighederne ransagede hans hjem og faldt over nogle krasserier, som hustruen havde lavet til deres lille søn. Skattemyndighederne troede, krussedullerne dækkede over illegale pengeoverførsler. Så emigrede ægteparret Becker.
At Karl Marx vandt over Bakunin og marxismen over anarkismen, er ikke tilfældigt. Det skyldtes ikke kun Karl Marx' ondsindede intriger over for Bakunin og
Proudhon, som han beskyldte for at være russiske spioner, når de vægrede sig ved at tilslutte sig den "autoritære kommunisme", som de kaldte Marx' linie.

Det er heller ingen til-fældighed, at venstre-fløjen i 60'erne og 70'erne blev marxister fremfor anarkister - der er netop magten til forskel. Anarkismen ville ikke bruge statsmagten til noget formål, heller ikke noget godt formål, for den så magten selv som problemet.
Eller, med Jesu ord, Den, der griber til sværdet, bliver selv offer for sværdet. Det gode lader sig ikke realisere ved hjælp af statstvang.
Ikke fordi det gode ikke er godt, men fordi det gode bliver ondt, hvis det skal tvinges frem.

I 68-generationens intense dyrkelse af marxismen lå et skjult magtmotiv. Det var ikke staten som sådan, men kun den borgerlige stat man var imod. Det anti-autoritære og kritiske var ikke principielt, men ukritisk vendt mod én form for autoritet.
Når Ho Chi Minh slagtede løs på sydvietnamesere, udløste det ingen kritik i København. Det blev kaldt befrielse og fejret med tilbedende Ho-Ho-Ho-Chi-Minh-råb. Det var kun, når amerikanerne gjorde det i mindre omfang, at det var slemt.
Ingen gamle VS'ere har næret nogen betænkelighed ved at overtage magtapparatets højeste poster, når de tilbydes dem selv. De elsker kontrollen og kritiserer den kun, når andre udøver den.
Eller som Bakunin skrev i forrige århundrede med gyldighed også i dag: "Nu turde det være klart, hvorfor de doktrinære revolutionære, hvis mål er at vælte de eksisterende regeringer og regimer for på deres ruiner at grundlægge deres eget diktatur, aldrig har været og aldrig vil blive fjender af statsmagten, men at de tværtimod altid vil være dens mest ivrige forsvarere. De er kun fjender af de nuværende magthavere, fordi de ønsker at indtage deres pladser; kun fjender af de eksisterende politiske institutioner, fordi de står i vejen for deres eget diktatur."

Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi.

APROPOS
Anarki eller kaos
Det ti-punkts program, som Karl Marx og Friedrich Engels i grove træk opstiller for kommunismen i Det Kommunistiske Manifest, handler om at få overført mere og mere magt til staten. Ikke direkte og som et mål i sig selv, men som en sikker konsekvens af at fokusere så voldsomt på markedets utilstrækkeligheder og så blindt tro på den rette statsmagts mulighed for at afbøde dem.
I ti-punktsprogrammet nævnes ekspropriation af al jord, afskaffelse af arveret, nationalisering af banker, indførelse af nationalfabrikker, afskaffelse af forskellen på land og by osv, osv. Alt dette kan kun realiseres ved hjælp af en uhyre stærk statsmagt. For hvem skal eje og administrere al den statsejede jord? Hvem skal styre statsbanken? Hvilken magt skal der ikke til for at afskaffe forskellen på land og by og polpotisere et helt folk?
Men Marx' filosofi bundede i den opfattelse, at den oplyste elite er i stand til at sætte sig udover både sine egne og sin klasses interesser. Kommunisterne 'har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser", hedder det i manifestet. De tænker kun universelt og "fremtræder uafhængigt af nationalitet".
Marxismen vandt så eftertrykkeligt over anarkismen i 1800-tallet, at vi i dette århundrede blev vidne til de mest totale og almægtige stater i verdenshistorien. I Sovjet førte marxismen til opbygningen af et monstrum af en stat, hvis afvikling er en smertefuld proces.
Når man i dag læser Det Kommunistiske Manifest med bagklogskabens indsigt, kan det ikke undre, at alle lande med virkeliggjort socialisme har lidt under en stor og frygtindgydende kolos af en stat. Med overvågning, hemmeligt politi og permanent hungersnød.
Men det forudsagde anarkisterne præcist i deres opgør med Marx. Få hørte på dem, og Marx bekæmpede dem hensynsløst. Anarkismen fik ret og er værd at studere i dag.
Henrik Gade Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her