Kronik

Det amerikanske monster

19. december 1998

Hollywood har forenet verden i en ny global semi-kultur. Men vil verdens lokale kulturer overleve konkurrencen fra Titanic? En amerikaner kigger med

Måske lyder det perverst at sige, at verden er ved at blive forenet af Mickey Mouse og Bruce Willis; men det skyldes, at verden er sær.
Hollywood er nemlig den globale kulturs hovedstad - og økonomiske magtfaktor. Næsten ingen undgår dens påvirkning. Vi kender den franske modvilje mod Mickey Mouse, Willis og de andre produkter af amerikansk civilisation, som verden tvangsfodres med. Men mens franske intellektuelle protesterede mod åbningen af Euro Disneyland uden for Paris i 1992, og et større slagsmål fandt sted om importkvoter, solgte "Terminator 2" fem millioner billetter i Frankrig den første måned.
Den selvsamme tidligere kulturminister, Jack Lang, som opnåede en kortvarig berømmelse og dæmonisering i USA, da han sagde, at 'Dallas' var kulturimperialisme, overrakte Frankrigs højeste kunstneriske udmærkelse til Elizabeth Taylor og den navnkundige repræsentant for det ypperste i amerikansk kulturliv, Sylvester Stallone.
Det er ikke rent og skært hykleri, jeg vil sætte fingeren på, men noget, der bunder dybere: afhængighed. Folk foretrækker normalt deres egen kultur, men amerikanske produkter er det næstbedste. Amerikansk populærkultur er den nemesis, milliarder af mennesker elsker - og elsker at hade.
Antagonismen og afhængigheden er uløseligt forbundet. Kulturel tosprogethed er det normale. Den allestedsnærværende amerikanske populærkultur er - på ondt og somme tider på godt - et globalt lingua franca - ligesom engelsk er det mest udbredte fremmedsprog.

USA står i spidsen for en Verdensbank af stilarter og symboler, en International Kulturfond af begreber og berømtheder. Hvad enten den amerikanske kulturform udbredes af amerikanske, europæiske eller japanske multinationale selskaber, er der tale om det seneste af en lang række forsøg på at forene verden - efter f.eks. det gamle Rom, den katolske kirke og marxismen-leninismen.
Nogle få tal illustrerer tydeligt, hvor afhængig Hollywood er af verdensmarkedet. I begyndelsen af 1990'erne kom 45 procent af Hollywoods filmindtægter og 55 procent af de reklamefinansierede tv-indtægter fra lande uden for USA. De ti største publikumssucces'er i 1997 tjente mere ind på det udenlandske end det hjemlige marked - og så er en stor del af indtægterne fra Titanic endnu ikke medregnet.
Allerede i 1920'erne førte Hollywood-studierne en aggressiv salgs- og marketingkampagne i det krigshærgede - og derfor ikke konkurrencedygtige - Europa. USA havde allerede dengang en salgskultur og var mester i masseproduktion og massereklame. I mange lande kunne man monopolisere biograferne, som hellere ville tage en chance med amerikanske produkter end med de tilgængelige alternativer.
Hertil kommer, at USA altid har nydt godt af stordriftsfordelen på grund af det amerikanske markeds størrelse. Det samme gælder tv, hvor amerikanske selskaber har let ved at underbyde andre leverandører. I begyndelsen af 1980'erne kunne en programchef i København f.eks. lease en time af 'Dallas' for mindre end 5.000 dollar - udgiften til at producere et minut af et originalt dansk drama...
Endelig har amerikansk praksis i tidens løb været med til at opstille normer, som produktioner uden for USA forsøger at leve op til - selv om noget tyder på, at et flertal i mange lande foretrækker programmer fremstillet i deres egne lande frem for amerikanske produkter, når de har valget. Verden over aspirerer unge filmmagere til at blive en ny Spielberg.
Men trods alt har ingen - ikke engang J.R. Ewing - sat danskerne pistolen for brystet og tvunget dem til at se 'Dallas'.
Faktisk fortalte en tidligere dansk tv-underholdningschef mig for nylig, at hans kontor blev oversvømmet af protester, mens danskere demonstrerede i hundredvis, da han ville indstille serien. Han bøjede sig og omgjorde sin beslutning. Med andre ord er der tale om en blød dominans - som i en vis forstand foregår i god forståelse med seerne.

Hvorfor er amerikansk kultur så dygtig til det? Traditionen tæller. I mindst halvandet århundrede har den amerikanske kulturtradition hovedsageligt bestået i at underholde og på den måde opdyrke popularitet. Den har aldrig været nødt til at kæmpe for at fastslå sin legitimitet over for en etableret finkultur.
Allerede i 1830'erne, da Alexis de Tocqueville besøgte USA for at se, hvordan en demokratisk kultur tog sig ud, var amerikansk kultur sensationspræget, følelsesbetonet, melodramatisk og uformel - længe inden Hollywood, George Gershwin, Michael Jackson eller Internettet.
Ud over stordriften og distributionsfordelene er det let at se, hvorfor amerikanske produkter besejrede konkurrenternes - de gennemkultiverede europæiske, de religiøst prægede islamiske, de belærende kommunistiske.
Det betyder også meget, at amerikansk populærkultur, inden den eksporteres til udlandet, allerede er blevet 'testet' på et heterogent publikum - et enormt indre marked med en broget smag og tradition for at sammenstille og kombinere uensartede elementer og smelte dem om til en Hollywood-blanding.
Men populærkulturens rødder er stadig den amerikanske mangfoldighed. Den er trods alt det uregerlige barn af Europa og Afrika. Vores vigtigste bidrag til populærmusikken stammer fra afrikanske slaver og deres efterkommere. Vores sans for humor er hovedsageligt nedarvet fra engelske nybyggere, østeuropæiske jøder og - endnu engang - afrikansk-amerikanere (selv om påvirkningen fra den spansktalende verden er voksende). Vores historier kommer alle vegne fra.
De amerikansk-orienterede multinationale selskaber, som altid tørster efter nyheder, fortsætter med støt og roligt at importere, bearbejde og eksportere stilarter og stjerner fra udlandet. The Beatles, tv-serien 'All in the Family', dansen macarena, Ridley Scott, Paul Verhoeven. (Den store film i 1996, Independence Day, var instrueret af tyskeren Roland Emmerich).
Hollywood er det sted, hvorfra eksporten til resten af verden foregår. Det er her, mange talenter ønsker at være - og ofte her, de forsvinder. Selv de lokale kommer alle vegne fra, eller ingen steder fra - det er slående, hvor mange succes'er der foregår i et transnationalt rum (Star Wars), i en fjern fortid (Jurassic Park), i fremtiden (Terminator-filmene) eller på havet (Titanic).
Sidst, men ikke mindst er det kommercielle værk, der udgår fra Hollywood, New York eller Nashville, blevet markedsført på det vigtigste verdenssprog, der også tales som første fremmedsprog af flere mennesker end noget andet - hvis man overhovedet kan sige, at 'Baywatch' eller 'Lethal Weapons X' er produceret på et sprog.
Hollywood-produkterne er nemlig ikke særlig afhængige af det talte ord. Kameraet følger og fejer, klippene knitrer - talen er blot et supplement.
Resultatet af alle disse processer er en populærkultur, der appellerer til folks behov for at more sig. Vores temaer og stilarter udgør tilsammen det, psykologerne Martha Wolfenstein og Nathan Leites i 1940'erne kaldte morskabskulturen.
Det er en populærkultur, der bygger på det trygge og det passende. Hvis den har nogen anden mission end at more, er det at tilbyde en populistisk moral - en lovsyngelse af almindelig anstændighed over for onde magter.
Det er en smertestillende kultur: Tag en pille og slap af. De amerikanske produkters alt for udholdelige lethed giver mulighed for lindring fra komplicerede problemer og psykiske byrder.
Amerikansk kultur er ikke til indviklede tv-serier som Rainer Werner Fassbinders Berlin Alexanderplatz eller Dennis Potters Den syngende detektiv, de store europæiske filmskaberes skuen indad eller den sociale bredde hos latinamerikanerne og japanerne.

Ingen bør undervurdere amerikansk films gennemslagskraft. Tænk bare på fire genrer: action-filmen, road movie-genren, tegnefilmen og farcen.
Den såkaldte action movie - en udbygget form for videospil med hårde klipninger, brutalitet og enkle replikker - tilbyder med usvigelig sikkerhed oplevelsen af det kinetisk sublime. Man opløftes fra hverdagslivets jordiske tyngdekraft til en stratosfære af ren handling, spænding og udløsning. Efter farerne kommer lettelsen - tilskueren overlever.
Synet af forløsende grusomhed - fra Rambo og videre frem - tilhører en tradition, som litteraturhistorikeren Richard Slotkin kaldte "genfødsel gennem vold". Det er et tilbagevendende træk i amerikansk populærlitteratur siden det 17. århundrede.
Ligesom læskedrikke, som salgscheferne har lært at identificere med ungdommelig livfuldhed ("I Feel Coke", som der stod på en T-shirt i Hong Kong), tilbyder road movies forestillingen om frihed.
I 1989 fortalte en østtysk studerende historikeren Paul Buhle, at den nat Berlin-muren faldt, drømte hun om Route 66. Den Route 66, hun drømte om, er naturligvis ikke den, der eksisterer i dag; den er stort set erstattet af en supermotorvej. Det var den amerikanske tv-serie fra begyndelsen af 1960'erne, der havde lejret sig i hendes fantasi.
Tegnefilmene efter Disney-opskrift tilbyder den ublandede glæde ved det fortryllende. Disney-figurernes glatte ansigter er symboler på evig uskyld. Livet har endnu ikke frembragt sine ar. Som Ariel Dorfman skrev, synes barnlighedens tiltrækning at være noget nær universel.
Farcen udøver en anden slags tiltrækning. Slapstick, gummiansigter og tilsvarende virkemidler, fra Marx Brothers via Jerry Lewis til Jim Carey, antyder sorgløshed og naturlighed - en slags amerikansk uciviliseret tilstand, som fremkalder en lykkelig udfrielse fra sociale konventioner. Autoriteter latterliggøres uden omkostninger.
Det er tydeligt, at amerikansk kultur lovpriser materielle glæder, og det interesserer moderne mennesker, som ikke ønsker at acceptere deres skæbne. Grænseoverskridelser med lykkelig udgang - dét er en amerikansk specialitet. Vores film og musik forherliger forestillinger om frihed og besynger et samfund, der fremmer social opstigning, uformelle omgangsformer, egalitær respektløshed og vital livskraft.
Denne forherligelse har sin appel i en tid, hvor folk gerne vil have del i det gode liv american style, selv om de som politiske borgere godt kan se de problemer, det giver for miljøet, samfundet og lighedsbestræbelserne.
I kommunismens sidste dage var de mest populære tv-programmer i Ungarn to politiserier fra 1970'erne, 'Kojak' og 'The Streets of San Francisco'. Jeg bad en ungarsk medieforsker om en forklaring. Det var hans velovervejede opfattelse, at ungarerne satte pris på de tvangfri, uformelle amerikanske strissere, der var til at snakke med. De var på en måde en utopisk politistyrke - at foretrække frem for regimets.

Men selv om folk overalt svælger i amerikanske billeder, vil de ikke nødvendigvis indrømme, at de beundrer den adfærd, der morer dem. Også på det punkt er den amerikanske kultur nyttig. Den indbyder til en acceptabel voyeurisme - en projektion af uacceptable følelser over i noget andet. Det er trods alt en af de ting, folk gør med kultur - de bruger den som et projektionslærred, hvor de kan se det, de længes efter og frygter.
For en del år siden spurgte jeg en kinesisk studerende i Wyoming, hvad kinesiske seere tænker, når de ser Oscar-uddelingen på tv. "Vi tænker, at amerikanerne er vilde og gale mennesker," svarede hun.
Måske ligner amerikanerne "vilde og gale mennesker", men vi er ikke alene kilder til værdier; vi er verdens nødvendige Anden - den globale gangster og manegeklovn i en og samme person.
Den amerikanske kulturblanding kombinerer respektløshed og brutalitet. Kærligheden til landevejen og dens frihed eksisterer side om side med degraderingen af ordet, vores livskraftige musik side om side med primitiv støj.
Derfor udfylder den på godt og ondt verdens kulturrum og indbyder til immigration, efterligning og afvisning, indskrænker den kulturelle gen-pool og tilbyder en illusorisk smagsprøve på et kulturelt statsborgerskab.
I en vis forstand træder det mest ubarmhjertige af alle frimarkedsprincipper her i kraft, nemlig Greshams Lov: Underlødig kultur fordriver smagen for den gode. Efterhånden som Coke, Mouse, Willis & Co. breder sig overalt, kan man frygte, at markedsføringen af USA vil lægge sig tungt over mangfoldigheden i den globale kultur.
Når denne frygt overdrives, er det let at feje den til side - for let. Det er jo tydeligt at se, at amerikansk populærkultur ikke udsletter alle de hjemlige former, hvormed kunstnere og forfattere frembringer deres værker og deres historier.
Kunstnere bliver ved med at arbejde, inden for de etablerede former og imod dem. Den nye globale semi-kultur erstatter ikke lokale kulturer og følelser; den eksisterer snarere side om side med dem.
Men det amerikanske produkt er varulven, der sniger sig ind til festen - det henrivende monster, som resten af verden elsker at elske og hade.

Oversat af Birgit Ibsen.

*Todd Gitlin er professor i medier ved New Yorks Universitet, USA, og forfatter til en lang række bøger om medier og samfundsforhold, bla. om d borgerrettighedsbevægelser i 1960'erne og 70'erne. Senest har han udgivet. bogen The Twilight of Common Dreams, som han i efteråret 1988 forelæste om på Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu