Nazisterne har et fristed i Danmark. Netop derfor er det vigtigt, at et dansk center for Holocaust- og Folkemordsstudier er vedtaget netop i 50-året for vedtagelsen af FN's menneskerettigheds-erklæring
Den 10. december 1998 vil verden højtideligt fejre 50-året for vedtagelsen af FN's menneskerettighedserklæring. Der vil lyde en masse flotte og svulstige ord fra prominente og sikkert velmenende politikere i kjole og hvidt og selskabskjoler som til en nytårskur hos dronningen.
Alligevel lader det sig ikke skjule. Folkemord som den ultimative fornægtelse af menneskerettigheder er øjensynlig kommet på mode rundt om i tv-verdenens globale landsby. Næsten dagligt præsenterer vores egen TV-Avis og Nyhederne på TV2 dramatiske billeder af massakrerede lig i forskellige grader af opløst tilstand. Der synes stadig længere mellem intentioner og virkelighed på vor jord, hvor vi kommer stadig tættere på begivenhederne i lande, der tidligere lå langt væk.
Hvorfor skal vi i det hele taget se det? Er det blot endnu et udtryk for tv-mediets behov for at skulle være dramatisk? Hvorfor skal vi have voldsporno midt i familiens middagsmad? Det er naturligvis et gode, at det foregår så langt væk fra vort eget civiliserede land, hvor vi heldigvis har været forskånet for denne skyggeside af det 20. århundredes teknologiske udvikling. Derfor kan vi nøjes med at se på det som på en splatterfilm eller en blodig boksekamp.
Men vedkommer det os egentlig?
"Aldrig mere Auschwitz" var verdensoffentlighedens reaktion på oplysningerne om nazisternes systematiske udryddelse af jøder og sigøjnere efter Anden Verdenskrig, som foregik lige syd for os i et af datidens mest civiliserede lande. Næsten to genera-
tioner efter krigens afslutning kaster Holocaust stadig skygger ind over det moderne internationale samfund. Man så det f.eks. i efterårets følelsesladede danske debat op til nynazisternes - noget forkølede - march til minde om Rudolf Hess. Debatten afspejlede en nærmest traumatisk angst for nazisme i det moderne danske samfund.
Så måske er det alligevel noget, der vedkommer os.
I Danmark er vi ved at få visse racistiske tendenser, fordi vores land tilsyneladende er ved at ændre karakter fra måske den mest homogene nationalstat i hele verden til at blive et 'multietnisk' samfund.
Der snakkes i al fald så meget om det, at vi har fået partier, som identificerer ondets rod: De 'fremmede', som 'snyl-ter' på det danske velfærdssystem. Var det ikke sådan, det hele startede i det civiliserede Tyskland for godt to genera-tioner siden?
I Danmark er et såkaldt Selskab for Fri Historisk Forskning i gang med et forsøg på at fjerne pletten, der hedder Holocaust. Selskabet har flere akademiske medlemmer og er måske i virkeligheden farligere for den demokratiske kultur i Danmark end Jonni Hansen og hans velkendte lille flok i Greve. Aktiv bekæmpelse af Holocaust-benægtelse foregår i landene omkring os. Imens spiller Danmark en vigtig rolle i den internationale nazismebevægelse og giver dermed den danske stat et udenrigspolitisk imageproblem.
Det vedkommer altså os alligevel.
Dertil kommer, at nutidens mennesker og samfund handler ud fra deres erfaringer fra - og viden eller mangel på viden om - fortiden. Det gælder også for os som en del af Europa, hvor de fleste lande - Tyskland inklusive - har Ho-locaust-traumet som en del af deres historiske arv.
Kun ved at tage bevidst stilling til og aktivt bekæmpe de traumer, som Holocaust og mange andre folkemord i det 20. århundrede har efterladt, vil det være muligt at bryde den onde cirkel, hvor en gammel forurettelse kan bruges til at legitimere nye folkemord. En afgørende forudsætning for, at dette kan lykkes, er en dokumentation af fortidens ugerninger.
Jamen, dét vedkommer da ikke i al fald ikke os danskere. Vi har jo netop ikke erfaringer med folkemord. Tværtimod redede vi jo 'vore' jøder fra det nazistiske Holocaust!
Her er vi efter min mening fremme ved det afgørende argument for, at netop Danmark har en moralsk forpligtelse til at gøre en pionérindsats på dette område og har de helt rigtige forudsætninger for at kunne bidrage positivt i arbejdet med at forhindre fremtidige folkemord. Ikke bare må vi søge at leve op til vores image fra oktober 1943, hvor danske jøder blev forhåndsvarslet. At bidrage til at forhindre fremtidige folkemord vil også være en yderst naturlig konsekvens af den nuværende danske udenrigspolitik - herunder Danmarks meget aktive indsats på menneskerettighedsområdet, vores deltagelse i fredsbevarende aktiviteter under FN og OSCE samt vor pionérindsats vedr. rehabilitering af torturofre.
Det kunne ske gennem et særligt Dansk Center for Holocaust- og Folkemordsstudier, som efter forslag fra CD's gruppeformand Peter Duetoft netop er kommet med på næste års finanslov. Sådan et center kunne - ideelt set - dels bidrage til international forskning ud fra særlige danske perspektiver, dels fungere som dynamo for formidling af den nyeste viden til den danske offentlighed. Det nedenfor skitserede projekt integrerer Duetofts ideer, men forsøger tillige at gå videre for at kunne leve op til slagordet 'Aldrig mere Auschwitz'.
Som det bedst undersøgte og dokumenterede folkemord er Holocaust naturligt parameter for al videnskabelig forskning i folkemord. Men det etisk-moralsk sigte med et sådant center må naturligvis være at identificere de faktorer af mere generel karakter, som også i dag fører til folkemord. Centret skal derfor som et vigtigt mål have udarbejdelsen af veldokumenterede forslag til initiativer, som kan forhindre - eller i det mindste bremse - politiske udviklinger rundt om i verden, som kan føre til nye folkemord.
Alligevel har Peter Duetoft ret i at trække Holocaust frem som noget specielt. I Sverige førte f.eks. en undersøgelse af det chokerende lave vidensniveau hos svenske skoleelever omkring Holocaust til projektet "Levande Historia", der "med utgångspunkt i Förintelsen under andra världskriget skall ta upp frågor om medmänsklighet, demokrati och alla människors lika värde".
Men også i Danmark søger Holocaust-benægtelsens bagmænd målrettet og meget bevidst at udnytte usikkerheden hos visse befolkningsgrupper over Danmarks udvikling i retning af et multietnisk samfund og profitere af evt. manglende viden om nazismens ugerninger og/ eller fortrængning af historiske paralleller til det, der sker i nutidens Danmark. Og den lægger ikke skjul på sit politiske formål: Den ønsker at gøre den 'nationale socialisme' stueren som ideologi igen (se f.eks. 'Danmarks første patriotiske hjemmeside' på internet-adressen ).
Denne udfordring til den danske demokratiforståelse må ikke bagatelliseres, men imødegås med demokratiske midler i forlængelse af en grundfæstet dansk tradition. Dvs. gennem kvalificeret oplysning. Hertil kommer det ønskværdige i at sende et politisk signal til omverdenen om, at Danmark på den ene side sætter ytringsfriheden meget højt, men på den anden side også ønsker at blive kendt for andet end for at være en fri zone for produk-
tion og distribution af nynazistisk propaganda.
Med visse korrektioner kan det svenske koncept blot versioneres til dansk og kun bearbejdes, hvor der er forskel på danske og svenske samfundsforhold. Derfor kan - og bør - et dansk center for Holocaust- og folkemordsforskning principielt koncentrere sine ressourcer om tre andre, dermed intimt forbundne perspektiver, som ikke står centralt i det svenske, stærkt Holocaust-orienterede projekt:
*Folkemordsforskning i et bredere perspektiv samt betydningen af kampen for menneskerettighederne som et middel til at forhindre folkemord.
*En mere målrettet bekæmpelse af Holocaustbenægtelse og andre former for benægtelse af folkemord.
*Udarbejdelse af strategier, som kan hjælpe samfund med at komme ud af kollektive traumer, der er opstået pga. tidligere folkemord.
Centret er således primært tænkt som en videnskabelig velfunderet international drivkraft og dermed som en samarbejdspartner i opbygningen af 'early-warning-systems' på NGO-plan samt ved andre initiativer, som kan bidrage til at forhindre nye folkemord.
Samarbejdet med et allerede eksisterende svensk og et planlagt norsk center bør være så tæt som muligt, således at de tre centre med tiden kunne udvikle sig til et internordisk Center for Holocaust and Genocide Studies uden sidestykke i hele den europæiske universitetsverden. Allerede fra begyndelsen vil et sådant nordisk samarbejde betyde, at de tre lande vil høre til blandt de førende institu-tioner på verdensplan inden for dette vigtige område, hvis betydning vokser, efterhånden som den globale landsby bliver mindre og mindre.
Det kunne være den danske gave til festlighederne den 10. december 1998.
*Stig Hornshøj-Møller er historiker, mag.art.
Apropos - Udryddelser
"Holocaust-løgne preller af på danske unge," skrev Information den 1. dec. En Gallup-undersøgelse for Undervisningsministeriet har netop vist, at 95 procent af danskere i alderen 15-18 år er overbevist om, at nazitidens systematiske jødeudryddelser fandt sted.
Forsøgene på at benægte Holocaust kan man ifølge dagens Retfærd og Velfærd stifte bekendtskab med på f.eks. 'Danmarks første patriotiske hjemmeside' på internet-adressen, som dog kun syv af undersøgelsens ialt 615 interviewpersoner havde været inde på.
Åbenbart fungerer det veldokumenterede folkemord på Europas jøder, symboliseret i navnet 'Auschwitz', også for unge generationer som advarende eksempel på den ultimative menneskeforagt. Ikke mindst er det en skræmmende tanke, at 'Auschwitz' jo også er symbol for en grum udnyttelse af moderne vestlig systematik og teknik: Kun et moderne og præcist arbejdende bureaukrati kan så præcist registrere folks status og opholdssted. Kun et moderne samfund kan effektivt fragte de således udpegede ofre til udryddelsesstedet pr. jernbane. Og endelig krævede fremstillingen af den relativt billige (!) giftgas Cyan B en kemisk industri, der også på massemordets særegne problem fandt en fiks løsning.
Alt dette er til kvalme-grænsen dokumenteret i franskmanden Claude Lanz-manns fire timer lange filmværk Shoah. Lanzmanns omhyggelige dokumentation af, hvad der skete, og hvem der gjorde hvad for hvilke penge, måtte også lede tanken hen på, at meget få ikke-moderne samfund kan opnå samme detaljeringsgrad i udryddelsen af bestemte befolkningsgrupper. Også selv om det fra historikerside hævdes, at den svenske erobring af de tidligere danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge i sin tid kostede en tredjedel af landsdelenes befolkning livet. Formentlig var det en del af udryddelseskriteriet, at offeret talte dansk.
Men samtidig er der grund til at huske på, at folkemord desværre ikke er begrænset til vestlig kulturkreds og effektivitet. Det kan være nok, at tilstrækkelig mange mennesker suggereres til at mene, at bestemte andre bør udryddes - som i Rwanda.
Der er sådan set god grund til at fejre eksistensen af menneskerettighederne i disse dage.
mlk
