Læsetid: 4 min.

Ateistiske forskere med fordomme

18. december 1998

Kald gerne gudstjenester for kulthandlinger og Grundtvigs salmer for kulthymner. Jeg synes bare, det er en barnagtig og komisk formulering og udtryk for en karikeret opfattelse af kristendommens indhold

RELIGION
Religionshistorikernes svar på Søren Ventegodt - Tim Jensen og Mikael Rothstein - er blevet fornærmede over min anmeldelse af deres nyeste bog Etikken og religionerne. I Information den 14. december skriver Jensen og Rothstein, at det er udtryk for en rent faglig-videnskabelig tilgang til deres emne, når de anvender ord som "ugentlig kult", "initiationsriter" og "serviceydelser til markering af livets højtider" om den kristne religions gudstjenester og dens kirkelige handlinger. For sådan siger man nemlig, når man er en rigtig religionshistoriker.

Kultbegreber
For min skyld må de da gerne kalde gudstjenester for kulthandlinger og såmænd også Grundtvigs salmer for kulthymner. Jeg synes bare, det er en lidt barnagtig komisk formulering og udtryk for en karikeret og misfor-stået opfattelse af kristendommens indhold, og det skrev jeg så en bemærkning om, som jeg gerne står ved. Og selv om de to forfattere næppe vil tro det, er jeg i den forbindelse revnende ligeglad med, om det er kristendom, Islam, buddhisme eller whatever, de pudsige formuleringer er rettet mod.
Hvad angår bogens øvrige fremstillingsform og metode forekommer det mig stadig, at hele bogen - og dermed selvsagt fremstillingen af samtlige de fem religioner, der tages fat på - er præget af en tendens, som ikke er urimelig at kritisere. En religion lader sig ikke beskrive så kort, som tilfældet er i bogen, uden at risikoen for en forgrovende forenkling er stor. Og det bliver ikke bedre af, at man i forordet kommer med at par forblommede forbehold. Problemet er, at Jensens og Rothsteins metodevalg er udtryk for en særlig tidstypisk tendens, hvor man så hurtigt og så kort som muligt skal fremdrage det 'brugbare' i alt muligt, også religionerne. Den holdning medfører en overfladiskhed og en mangel på fordybelse - en fordybelse, som er en betingelse, hvis man vil gøre sig håb om at forstå en religions indhold og historie. Man kan ikke bare slå op og se efter, hvad de religiøse hoveder mener om dette eller hint, uden at det nemt bliver firkantet.
Det betyder, som det fremgår af anmeldelsen, ikke, at bogen er ubrugelig. Men det betyder, at den skal benyttes med en vis distance, som kunne have været mindre, hvis indholdet havde været bedre.

Svar på rede hånd
Det er de to blevet sure over, at jeg har påstået, men svaret på hvorfor anmeldelsen er dem kritisk stemt, har de da heldigvis på rede hånd. Anmeldere er nemlig ofte ude af stand til på en saglig måde at bedømme bøger som den, de to nu har skrevet, hvis de pågældende anmeldere hører til de grupper, som beskrives. Så kan de nemlig have meget svært ved at anskue emnet nuanceret.
Anmeldelsen af deres bog er, som de skriver "et af utallige eksempler på, hvor vanskeligt det er for mange anmeldere at vurdere religions-videnskabeligt baserede bøger om religion (og især om kristendom) uden at anmelderens personlige eller religiøse og kulturelt betingede holdninger stiller sig i vejen for en nuanceret læsning".
Mage til Erasmus Montanus-argument skal man lede længe efter.
Den, der har en religiøs overbevisning (og navnlig da hvis man er helt derude, hvor det er kristendommen, der er inde i billedet), kan man altså roligt afvise, hvis der fra dén kant skulle komme kritik. En sådan kritik er nemlig med stor sandsynlighed begrundet i den pågældendes religiøse og kulturelt betingede holdninger. I modsætning til Jensens og Rothsteins fremstillingsform, som selvfølgelig er saglig og objektivt videnskabelig.

Ikke særligt indlysende
Hvori det videnskabelige i deres metode består, kan det ind i mellem være vanskeligt at se. Det er i al fald ikke den antagelse, som de to tilsyneladende hylder, at alle religioner er lige illusoriske. En sådan relativistisk indstilling er ikke udtryk for en særlig videnskabelig tilgang, men for et helt personligt standpunkt. Og dermed lige netop udtryk for det, de selv angriber andre for.
Naturligvis møder vi alle op med en eller anden baggrund for vore holdninger og standpunkter. Det er længe siden, det er blevet påvist, at det helt neutrale udgangspunkt ikke eksisterer. Kunsten er at lade sine egne holdninger træde i baggrunden.
Den ateistiske videnskabsmand er således ikke mere objektiv end den videnskabsmand, som i sit private liv finder plads for en religiøs dimension. Og den anmelder, som i sit private har en religiøs overbevisning, er ikke nødvendigvis ude på at hyppe sine egne kartofler, hvis han kigger en religionshistorisk fremstilling efter i sømmene og fremholder nogle steder, hvor de ærede forfattere efter hans bedste overbevisning hopper over, hvor gærdet er lavest. Han gør bare sit arbejde ved at forholde sig kritisk. Det er der ingen grund til at blive fornærmet over. Heller ikke hvis anmelderen er folkekirkepræst, ja oven i købet, som de to skriver det, så vi lige kan blive klar over problemets omfang, "en kristen folkekirkepræst".
Uha da.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu