Takt og tone. Sådan diskuterer man kunst med folk fra det etablerede system
KUNST
Ole Thyssen harcelerer i sin anmeldelse den 1. december af Leo Tandrups nye bog: Et hug i brystet, blandt andet over, at forfatteren mangler respekt for de mennesker, han diskuterer med; at forfatteren mener at have patent på sandheden. At dømme efter den tone og de argumenter, der lægges for dagen i anmeldelsen, er der næppe grund til at tro, at den i sig selv skulle virke forbedrende på Tandrups mangel på respekt.
Forfatterhjælp
For at undgå at andre forfattere i fremtiden skal blive beskyldt for mangel på respekt for folk fra det etablerede system, så håber jeg, at følgende elleve punkter kan være dem til hjælp:
1. Du skal vide, at din mening blot er en af mange, og at traditionen ikke udgør nogen fælles målestok for kunstvurdering.
2. Du skal vide, at det der er sandt for os ikke behøver at være sandt for dig.
3. Du skal vide, at uanset hvor meget du fordyber dig i en sag, så er din mening subjektiv.
4. Du skal vide, at folket ikke mere eksisterer.
5. Du skal vide, at der ikke findes nogen objektiv måde at bedømme kunst på.
6. Du skal vide, at du ikke kan udlede noget af historien, som kan bruges i vores samfund.
7. Du skal vide, at mennesket - ikke mindst inden for kunst- og kulturlivet - aldrig har stået på et højere stade end i dag.
8. Du skal vide, at du ingen ret har til at kritisere kunstnere, der er anerkendt af akademirådet eller af anden ligestillet organisation.
9. Du skal vide, at kritiserer du alligevel, så forsager vi dig og alt dit afkom til evig tid.
10. Du skal vide, at er du ikke enig i overstående punkter, så gør du klogt i at tænke dig grundigt om en ekstra gang og nøje overveje, hvilke planer du har for fremtiden.
11. Du skal vide, at vi ved hvem din familie og venner er.