Læsetid: 1 min.

Ekstremt ufarlig

Debat
8. december 1998

Det er ikke umagen værd at spilde mere tid på den højre-nationale studenter-organisation Dansk Forum

POLITIK
Søren Skriver Tillisch skriver i Information den 5. dec. om den højrenationale studenterorganisation Dansk Forum, der stiller op til valget på Københavns Universitet. Han undrer sig over, at Forenede Studenterråd ikke svarer offensivt igen på deres ubehagelige synspunkter.
Grunden er, at vi ikke tager dem seriøst.
Forenede Studenterråd er et samarbejde mellem ca. 30 fagråd, som studerende opretter på hvert enkelt fag. Som aktiv i et af disse bekymrer jeg mig meget lidt om Dansk Forum. Hvis man kender lidt til de holdninger, der findes blandt de studerende, må man erkende, at der er ingen chance for, at Dansk Forum vil få nogen som helst indflydelse på noget som helst.
Det er i øvrigt ikke rigtigt, som Tillisch skriver, at Konservative Studerende vandt en plads ved sidste valg, på proteststemmer mod Forenede Studenterråd. De mistede deres sidste plads i konsistorium allerede ved valget i 1996. Derimod har der altid været tradition for, at nogle mere eller mindre useriøse foreninger stiller op til valgene. Tidligere har Københavns Kovælter Forening stillet op, ligesom der også har været en forening, der krævede flere bævere i konsistorium. I år er det så Dansk Forum.
De er at betragte som et forvirret sammenrend af småfascistoide, nationalchauvinistiske tågehorn, tilsat et stænk paranoia. Jeg vil gætte på, at de får 100-150 stemmer, svarende til det antal forvirrede højreekstremister, der uundgåeligt findes blandt 30.000 studerende. Dem vil vi ikke rende rundt og lave kampagne imod, for det er de simpelt hen ikke værd. Så vil vi hellere bruge energien på at fremføre vores egne uddannelsespolitiske holdninger.
Jeg har så meget tillid til demokratiet, at jeg godt tror, de studerende kan gennemskue Dansk Forums tåbeligheder. De er trods alt iøjenfaldende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her