Læsetid: 5 min.

Finansministeren truer demokratiet

Debat
3. december 1998

Mogens Lykketoft reducerer de øvrige ministre til stats-sekretærer, og tvinger folketingsmedlemmer til at forsvare noget, de ikke har haft indflydelse på

POLITIK
Tirsdag den 24. november talte jeg med flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer om, hvad der skete i finanslovsforhandlingerne. De spurgte mig, om det var rigtigt, at efterlønnen var inde i forhandlingerne. Det havde de hørt rygter om. Jeg kunne ikke rigtigt hjælpe dem. SF var jo ude af forhandlingerne. Om vi overhovedet havde været inde, er så en anden historie.
Ordførerne uden viden
Natten mellem den 24. og 25. november indgik regeringen som bekendt finanslovsforlig med Venstre, Det konservative Folkeparti, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. I de følgende dage talte jeg med forskellige folketingsmedlemmer fra forligspartierne om, hvilke konsekvenser finanslovsforliget havde på konkrete områder, hvor de pågældende var ordførere. Men de kunne stort set ikke hjælpe mig udover, hvad der stod i forligsteksten, som jeg jo selv kunne læse.
Jeg talte også med adskillige journalister, der ved henvendelser i ressortministerier ikke havde kunnet få megen hjælp til at finde ud af, hvad finanslovsforliget betød på konkrete områder udover, hvad der stod i selve forligsteksten. Ikke så overraskende, da tekstens endelige udformning var sket i Finansministeriet. Det afspejlede helt tydeligt, at det var i Finansministeriet, det foregik, med finansministeren ved bordenden. Ressortministerierne var mere eller mindre koblet fra, og de forskellige ordførere på ressortområderne var koblet helt fra, medmindre de pågældende direkte var involveret i finanslovsforhandlingerne.

Lykketoft alene vide
Finansministeren og dermed Finansministeriets dominerende magt tog for alvor til i midten af 1980'erne, men er blevet endnu mere udpræget fra 1993 med Lykketoft som finansminister. Her begyndte man at knytte flere lovgivningskomplekser til drøftelserne og vedtagelserne af finanslove. Og denne tendens er blevet forstærket yderligere under Lykketoft. I 1994 og 1995, hvor der blev lavet forlig til højre, blev såkaldte arbejdsmarkedsreformer knyttet til finansloven. I 1996 og 1997, hvor der blev lavet aftaler med SF, blev der også i mindre omfang lavet aftaler om noget, der ikke direkte havde med finansloven at gøre f.eks. vandmiljøplanen sidste år.
Men dette års finanslovsforlig overgår dog alle tidligere finanslovsaftaler med hensyn til at lave ny lovgivning. Det mest udprægede eksempel herpå, er aftalen om den nye efterlønsordning. Da den ny efterlønsordning er så omfattende og griber ind i så mange andre forhold, burde den selvfølgelig ikke gennemføres uden forudgående grundig lovforberedende arbejde. Der burde for længst have været nedsat en sagkyndig kommission, der kunne have inddraget alle elementer, herunder hvad forskellige ændringer i efterlønsordningen - evt. kombineret med ændringer i folkepensionsalderen - ville betyde for forskellige befolkningsgrupper.
Man - regeringen, med finansministeren i spidsen - turde imidlertid ikke lægge problemstillingen åbent frem. Man ønskede at aftale ændringerne bag lukkede døre. Derfor handlede regeringen og forligspartierne som en tyv om natten. Derfor fremtræder Nyrup som utroværdig, for alt hvad der er blevet sagt af Nyrup under valgkampen, på faglige kongresser, har givet indtryk af, at Nyrup ville forsvare efterlønnen og kun gennemføre mindre justeringer.

Magtkoncentrationen
Det seneste finanslovsforlig understreger endnu engang, at det er finansministeren og Finansministeriet, der bestemmer. I mange tilfælde er det endda sådan, at det er finansministeren der sidder for bordenden, når forhandlingerne foregår om emner, der vedrører ressortministres områder. Det var således finansministeren, der var regeringens hovedforhandler i forbindelse med pinsepakken. Dette til trods for, at skatteministeren både er saglig meget kompetent og en dygtig forhandler.

Grotesk hvor der fifles
Det er også ganske utroligt, hvad der kan blive bragt ind i finanslovsforhandlingerne. Det gælder, selv om temaet ikke har noget med finansloven at gøre. F.eks. optrådte der pludselig et afsnit om 10. klasse-problematikken som en del af den tekst til finanslovsaftale, som vi i SF blev præsenteret på det sidste møde, vi deltog i. Det groteske er bl.a., at 10. klasse er en del af folkeskoleforliget, og at forligspartierne i øjeblikket forhandler udformningen af en kommende 10. klasse. Bag folkeskoleforliget står Socialdemokratiet, Venstre, SF, CD, de radikale og Fremskridtspartiet. Men ikke de konservative. Alene af den grund, var det grotesk, at 10. klasse-problematikken pludselig optrådte i finanslovsforhandlingerne. Hvorfor det skete, ved jeg ikke. Måske var det en ren tanketorsk. Måske afspejler det den udbredte tendens til, at Finansministeriet mener sig berettiget til at beskæftige sig med alt. Altså også af organiseringen af og indholdet i 10. klasse.
10. klasse-problematikken røg naturligvis ud af den endelige aftale om finansloven, efter at vi havde gjort opmærksom på, at 10. klasse er omfattet af folkeskoleforliget. Men på uddannelsesområdet er der til gengæld omtalt meget andet, som i realiteten griber ind i noget af det, som tidligere ville være blevet handlet af mellem undervisningsministeren og de uddannelsespolitiske ordførere. Spørgsmålet er i høj grad, hvor meget deltagerne i de natlige forhandlinger i Finansministeriet mellem den 24. og 25. november vidste om, hvad finanslovsforligets tekst betyder af indholdsmæssige ændringer på uddannelsesområdet. De mennesker, der havde den konkrete viden var jo ikke til stede.

Richelieu og Solkongen
Den måde, finanslovsforhandlingerne føres på, og aftalerne bliver indgået på, betyder: At finansministeren, som en moderne Richelieu, har fået en helt afgørende indflydelse på snart alt, og ikke kun på hvordan pengene bruges, men også på indholdet. At Finansministeriet fungerer som et overministerium i forhold til de andre ministerier. At ordførerne i en række partier på deres respektive ressortområder reelt er sat ud af spillet, når sagerne handles af i Finansministeriet. At den finansministerielle og økonomistiske tænkning mere og mere præger tænkningen i de andre ministerier måske for at foregribe Finansministeriets indgriben. At centrale problemstillinger forhandles i nattens mulm og mørke og ny lovgivning aftales uden forudgående åben diskussion.
Det er et demokratisk problem, at store reformer gennemføres hen over hovedet på folk uden forudgående diskussioner. Åbne diskussioner med inddragelse af organisationer, diskussioner i pressen, på møder m.v. er netop en forudsætning for og en del af demokratiet. Selv om f.eks. Socialdemokratiet er vant til en udpræget centralistisk beslutningsproces, må der vel også være grænser for, hvor lidt indflydelse socialdemokratiske folketingsmedlemmer skal have på f.eks. den nye efterlønsordning, som de nu skal ud at forsvare.
Det forringer lovkvaliteten, at Finansministeriet optræder som overministerium. Det er ressortministerierne og ressortordførerne, der besidder den saglige viden. Den saglige viden er ikke nødvendigvis til stede, når natteforhandlingerne foregår i Finansministeriet. Det begrænser mulige visioner inden for f.eks. kultur-, uddannelses-, og socialpolitikken, når alt skal ses i en finansministeriel og økonomisk tænkning.

Hvorfor finder de sig i det
Det er egentlig underligt, at så mange finder sig i det. Først og fremmest de andre ministre, der er ved at blive reduceret til statssekretærer men fortsat med ministerløn og ministerbil. Men også de øvrige ministerier, der er ved at bliver reduceret til underministerier, uden egen identitet. Og selvfølgelig også de socialdemokratiske og radikale folketingsmedlemmer, der skal forsvare noget, de reelt aldrig har haft indflydelse på. Nogle vil måske mene, at det vil være en næsten umulig opgave at fravriste Finansministeriet og finansministeren deres nuværende magt. Sandt nok. Men det er ikke en acceptabel undskyldning. Demokratiet hviler på åbne diskussioner, og at folk bliver hørt. Og det er i demokratiet, at legitimiteten af Lykketofts magt ligger. Derved adskiller Lykketofts magtposition sig trods alt fra Richelieus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her