Læsetid: 3 min.

Gidseltagning i Wien

16. december 1998

Unionens ledere tog sig tid til at bruge over en time på at diskutere det toldfri salg, mens situationen i Rusland blev overstået på et kvarter

EU-TOPMØDE
"Ingen vil betale mere, nogle vil betale mindre, ingen ønsker at modtage mindre, og vi er nødt til at bruge flere penge til udvidelsen." Så klart og tydeligt beskrev den belgiske premierminister
Jean-Luc Dehaene situationen i Den Europæiske Union efter det katastrofale topmøde i Wien.
Og endnu engang blev det klart, at selv de ny venskaber mellem socialdemokratiske ledere, der er ved magten i EU-landene, har svært ved at overleve, når der er penge involveret. Solidariteten er på trods af den nye tid med globalisering stadig noget, der handler om at sikre sit eget budget og sine egne penge længst muligt i egne lommer. Det vil de demokratisk valgte ledere i de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa meget snart opdage. Det skyldes, at ingen forventer, at der sker store fremskridt i udvidelsesforhandlingerne, før Unionen får skabt orden i eget hus. Og det kniber gevaldigt.

Det mest positive, man kan sige om Wien-topmødet, var, at det blev besluttet, at man på topmødet til marts skal have løst alle problemer med finansiering, den fremtidige landbrugspolitik og spørgsmålet om struktur og regionalpolitikken i det udvidede EU.
Men det er på ingen måde sikkert, at en sådan løsning kommer, selv om man på Wien-mødet fremsatte det som et ønskværdigt mantra. Tværtimod er der så mange modsatrettede interesser, som gør sig gældende, at man uden at bruge for store ord kan beskrive topmødet til marts som endnu et skæbnesvangert topmøde. Hvad er det, der står på spil?
Det handler om penge. Den nye tyske regering vil - i øvrigt helt på linje med den tidligere Kohl-regering - betale mindre til EU, end man gør i dag, hvor det i høj grad er den tyske regering, der betaler Unionens regninger. Ud af EU's budget på omkring 642 milliarder kroner betaler Tyskland de 170 milliarder eller over 26 procent af EU's samlede budget. Det vil Schröder-regeringen ikke længere, og man vil heller ikke være med til, at EU's budget overhovedet vokser yderligere i forhold til landenes bruttonationalprodukt.

Tyskerne står ikke alene med deres kritik af den nuværende fordeling af udgifterne i Unionen. Andre har blot den modsatte tilgang til problemstillingen. Således truer den spanske premierminister Josè Maria Aznar med at blokere forhandlingerne, hvis ikke loftet for EU's budget på 1,27 procent af bruttonationalproduktet i de 15 EU-lande hæves i forbindelse med udvidelsen. Baggrunden for den spanske holdning er naturligvis, at Spanien har et nettooverskud på EU-medlemsskabet på over 42 milliarder kroner om året. Skal der ske en omfordeling af EU-budgettet inden for det nuværende budgets rammer, vil det alt andet lige betyde, at de lande, der i dag tjener på medlemsskabet, vil komme til at tjene mindre i fremtiden. Det gælder også for Danmark.
Men det er ikke blot Spanien og Tyskland, der gør topmødet til marts meget svært for Unionens ledere. I Storbritannien er Margaret Thatcher godt nok skiftet ud med Tony Blair, men han har beholdt hendes håndtaske og fører hendes 'my money' politik videre. Det er også svært at opgive en årlig rabat på medlemsskabet på 16 milliarder kroner. Derudover fastholder den franske regering, at der ikke må ske ændringer inden for EU's landbrugspolitik, hvilket under alle omstændigheder er nødvendigt, hvis der skal findes en løsning, som ikke lader ansøgerlandene i stikken.

Så når man skal gøre regnskabet op, er der ingen tvivl om, at Gerhard Schröder står med en opgave, hvor det bliver uhyre svært at få enderne til at nå sammen. Han understregede da også efter topmødet, at det bliver uhyre svært at løse alle problemerne på én gang, men samtidig er det klart, at Unionens prestige står på spil, når topmødet til marts skal løse Unionens gordiske knuder.
Den tyske regering erkender således de store problemer, men havde ingen vilje til at tage fat på dem, før man selv overtager formandsskabet i Unionen fra nytår. Det har ført til for-ståelig kritik fra De Grønne, som gerne havde set udvidelsen højere på Unionens dagsorden.
Og jeg må tilstå, at jeg også undrer mig over, at Unionens ledere tog sig tid til at bruge over en time på at diskutere det toldfri salg, mens situationen i Rusland blev overstået på et kvarter!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu