Læsetid: 2 min.

Ballettens glade enke danser af

Debat
10. december 1998

Balletmester Maina Gielgud forlader Kgs. Nytorv lige så høfligt og uforstående, som hun ankom

KOMMENTAR
Det uundgåelige og glædelige er sket: Den britiske balletmester Maina Gielgud har i går sagt sit job op ved Den Kongelige Ballet.
Fratrædelsen sker ved udgangen af denne sæson i juni, altså et år førend hendes ansættelse udløb i følge kontrakten, og skyldes officielt, at Gielgud har taget imod et stillingstilbud som chef for Scottish Ballet i Glasgow.
Virkeligheden er den, at det aldrig lykkedes Gielgud at forstå Den Kongelige Ballet. Derfor har hendes halvandet år på posten været én lang martyrvandring. Men hvorfor gik det så galt?

Anorexi-repertoire
Gielgud overtog et kompagni, der var fuldstændig væltet omkuld efter Peter Schaufuss' hæsblæsende balletmestersæson og efter to år med Johnny Eliasen som konstitueret leder. Og Gielgud havde tilsyneladende de rette ambitioner: Ro om kompagniet, Bournonville tilbage i repertoiret og flere nye koreografier.
Det gik bare fuldstændig modsat. Første åbenlyse krise skyldtes Gielguds diktat-opfordring til danserne om at tabe sig - og derefter hendes benægtelse af det. Så afsløredes resultaterne af hendes valg af ti udenlandske og komplet uhomogene dansere. Og endelig kom striben af uheldige balletter: Flemming Flindts De Røde Sko, som Gielgud dog retfærdigvis ikke selv havde bestilt, men derefter Gielgud-dispositionerne Maurice Béjarts Gaité Parisienne, der fremstod som det pinligste sommergøgl, Nureyevs Don Quixote, der mildest talt er ligegyldig, og nu senest Hynds forlorne Den Glade Enke, som Gielgud en gang selv havde danset.
Udadtil er Gielgud imidlertid lige så høflig som den dag, hun blev præsenteret.
I sit afskedsbrev har hun da også udtrykt ønske om, at Den Kgl. Ballets dansere 'vil finde den rigtige person (...), som kan føre dem frem til den succes, som sådan et talentfuldt kompagni fortjener'.

Mange muligheder
Spørgsmålet er naturligvis, hvem denne nye balletmester vil blive. Det Kgl. Teater meddelte i går, at det snarest vil opslå stillingen til besættelse fra sommeren 1999, og umiddelbart er der adskillige mulige kandidater.
Blandt de yngste stråler Nikolaj Hübbe, der p.t. er solodanser ved New York City Ballet, Lloyd Riggins, der er solodanser ved Hamburg Ballet, og Alexander Kølpin, der er freelance.
Men ingen af disse har nogen ledererfaring i større skala. Af nuværende balletmestre nævnes Dinna Bjørn fra Den Norske Nationalballet, men også Peter Martins fra New York City Ballet, der måske er det mest fristende bud, fordi han har spredt så megen energi i kompagniet ved sine nylige iscenesættelser.
Det væsentligste bliver dog, om den kommende balletmester skal udnævnes af den nuværende teaterchef Michael Christiansen og hans bestyrelse, eller om også de vil forlade teatret først - som et resultat af deres mange forkerte chefbesættelser, Fuglens endeligt og nyligst handlingsplanens forkastelse.
For skal den nye balletmester kæmpe mod teatrets nuværende ledelse, kræves der nok snarere brede skuldre og fandenivoldskhed end raffineret stilfornemmelse og historisk ansvarsfølelse.
Og så kan det gå akkurat lige så galt, som det gik med den fordums så glade enke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her