Læsetid: 5 min.

Historien om en forudsigelig død

10. december 1998

Tøger Seidenfaden har arvet Informations gamle beundring for den danske diplomat, som var med til at skubbe Danmark ind i NATO

BANG
ANKER JØRGENSEN blev siddende i bilen. Jeg vinkede til ham, men han blev stadig siddende. Var der noget galt? Så gik jeg hen til vognen. Anker åbnede døren, mens han fraværende holdt øret rettet mod bilradioen, hvor jeg kunne høre Erling Bjøls stemme, der talte om en gammel sag, hvor en dansk diplomat var fundet død i en park i New York. Jeg hørte kun Bjøl sige noget om, at et selvmord sagtens kunne camoufleres.
"Interessant sag," bemærkede den tidligere statsminister og slukkede radioen.
Jovist er den interessant, historien om Povl Bang-Jensen, netop genfortalt af Bo Lidegaard i hans højt priste bog Den Højeste pris.

BANG-JENSEN var ung radikal jurist og befandt sig på studierejse i Washington, da Anden Verdenskrig brød ud. Han tog kontakt til den danske gesandt Henrik Kauff-mann og blev dennes højrehånd i de følgende ni år og tog dermed medansvar for de forhandlinger om Danmarks forhold, som Kauffmann under krigen førte med USA i åben strid med officiel dansk politik.
Som senere embedsmand i FN kom Bang-Jensen til at spille en hovedrolle i det dramatiske spil efter Sovjets invasion i Ungarn i 1956. Povl Bang-Jensen blev en af sekretærerne i FN's Ungarn-kommission, hvor han fik kontakt med ungarske flygtninge, der blev interviewet om forholdene i Ungarn. Da USA ville have navnet på en af de interviewede, hævdede Bang-Jensen, at han havde lovet dem alle anonymitet og nægtede at røbe nogen navne. Bang-Jensen var overbevist om, at FN-systemet var infiltreret af sovjetiske agenter.
Konflikten eskalerede, da Bang-Jensen under fuld mediedækning afbrændte den påståede navneliste fra FN-bygningens tag, og affæren kulminerede, da Bang-Jensen i november 1959 blev fundet skudt gennem hovedet i en park nær New York med en pistol i hånden og et selvmordsbrev i lommen.

VAR BANG-JENSEN en ambitiøs fantast, en idealistisk helt eller en forfulgt martyr? Der var ikke rigtigt plads til mellemtoner.
I Information tog daværende chefredaktør Erik Seidenfaden Bang-Jensens parti. Han så ham som en sand modstandsmand, en ener i heroisk kamp mod systemet. Den linie har Seidenfaden junior ført videre.
Da den ungarske præsident i november 1991 var i Danmark og omtalte mindepladen over Bang-Jensen i Budapest, skrev Tøger Seidenfaden en hyldest om den danske diplomat.
"I dag er det ikke svært at se, i hvilket perspektiv Povl Bang-Jensens virke bør anskues," skrev han i Weekend-avisens leder. Ifølge unge Seidenfaden var Bang-Jensen en idealist, der "... blev et offer for både dansk smålighed og lidet glorværdige politiske spil i den kolde krigs FN".
Så skråsikkert tør den omhyggelige Bo Lidegaard langtfra konkludere her syv år senere, da han som den første har gravet efter Bang-Jensen sagen i hidtil lukkede arkiver:
"Historien om Povl Bang-Jensen i FN 1955-59 giver ikke i sig selv svaret på, hvad der så er ret eller uret, rigtigt eller forkert. Men den rejser spørgsmålet," skrev han i Informations Lørdagskronik d. 30. november.
Men også dét har unge Tøger sit eget frejdige syn på:
"At ikke alle arkiver er åbne, og ikke alle spørgsmål kan få definitive svar, øger i den sidste ende kun læseglæden," slutter han sin anmeldelse af Lidegaards bog.
Ja hurra for læseglæden, den skal vi passe på. Den bliver alt for ofte spoleret af ubekvemme facts.

DET VAR NU IKKE læseglæden, der for nogle år siden førte en kollega og mig ud til den dansker, som fulgte Bang-Jensen sagens udvikling på nærmeste hold. Christian Winther var både ansat af FN og korrespondent for Danmarks Radio, da affæren rullede. Han var en nøgleperson til forståelse af sagen.
Vi mødte ham i Søllerød, en pensioneret gentleman, levende optaget af magtens irgange og de græske klassikere. Inden mødet havde den gamle reporter tjekket i USA, om Bang-Jensens nærmeste familie stadig levede. Det gjorde de. Han havde talt med dem, og for deres skyld måtte han tage visse hensyn.
Jeg havde læste op på historien i aviser og bøger, blandt dem 'Betrayal at the UN - the Story of Paul Bang-Jensen' fra 1961 af DeWitt Copp og Marshall Peck. Bogen var dediceret 'to the friends of Paul Bang-Jensen' og understøttede myten om et komplot og selvmordet som en likvidering.
Bo Lidegaard skriver, at Winthers radiorapporter var "en række usædvanlig personlige indlæg", hvori han "buldrede løs" mod den oprørske embedsmand.
Jeg husker Christian Winthers stemme på en ustabil telefonlinje fra New York. Jeg hører stadig den omstændelige, autoritative skarphed, men ikke "bulderet", og her ved de tætpakkede reoler i Søllerød var den personlige brod i hvert fald væk.
Nøgternt og systematisk gennemgik Christian Winther affærens forløb. Med en imponerende blanding af oversigt og detailindsigt kunne han udfra sin bizarre dobbeltrolle som reporter og FN-ansat fremlægge både observatørens og insiderens aflæsning af spillet. Sammenholdt med vore andre kilder fremtrådte konturerne af en psykologisk kompliceret, men absolut ikke èntydigt heroisk Povl Bang-Jensen.

FRA KRIGSÅRENE i Washington, hvor Bang-Jensen og Kauffmann sikrede USA adgang til baser i Grønland og i realiteten forberedte et dansk medlemskab af Nato, anså Bang-Jensen sig for noget nær Danmarks frelser. Tilfældet havde lagt en nations skæbne i hænderne på den unge rejsende, og efter krigen slog bitterheden ud, da han ikke følte sig karrieremæssigt honoreret for sin indsats.
På et løst rygte hastede han i foråret 1948 til Danmark og insisterede på at få personlig foretræde for statsminister Hans Hedtoft. Bang-Jensen fortalte om forestående sovjetiske angrebsplaner, der fik Hedtoft til at sætte forsvaret i alarmberedskab.
Historien havde intet på sig, men skubbede til den proces, der året efter førte Danmark ind i NATO. Affæren kostede Bang-Jensen hans ansættelse i udenrigstjenesten, men Kauffmann skaffede ham job i FN. Heller ikke her fik Bang-Jensen afløb for sine ambitioner, før han med Ungarnkrisen fik chancen for at komme i begivenhedernes centrum.
Skuddet i Alley Pond Park afsluttede Povl Bang-Jensens liv, men ikke diskussionen om hans virke: Var han en falsk martyr eller en ægte helt?

JEG OFRER GERNE lidt læseglæde for at blive klogere på mennesket og de dæmoner han sloges mod.
Desværre tillod Christian Winthers ben ikke i hans sidste leveår, at han kom ned i kælderen, hvor arkivet fra et langt reporterliv befandt sig. Jeg ved ikke, hvad der blev af arkivet efter hans død.
I England er der tradition for, at nationale biblioteker overtager journalisters arkiver, også mens de lever og stadig bruger det. Med arkivloven herhjemme er det en praksis, man næsten ikke tør foreslå. Man risikerer, at Rigsarkivet sætter det hele bag lås og slå. Ærgerligt nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jameela Raashid
  • Signe Hansen
  • wjt 310
Jameela Raashid, Signe Hansen og wjt 310 anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu