Læsetid: 4 min.

Forandring forbudt

Debat
10. december 1998

Det er kommet på mode at hetze mod venstrefløjen og bekende synder. Men lad os ikke smide socialismen ud med badevandet

HISTORIE
Både Jyllands-Posten og Aktuelt gør sig lystige over, at Information lader Poul Villaume anmelde Mikkel Plums halleluja-øvelse Bombarder hovedkvarteret. Hvorfor dog? Her har vi en mand, der ved noget om stoffet - både gennem eget engagement og som historiker. Han må i hvert fald være mere kompetent end Henrik Winther i Aktuelt, der kan finde på at skrive: "Det er stadig de gamle venstreorienterede, der sidder på centrale poster og bliver æret som eksperter i dit og dat." Jeg troede man skulle kunne tælle for at blive journalist.
Og Jyllands-Postens leder skriver: "en hel generations monumentale moralske og intellektuelle svigt i skiftende totalitære ideologiers tjeneste i et par årtier."

Hånd i hånd
Havde vi dog bare været så mange! I det hele taget er det forbløffende, hvor godt Jyllands-Posten og Aktuelt går hånd i hånd i denne sag.
Selvfølgelig er der begået fejl af såvel teoretisk som praktisk art. Men hvis man ser på tiden gennem historiens briller, kan det aldrig blive rimeligt at anklage den samlede venstrefløj for landsforræderi. Det giver mindelser om lignende anklager mod de første danske modstandsfolk under besættelsen. Også Jyllands-Postens sammenligning af venstre-fløjsintellektuelles kunstneriske kvaliteter og nazistisk billedkunst er direkte usmagelig.

Danmark var jo besat
Stort set alle anmeldelser går let hen over det faktum, at dengang var kun DKP tro mod Sovjetunionen, mens vi andre talte om Sovjet-imperialismen. Uanset antydninger om det modsatte var en invasion fra nogen som helst fremmed magt i øvrigt aldrig for alvor på tale. Danmark var allerede besat - af USA. Det kunne i hvert fald godt virke sådan, hvis man så på mængden af direkte og indirekte indflydelse.
Man går også let hen over de internationale forbrydelser, som USA var involveret i, og som den borgerlige presse - som omfattede og omfatter næsten alle dagblade - fortav eller fordrejede.
Den danske venstrefløj bestod dengang som nu af mennesker, der ønsker en verden, der er bedre og mere retfærdig. Man knyttede an til forskellige retninger i forhold til, hvordan man troede, målet bedst blev nået. Det altdominerende flertal på ventre-fløjen havde ingen ønsker om vold.
Men forhåbningerne om en fredelig overgang til socialismen fik skrammer med udviklingen i Chile i 1973. Sal-vador Allendes lovligt valgte, socialistisk orienterede regering blev væltet af USA-agenter og Chiles hær i uskøn forening. Med andre ord: Skulle man revolutionere et kapitalistisk system, ville det blive nødvendigt at bevæbne dele af befolkningen, da en hær traditionelt er på kapitalens side.
Noget andet er, at de mange fraktioner og partier ivrigt polemiserede mod hinanden, så det har ikke været svært at finde citater, der i dag lyder ret voldsomme. Det var - desværre - i skrifterne, at de største slag stod. Dengang så den borgerlige presse til i larmende tavshed.

80 millioner ofre
Antallet af undertrykkende regimer i den tredje verden, som kunne udføre deres misgerninger takket være beskyttelsen fra USA er og var betydelig højere end de forholdsvis få stater, der påberåbte sig status som socialistiske. Jyllands-Posten sætter igen trumf på: Den danske venstrefløj "kaster sig i armene på en morderisk ideologi med 80 millioner ofre på samvittigheden". Bavl! Er tallet inklusive de tyskere, der faldt i Rusland under Anden Verdenskrig? Hvordan kan ideologien være morderisk?
Ulrik Høy skriver i Weekend-Avisen om "den kritikløse beundring for fjerne diktaturer med socialistisk eller kommunistisk fortegn". Det er muligt, at der i Mikkel Plums bog findes citater, der bakker denne påstand op, men det var ikke en holdning, der gjaldt alle - hverken organisationer eller enkeltpersoner. En væsentlig årsag til, at der fandtes et mål af skønmaling, var den ideologiske krig. Tesen om, at den fremherskende kultur og ideologi er de herskendes, gjaldt og gælder. Mængden af misinformation, som USA var verdensmester i, var overvældende. En del af de såkaldt socialistiske stater var unge stater, som vi lod tvivlen komme til gode, og andre holdt vi med, fordi de var vores fjenders fjender. Men når lige undtages den ganske lille organisation, som Plum tilhørte, var det ideen før det var støtten til noget som helst land, der var vigtigst.
Den kritik, der skulle rettes mod de såkaldt socialistiske stater blev fremført så massivt af den borgerlige presse i en uskøn sammenblanding af sandhed og løgn, at kritik fra venstrefløjen ville være blevet taget til indtægt som en antisocialistisk politik.

Altid en kulturrevolution
Den kinesiske kulturrevolution virkede fra starten ret fornuftig. Det er vigtigt i den forbindelse at forstå, at ingen gennemgribende samfundsforandring kan lykkes, hvis der ikke samtidig foregår en eller anden form for kulturrevolution. Opgøret med den kinesiske måde at gribe tingene an på blev blandet sammen med et politisk opgør efter Mao og ikke taget grundigt nok.
Der kan nævnes en række fejl som forskellige organisationer og enkeltpersoner har begået, men alle, der begejstret hylder Plum, forlanger, at venstrefløjen skal smide barnet ud med badevandet. Det skal de ikke regne med.
Den hetz mod nutidens og fortidens venstreorienterede, som Mikkel Plums udgydelser har udløst, er tankevækkende. Måske er der en velbegrundet angst for, at nutidens unge har fået en større interesse for samfundet og en større tro på deres muligheder for at forandre dette, end man har set det de sidste 10-15 år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her