Læsetid: 1 min.

Grøn pakke snarere succes end fiasko

Debat
14. december 1998

Det er Energistyrelsens indtryk, at den grønne afgiftspakke har haft meget gunstige virkninger for CO2-udledningerne

MILJØ
Information bragte den 8. december en artikel om "Rigsrevisionens beretning til Statsrevisorerne om indførelse, administration og kontrol af den grønne afgiftspakke", som giver et fejlagtigt indtryk af rapportens indhold.
Det fremgår af artiklen, at "den grønne afgiftspakke er en dundrende fiasko." Denne konklusion er helt forkert, og Rigsrevisionens rapport giver intet belæg for at drage en sådan konklusion. Det er for så vidt ikke så mærkeligt, eftersom rapporten slet ikke er en evaluering af den grønne afgiftspakke. Den omhandler først og fremmest de administrative forhold i Told- og Skattestyrelsen og Energistyrelsen vedrørende dele af den grønne afgiftspakke.
Her er det værd at bemærke, at Rigsrevisionen ikke har stillet spørgsmålstegn ved miljøvirkningerne af ordningerne, og de er trods alt det overordnede formål. Hovedformålet med den grønne afgiftspakke, som blev vedtaget i 1995, var at reducere erhvervslivets udledning af CO2. Derfor skal pakkens succes naturligvis også først og fremmest måles i forhold til dens virkninger på erhvervslivets CO2-udledninger.

Evaluering næste år
Det har været besluttet fra starten, at den grønne afgiftspakke skulle evalueres i løbet af 1998. De samlede virkninger af pakken vil derfor fremgå af den evalueringsrapport, som bliver offentliggjort i begyndelsen af januar næste år.
Det er Energistyrelsens indtryk, at den grønne afgiftspakke har haft meget gunstige virkninger for CO2-udledningerne. Denne foreløbige konklusion baserer vi bl.a. på to uafhængige konsulentrapporter, der er en del af den igangværende samlede evaluering, og som evaluerer miljøvirkningen af to af afgiftspakkens ordninger. De to rapporter peger på en
CO2-virkning, der mindst svarer til det forventede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her