En Dogme-film er blevet 1990'ernes måske største danske filmsucces. Måske er der ligefrem håb for andre frække og anderledes tænkende filmspirer i den danske muld?
Thomas Vinterbergs Festen er bortset fra Titanic Danmarks mest sete film i år.
Der er ikke noget at sige til, at markedsføringsfolkene er glade for at kunne skrive den imponerende kendsgerning med store bogstaver i avisernes biografannoncer. Endelig fylder en dansk film biografsale i hele landet, og vel at mærke en film, som samtlige kritikere har anbefalet som god filmkost.
Halvfemsernes danske film har budt på overraskende genre-film, nybølger og senest nogle duelige dogmer. Thomas Vinterberg er en af de instruktører, som i løbet af halvfemserne har fået lov til at udvikle sit talent inden for mange forskellige formater. Hans afgangsfilm fra Filmskolen Sidste Omgang, novellefilmen Drengen der gik baglæns og hans første spillefilm De Største Helte blev alle godt modtaget. Men først med Festen har han fået et stort publikum.
Det tager tid for publikum at vænne sig til anderledes anretninger, og det tager tid for filmskaberne at få deres nye ideer ordentligt på plads. Der skal et par film til for at kunne udkonkurrere Titanic, og det er vigtigt, at danske talenter får mulighed for og arbejdsro til at prøve.
Da Lars von Trier i 1987 i forbindelse med premieren på sin provokerende spillefilm Epidemic sagde, at film skal være som en sten i skoen, var der ikke mange, der lyttede. Det år gik Pelle Erobreren og Babettes Gæstebud deres internationale sejrsgang, og publikum ville hellere se Bille August og Gabriel Axels adaptioner af dansk litteraturskat end tage på hypnotisk udflugt med Trier på de tyske landeveje. Kun 5.000 solgte billetter blev det til, og anmelderne var ikke gode ved filmen.
Filmen var mere ment som et eksperiment end en publikumsfangende succes. Lavet for blot 1,5 mio. kroner havde den et råt sort/hvidt look, og indholdssiden var lige så upoleret. Sammen med manuskriptforfatteren Niels Vørsel tegner Trier filmens forløb på sin dagligstuevæg og dissekerer trefarvet tandpasta i løbet af den besynderlige historie om et filmmanuskript, der pludselig bliver væk, mens en uforståelig epidemi breder sig blandt filmfolkene og i deres nydigtede historie.
Filmen blev kult og fik i 1997 re-premiere akkompagneret af pænere omtale. Efter Triers senere mere helstøbte værker kunne man pludselig se, hvad han havde forsøgt at formulere med Epidemic. Trier havde fat i noget vigtigt den gang, men det var svært at se i den ujævne film. Nu har han efterhånden vænnet den danske befolkning til sit mærkelige univers og opfindsomme filmsprog, men i firserne tydede ikke meget på, at han ville blive en af dansk films bølgebrydere i halvfemserne. Eller på, at han med 'Epidemic' foregreb en lavbudget-bølge, som skulle blive kendetegnende for mange af halvfemsernes toneangivende produktioner.
I et lille land med en beskeden filmproduktion er der ikke plads til mange fejlskud. Det kan være svært at komme til fadet efter en dårligt modtaget film, hvad enten det er kritikerne eller publikum, som har forkastet værket. Man skal helst ramme bredt og sikkert hver gang.
Heldigvis lod Trier sig ikke slå ud af de barske anmeldelser og det uforstående publikum - og han fik lov til at lave film igen. Han fik mulighed for gennem flere forsøg at udvikle sine ideer og sit filmsprog, og har nu efter store produktioner som Breaking the Waves pudsigt nok nærmet sig Epidemic igen med den sparsomme og søgende stil i dogme-filmen Idioterne.
Thomas Vinterberg var blandt de fem instruktører, som i 1996 debuterede med barske portrætter af dagens Danmark. I De Største Helte fulgte han en far på flugt op gennem Sverige sammen med sin datter og bedste ven. Carsten Fromberg sendte en flok fanger på en dramatisk overlevelsestur i Sverige i Ondt Blod; Anders Rønnow-Klarlund byggede tre parallel-historier op omkring dagen for unionsafstemningen i Den Attende; Niels Arden Oplevs Portland tegnede et sort portræt af to brødres kriminelle liv i Aalborg; og Nicholas Winding Refn slap smågangsterne løs på Vesterbro i Pusher. Aldrig havde dansk film set så mange uheldige randeksistenser og så meget sortsyn på blot otte måneder. Kritikerne samlede filmene under betegnelsen 'den ny bølge' og fyldte spalterne med hårde udtalelser fra 'de vrede unge mænd' om, at 'det hele går ad helvede til' og at 'det er bedre, at efterlade folk uden håb end med et falsk håb'.
De fleste af nybølgenavnene nævner Trier som vigtig inspirationskilde. Men de mere amerikaniserede genrers indtog, med film som Ole Bornedals Nattevagten, har også haft betydning. Dansk film fik pludselig lov at boltre sig inden for hidtil uprøvede former og anderledes udtryksformer, og mange instruktører bestemte sig for at forsøge at overraske folk med noget, de ikke vidste, de ville have, i stedet for at køre videre i samme rille.
Nybølgefilmene blev trods megen god omtale forbigået ved billet-
lugerne. Kun Pusher blev et stort hit med over 200.000 solgte billetter. De andre film vandt flere priser på festivaler og fik stor opmærksomhed i udlandet, men klarede ikke skærene herhjemme. De voldsomme nutidshistorier fra den kriminelle underskov, fortalt i et ofte hårdtslående filmsprog og uden 'jamen-vi-kan-da-snakke-om-det'-løsninger, var ikke det, folk ville se. Så kunne det være nok så nyt og prisbelønnet.
Man kunne have troet, at nybølgefilmenes sørgelige skæbne ved billetlugerne også ville overgå
dogme-filmene. Da Lars von Trier sammen med Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring lancerede det opsigtsvækkende manifest 'Dogme 95', virkede det som alt andet end vejen til et folkeligt gennembrud. Manifestets ti regler prædiker filmisk askese og fratager instruktøren muligheden for at bruge sædvanlige effekter som underlægningsmusik og lyssætning, hvilket umiddelbart ikke virker som måden at lokke folk i biografen.
Heldigvis blev der ikke noget afskrællet over resultatet, tværtimod. Nogle tendenser, som har udviklet sig gennem flere film i halvfemserne, bar her frugt. Festen og Idioterne fik deres historier til at fungere, legede med udtrykket uden at blive utilgængelige og gav skuespillerne plads til at udfolde sig optimalt.
I dag er Thomas Vinterberg et navn, enhver biografgænger kender, men for blot to år siden kæmpede han og De Største Helte sammen med andre ubeskrevne instruktører for at få opmærksomhed og publikum. 1990'erne har budt på en imponerende række af debutanter, men mange af dem har haft svært ved at komme videre efter deres første film.
Jonas Elmers lille perle Let's Get Lost løb sidste år med priserne for årets bedste film foran både Triers Riget og Malmros' Barbara. Filmen var oprindelig tænkt som en novellefilm, men voksede undervejs til spillefilmslængde. Den er skudt i sort/hvid, har et lille budget og tager udgangspunkt i miljøet omkring en flok venner på Nørrebro uden at have en historie med de store armbevægelser. Store dele af filmen er improviseret frem, hvilket måske er en af grundene til dens naturlighed og nerve. Elmer byggede filmen på et skriftligt oplæg på blot tre sider med kortfattede beskrivelser af, hvordan 39 scener kunne forløb. Kun enkelte replikker som den centrale 'Hvordan kan du bare holde op med at elske mig?' var nedskrevet.
Med sin vindende statuette i hånden under Bodil-prisuddelningen udtalte Elmer, at det er vigtigt, at der er plads til at fejle. Det er svært at lave film, og det kan ikke lykkes hver gang. De fleste kritikere så i sin tid Epidemic som en seriøs fejltagelse efter den lovende The Element of Crime, men Trier fik lov at komme igen.
Det gør Elmer forhåbentlig også. Han fik for nylig afslag fra Filminstituttet til sine nye spillefilmidé - men måske er man heller ikke så godt stillet i støttesystemet med manuskripter bestående af tre siders stikord... Det spinkle nedskrevne materiale resulterede med Let's Get Lost i en velfungerende og charmerende film, men det var ikke nemt at forudse på papiret.
En anden talentfuld debutant, der har haft svært ved at komme i gang med sin nye film, er Lotte Svendsen. Hun slog igennem med skarpe samfundssatirer: novellefilmene Café Hector, - hvor en kikset mand går amok på en in-café - og det lille mesterværk Royal Blues om en arbejdsløs pige, som forsøger at få audiens hos kronprinsen, så han kan benåde hendes kæreste. Lotte Svendsens første spillefilm, Bornholms Stemme. har ladet vente på sig, men er nu under indspilning.
At prisbelønnede og roste talenter har så store problemer med at komme videre, kan være svært at forstå, men det skyldes nok at publikumstallene ikke altid følger kvalitetsfilmene. Det er dyrt at lave film, og filmverdenen er i bund og grund en industri, som gerne skulle tjene penge. Kun to ud af ti danske spillefilm spiller sig ind. De sælger helt enkelt for få billetter.
Mens vi varmer os ved 'Festen's over 300.000 solgte billetter, kan man kaste et blik på de andre danske film i biograferne i øjeblikket. Henning Carlsens I Wonder Who's Kissing You Now har solgt omkring 10.000 billetter, Linda Wendels Mimi og madammerne lidt mindre, og Christian Braad Thomsens Den Blå Munk eller debutanten Thomas Borch Nielsens techno-thriller Skyggen ser ikke engang ud til at kunne nå så højt.
Altså fire fiaskoer på rad i dette efterår! Selv om dansk film procentvis klarer sig pænt i de danske biografer med 12 % af det samlede filmudbud og 14 % af de solgte billetter, er det oftest nogle få film, der sikrer den opmuntrende statistik.
De færreste danske film er på højde med Festen, men de fleste har noget interessant at byde på. Der har været mange opsigtsvækkende debuter de sidste år, og de er værd at opsøge i biografen.
Hvis regeringens forslag til finansloven går igennem, får dansk film hele 75% mere i støtte over de næste tre år. Det vil give flere instruktører mulighed for at holde sig i gang og forhåbentlig skabe flere Titanic-truende film. Hvad med at vi som publikum satser mere på dem i den anden ende? Det er ikke en dundrende fest hver gang, men der er tit noget godt på menuen. Og det er sjovt at opdage ting på vej, og se det nye, mens det stadig er nyt.
Eva Novrup studerer film- og medievidenskab på KUA og har netop bidraget til antologien Klondike og Karaoke - dansk medie- og populærkultur i 90'erne. Her har Eva Novrup skrevet kapitlet Dansk film i 90'erne.
