Kronik

Et folk uden stat

10. december 1998

Et uafhængigt 'Kurdistan' er kun en drøm. Men hvis EU griber chancen nu, kan EU måske danne forbillede for et anstændigt liv for 12-15 millioner tyrkiske kurdere - inden for nationalstatens rammer

ØKONOMI & POLITIK
Den kurdiske nationalisme har eksisteret omtrent lige så længe som den tyrkiske, dvs. siden Første Verdenskrig. Moderne tyrkisk nationalisme blev formuleret i 1920'rne af Mustafa Kemal Atatürk i den klare hensigt at etablere - eller måske snarere retablere - en nationalfølelse sønderrevet af en verdenskrig, hvor Tyrkiet nærmest ved et uheld var blevet medansvarlig taber og derfor blev flået af naboerne, ikke mindst Grækenland.
Men rekonstruktionen af den nationale selvfølelse efter oprettelsen af republikken Tyrkiet i 1923 gik hårdt ud over Tyrkiets etniske mindretal. Set fra Ankara repræsenterede de latente opløsningstendenser for den nye nation.

Kurdisk nationalisme er noget ganske andet. Den kurdiske nation - hvis det giver mening at tale om en sådan - optræder ikke på den internationale scene før i 1918. Og stort set samtidig hermed - i begyndelsen af 1920'rne - kan det konstateres, at skæbnen som nation, der aldrig kan blive en stat, besegles. Fra midten af 1920'rne giver det ikke længere mening at påstå, at der findes en reel mulighed for at en samlet kurdisk stat kan etableres.
En væsentlig del af diskussionen om et forestillet kurdisk fællesskab drejer sig om de grænser, der findes i det kurdiske område. Det er en ofte fremsat påstand, at grænserne mellem Iran, Irak og Tyrkiet er blevet trukket hen over det kurdiske territorium for at forhindre den kurdiske nationalisme i at udvikles. Dette er en sandhed med modifikationer. Grænsen til naboen mod øst, Iran, har en forhistorie, som rækker langt tilbage - længe før nationalismens opståen, og længe før den moderne opdeling af Mellemøsten, som mandatmagterne har foretaget hen over hovedet på folk og fyrster i regionen siden Første Verdenskrigs afslutning.

Men hvor grænserne i området tidligere har repræsenteret en mulighed for at overleve - såvel i økonomisk som i etnisk forstand - udvikles de selv samme grænser i det 20. århundrede til det modsatte, mere og mere udtalt op gennem århundredet. Det har i de foregående århundreder været det kurdiske folks vilkår at være et grænsefolk, der som bønder og nomader så at sige kunne lukrere på at bevæge sig frit i de enorme bjergområder og levere landsbrugsprodukter og brugskunst til befolkningerne i de lande, der støder op til området. Men den politiske udvikling i det 20. århundrede, hvor græn-serne bliver overvåget og kun, hvis man ikke vil udsætte sig selv for livsfare, kan passeres ved bevogtede grænseovergange, omskaber mulighedsbetingelserne for livet i dette gigantiske bjergområde.
Nomadelivet mister ikke sit grundlag, men der sættes nogle særdeles håndfaste be-grænsninger for de økonomiske muligheder og - ikke mindst - for udviklingen af en national identitet. Dertil kommer, at de nuværende grænser for alle de involverede lande har en strategisk betydning, som gør det urealistisk at tale om afgivelse af territorium. Hverken Irak eller Iran vil på noget tidspunkt være villig til at afgive, hvad der i militære kategorier kan betegnes et opmarchområde eller en bufferzone. Den særprægede form for autonomi, der siden Golfkrigen har været i Nordirak, er en undtagelse. Men Saddam Hussein har bl.a. ved giftgasangreb på kurdiske landsbyer overbevisende demonstreret, at han under 'normale' omstændigheder insisterer på at være den, der bestemmer i hele
Irak.
Lignende militærstrategiske overvejelser kan anføres for Tyrkiets vedkommende. Men desuden kan der være god grund til at overveje den specielle tyrkiske opfattelse af grænsen mod øst. For den tyrkiske politiske og militære elite forekommer selve dis-kussionen absurd - det kemalisiske statsbygningsprojekt har ganske givet haft stor succes med etablering af en mental forestilling om, at Tyrkiets grænser er uforanderlige, uagtet at de faktisk kun er 75 år gamle.
Men allerstørst betydning i virkelighedens verden har de to strategiske ressourcer, olie og vand, som der faktisk er meget store mængder af i det kurdiske område. Hvad olie angår mest i iransk og irakisk Kurdistan, hvad vand angår mest i Tyrkiet, hvor en afgivelse af kontrollen over det kurdiske område ville betyde et farvel til råderetten over Mellemøstens største vandreserver (bortset fra Nilen). Det er blevet hævdet, at den tyrkiske stat har iværksat sit ambitiøse GAP-projekt (et af verdens største dæmnings- og kunstvandingsanlæg) med den bevidste hensigt at pacificere kurderne i området ved at give dem velstand. Sådanne ædle motiver er der næppe grund til at tilskrive den tyrkiske stat. Man har med dette projekt - uanset om området er befolket af kurdere eller ej - ganske enkelt villet skabe vækst i den del af Tyrkiet og kontrol med områdets vand-ressourcer, et potentielt konfliktfelt i relation til Syrien og Irak.
Endelig bringes nomadismen ofte som forklaring på den tyrkiske stats hårde fremfærd over for kurderne, altså at nomadefolkenes livsførelse geråder i konflikt med det moderne samfunds ejendoms- og produktionsforhold. Der er flere grunde til, at dette næppe har ret meget på sig. For det første er der også i de kurdiske områder sket en betydelig urbanisering, og for det andet er andelen af bofaste bønder blandt kurdere i dag langt større end antallet af nomader.

Begrebet Kurdistan anvendes første gang i 1200-tallet af seldjukkerne (tyrkerne) som en betegnelse for et område i bjergene østpå, som ikke for alvor var af interesse for nogen. Det kurdiske område lå uden for de store handelsveje - kurdernes forbindelse til de større mellemøstlige kulturer var som leverandører af kød, uld, tæpper osv. Der er næppe nogen, der før begyndelsen af det 20. århundrede interesserer sig synderligt for at af-grænse et kurdisk område endsige territorium - heller ikke kurderne selv. Ikke desto mindre giver det mening historisk at tale om et folkeslag, som kan kaldes kurdere.
Allerede længe før vor tidsregnings begyndelse, i det mindste fra 650 fvt., tales der om kurdere, dog mere som befolkningsgrupper, indoeuropæiske stammefolk, der befinder sig vest for de babyloniske og assyriske riger, end som egentlige distinkt etniske folkeslag.
Der har været bestræbelser, som har peget i retning af etableringen af et kurdisk hjemland, nemlig formuleringer i den såkaldte Sèvrestraktat, der definitivt opdeler resterne af Osmannerriget i 1920. I Pgf. 62 hedder det, at en kommission, udpeget af England, Frankrig og Italien, inden for seks måneder skal udarbejde en plan for etableringen af lokalt selvstyre i de overvejende kurdiske områder øst for Eufrat, syd for Armenien og nord for Tyrkiets grænse mod Syrien og Mesopotamien (Irak). Endvidere hedder det i Pgf. 64, at hvis et flertal af befolkningen i disse områder inden for et år ønsker uafhængighed fra Tyrkiet, skal dette meddeles dem. Problemet er imidlertid, at denne traktat bliver indgået med en i praksis betydningsløs tyrkisk ledelse i Istanbul, mens Mustafa Kemals forsamling i Ankara allerede nyder langt større anseelse og har langt større autoritet i befolkningen. Sèvrestraktaten er et dødfødt projekt set fra et tyrkisk synspunkt og da Atatürks magt øges i begyndelsen af 1920'rne, er det paradoksalt nok englænderne, der afstår fra at kræve traktaten opfyldt hvad det kurdiske spørgsmål angår. Englændernes primære bekymring er uro i landområdet ind mod
Irak, og der kan Atatürk bruges til at skabe ro. Lidt hårdt trukket op kan man sige, at det er Første Verdenskrigs sejrherrer med England i spidsen, der for at skabe stabilitet i den del af den nære Orient får tyrkerne til at sætte sig tungt på bjergområderne i Østanatolien.
22. januar 1946 proklameredes der en kurdisk republik, Mahabad, i det nordlige Iran, som omfattede et mindre landområde ved fire småbyer, Mahabad, Bukan, Naqada og Ushnaviya. Republikken fik præsidentstyre og en form for hærledelse, der etableredes en avis og der blev produceret kurdisk undervisningsmateriale til brug i skolerne. Republikken holdt dog ikke længe. En fejlvurdering blandt lederne, der kalkulerede med sovjettisk støtte til opbygning af republikken, var en for voldsom provokation mod shahen i Teheran. En militær konfrontation endte med Mahabads nederlag og i marts 1947 blev præsidenten og de nærmeste ledere hængt. Denne statsdannelse har en vigtig symbolværdi for kurderne, idet det formelt set er det tætteste det kurdiske folk har været på en selvstændig stat.

Det er en udbredt opfattelse, at de fleste kurdere kan findes i tyrkiske storbyer i det vestlige Tyrkiet og i Vesteuropa. Dette er ikke tilfældet. De fleste bor fortsat i det kurdiske kerneområde, bjergområdet hvor Syrien, Irak, Iran, Armenien og Tyrkiet mødes. Næppe nogen forestiller sig, at der kan etableres en stat, der opløser grænserne mellem disse lande. Det perspektiv, der kan knyttes forhåbninger til, må altså være løsninger inden for rammerne af de nuværende nationalstater.
Det realistiske perspektiv handler om autonomi. Den tyrkiske stat må bringes til at indlede forhandlinger med repræsentanter for det kurdiske folk, der resulterer i etableringen af kurdiske institutioner, skoler og universiteter. De former for selvstyre, som findes inden for rammerne af EU, kan gælde som forbilleder og udviklingstrin hen mod en ordning, der på længere sigt kan gøre det muligt for 12-15 millioner kurdere at leve et anstændigt liv inden for rammerne af den tyrkiske nationalstat.
I stedet for at læne sig tilbage og sige: Hvad sagde vi? - kunne EU passende benytte det aktuelle spørgsmål om kurder-lederen Öcalans videre skæbne til at invitere til fornyet dialog om Tyrkiets forhold til EU.
Kan Tyrkiet bringes til dialog med kurderne med henblik på at tage hul på forhandlinger om en løsning, som kan tage det kurdiske folks behov alvorligt, bør EU være parat til at flytte Tyrkiet frem i rækken af lande, der kan optages. Paradoksalt nok kan en optagelse i EU på sigt vise sig at være forudsætningen for, at opfyldelsen af krav om kurdisk i skolerne, ret til at fastholde og udvikle en kurdisk kultur og autonomi for de kurdiske regioner i Tyrkiet kan realiseres.

Peter Seeberg er amauensis på Center for Mellemøsten, Odense Universitet

APROPOS
Tyrkiet og EU
Hvis ikke den aktuelle politiske krise fører til valg i utide, vil der i april 1999 blive afholdt parlamentsvalg i Tyrkiet. Opinionsundersøgelser har givet det islamiske parti, Dydens parti, op i nærheden af 25 pct. af stemmerne. Dets forgænger, Velfærdspartiet, der blev forbudt i februar 1998, fik 21,38 pct. af stemmerne ved det sidste valg juleaften 1995.
Et vigtigt tema i den tyrkiske valgkamp er det spændte forhold til EU, siden Tyrkiet blev placeret bagest i rækken af mulige nye lande i EU. En uddybning af modsætningerne mellem EU og Tyrkiet kan meget vel styrke de islamiske kræfter i tyrkisk politik. Den tyrkiske elite er fornærmet over, at den loyale NATO-partner Tyrkiet ikke kan blive lukket ind i det gode selskab. Også den almindelige tyrker på gaden ønsker en tættere tilknytning til Europa, men bliver frastødt af hvad der opfattes som europæisk dobbeltmoral: Det er en udbredt opfattelse i Tyrkiet, at man i Europa er bange for tyrkisk masseemigration til de europæiske industricentre - og at kritikken af bl.a. kurdernes vilkår i Tyrkiet kun er et skalkeskjul. Helt sikkert er det, at islamisterne effektivt udnytter EU's afvisning af Tyrkiet i deres kamp mod det sekulære Tyrkiets politiske ledere.
I øjeblikket ser det ud som om sagen om Öcalan yderligere forværrer forholdet mellem EU og Tyrkiet. Bl.a. som en følge af den tyrkiske fremfærd de seneste par uger over for det største legale kurdiske parti, HADEP. Der er nok at kritisere: Ud over arrestationen af store grupper af partimedlemmer forhindrer spær-regrænsen på 10 pct. ganske effektivt, at en politisk opposition, der kunne være talerør for kurdiske interesser, finder fodfæste.
Men det er uheldigt, hvis spørgsmålet om Öcalan bliver anledningen til, at EU-landene endnu mere definitivt end tidligere lægger Tyrkiet på is. Öcalan har diskvalificeret sig selv som en troværdig forhandlingspartner. Men konsekvensen af den nuværende situation kan blive, at de moderate kurdiske kræfter i Tyrkiet får endnu vanskeligere ved at komme til orde samtidig med, at polariseringen i tyrkisk politisk forstærkes.

Peter Seeberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu