Kronik

Insulin eller Treo

1. december 1998

Regeringen foreslår, at insulin mv. ikke længere skal være gratis. Jeg tør godt selv tage ansvaret for min sukkersyge. Men hvad med Bjarne med tatoveringerne eller de to piger på henholdsvis 18 og 19 år, som også er ramt af en dødbesværlig sygdom?

RETFÆRD OG VELFÆRD
Da jeg sidste år blev akut indlagt med diagnosen sukkersyge, var det et kæmpe chok. Jeg kendte ingen, der led af sygdommen og vidste stort set ikke andet, end at det var noget med at man ikke måtte spise sukker og at man skulle sprøjte sig selv med insulin.
Min læge var imidlertid meget oplysende, og meddelte mig efter at have konstateret, at mit pludselige vægttab og evindelige tisseri helt klart skyldtes sukkersyge, at jeg skulle indlægges med det samme uden svinkeærinder, fordi der var risiko for at jeg faldt død om eller tabte arme og ben på vejen til sygehuset.
Det største chok var dog - som mange, der bliver ramt af et eller andet alvorligt sikkert kan nikke genkendende til - at det kunne ramme lige præcis mig. Fordi jeg, der normalt kun led af forkølelse og tømmermænd, indtil da havde betragtet mig selv som, om ikke udødelig, så i hvert fald usårlig. Det er vitterlig kun naboen, der bliver ramt af den slags. Indlæggelsesugen tog heldigvis brodden af de værste skrækvisioner. Jeg fandt ud af, at jeg via nogle ret gennemgribende justeringer af min livsstil kunne komme til at leve rimelig normalt - dvs. med arme og ben i behold, i hvert fald de første mange år.
Man kunne her stille det spørgsmål, om lægers hverdag virkelig er så kedelig, at den må peppes op ved at smøre tykt på de meddelelser, der i sig selv får et menneskes verden til at bryde sammen. Men det er ikke mit ærinde denne gang. De justeringer, jeg stod for at skulle foretage, drejede sig om for det første at ændre min døgnrytme radikalt, eller rettere sagt, jeg skulle til at få mig en døgnrytme.
Som studerende og b-menneske havde jeg benyttet mig af muligheden for de dage, hvor jeg ikke havde forelæsninger, at sove til middag og så til gengæld studere i nattetimerne. Men den gik ikke længere, fordi man som diabetiker så vidt muligt skal få dagene til at ligne hinanden, både hvad angår hvornår man spiser, og hvad og hvor meget man spiser. Og man skal have sin nattesøvn, så jobbet som bartender måtte jeg også indstille mig på at droppe. For ikke at tale om smøgerne.
Alt i alt var det altså et spørgsmål om at leve sundt og regelmæssigt, hvilket mange mennesker jo rent faktisk kan finde ud af helt af sig selv, og så sørge for et lavt og stabilt blodsukker, ved hjælp af insulin og mange små måltider. Og det viste sig til min store lettelse, at det ikke skulle komme til at koste mig en krone, ud over kosten. Fem-seks måltider om dagen og masser af grøntsager er mærkbart dyrere end den skudefuld spaghetti med ket-chup, som jeg havde levet af indtil da. Men det slog da ikke bunden ud af mit budget. (Om diabetikerens økonomi - se i øvrigt dagens Apropos!)

I dag fik jeg et brev fra Diabetesforeningen, hvor de meddelte, at regeringen overvejer at ændre medicintilskuddene til diabetikere. Der foreslås, at insulin og testmateriale til blodsukkermålinger ikke længere skal være gratis, samt en egenbetaling på 400 kr årligt. Des-uden forlyder det, ifølge Diabetesforeningen, at disse ændringer skal indgå i de i gangværende finanslovsforhandlinger.
Umiddelbart syntes jeg, det lød mærkeligt, for jeg havde for et par dage siden hørt i Nyhederne, at det var småforbrugerne af medicin, der skulle betale mere, og storforbrugerne mindre. For mig personligt ville en sådan lov-ændring ikke få dramatiske konsekvenser. Økonomisk hører jeg ikke i øjeblikket til de velstillede. Men det kommer jeg til, og indtil da må jeg så kvitte smøgerne eller låne flere penge.
Mentalt hører jeg lykkeligvis til de forholdsvis velafbalancerede og socialt vil jeg nok blive betegnet som velfungerende. Derfor vil jeg naturligvis fortsætte med at tage en passende dosis insulin, selvom den kommer til at koste mig penge. Jeg vil også blive ved med dagligt at måle mit blodsukker, så jeg selv kan kontrollere sygdommen. For hvis jeg slækker på målingerne, forhøjes risikoen for, at jeg ryger ind med for højt blodsukker eller i værste fald en syreforgiftning, og skal tilbringe et par dage eller mere på hospitalet. Og det er hverken i min interesse eller i samfundets, da disse indlæggelser er enormt bekostelige og i øvrigt tager sengepladsen fra andre patientgrupper. For højt blodsukker betyder på lang sigt, at risikoen for de såkaldte senkomplikationer øges radikalt: Åreforkalkning, nyresvigt, blindhed eller følelsesløshed i fødder og ben, der kan føre til uopdagede sår, der igen i værste fald kan føre til amputation. Surt for mig og dyrt for samfundet.

Det er naturligt og logisk for mig at forsøge at undgå de her kedelige følgesygdomme ved selv at tage ansvaret for min sygdom. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på Bjarne med tatoveringerne, der var indlagt på samme tid som mig, og som jeg en aften så blive afleveret ved hospitalet af en politibil, hvorefter han dinglede op til sin stue. Eller de to piger på henholdsvis 18 og 19 år, som jeg lærte at kende senere. Den ene havde det ret svært med, at autoriteter som læger og forældre skulle bestemme, hvad hun måtte spise og hvordan hun skulle leve. Den anden havde nok at gøre med en kæreste, der bankede hende, og venner, der var på extacy. I det hele taget mennesker, der ikke har samme gode forudsætninger økonomisk, mentalt og socialt, og som er blevet ramt af en dødbesværlig sygdom som diabetes.
Når de mennesker får besked på, at det kommer til at koste dem penge at holde styr på sukkersygen, så er det ikke sikkert de reagerer lige så 'rationelt', som jeg gør. Og hvis de vælger at spare lidt hist og her, så er det ikke kun dem selv, der kommer til at betale, men også staten.
Diabetes er blevet en folkesygdom. 125.000 danskere har sukkersyge, hvoraf de 35.000 behandles med insulin. Og tallene er støt stigende. Især børn og unge rammes hyppigere af diabetes, og man taler ligefrem om epidemiske tilstande. WHO opfordrer alle lande til investering i forskning, behandling og folkeoplysning omkring diabetes. Danmark er et af de lande, der investerer bunker af penge i hvert fald i forskningen, og det er ikke kun fordi det er synd for diabetikerne. Forskningsrapporter en masse konkluderer, at der er millioner at spare, hvis diabetikerne bliver bedre til selv at kontrollere sygdommen, så de ikke i så høj grad belaster sygehusvæsenet. Så virker det altså mærkeligt, at man fra regeringens side overvejer at pille ved selve fundamentet for den enkelte diabetikers indsats.
Selvom forskningen endnu ikke er kommet med andre forklaringer på den insulinbehandlede sukkersyge end arvelighed, er det dog sandsynligt, hvis man ser på tallene fra forskellige lande, at fremkomsten af sukkersyge har noget med levestandarden at gøre. Diabetes er særlig udbredt i Vesten, hvorimod den tredje verdens lande nærmest ikke kender problemet.
Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at man i de underudviklede lande ikke i så høj grad råder over metoderne til at afsløre sygdommen. Men hvis det er vores velfærdssamfund, der har affødt det stigende antal diabetikere, hvem er det så, der skal betale? Den enkelte, der tilfældigvis er genetisk disponeret for sygdommen, eller samfundet?
I det hele taget kan jeg godt lide tanken om, at livsvigtig medicin er gratis. Selvom det så skulle betyde, at en rulle Treo mod tømmermænd bliver tyve kroner dyrere.

Christine Grøntved er studerende ved Aalborg Universitet.

Yderligere oplysninger:
Diabetesforeningen tlf. 66129006 eller søg på http://www.netdoktor.dk

APROPOS
Flovt at være 'nasser'
Til at begynde med var jeg ret benovet over omfanget af de økonomiske tilskud til diabetikere, hvilket, så vidt jeg kan forstå, for en stor del skyldes den forhandlingsstærke Diabetesforening. Havde jeg ikke haft et fritidsjob ved siden af SU'en, havde jeg ligefrem fået kostpenge fra kommunen.
I øvrigt er insulinen gratis, og det samme gælder det testmateriale, man skal bruge for at måle sit blodsukker (dette gælder dog ikke for diabetikere, der ikke kræver insulin, men klarer sig med tabletter, der i øvrigt heller ikke er gratis). Benovelsen transformerede sig hurtigt til en form for skamfølelse over at 'nasse på samfundet', en tankegang, der uden tvivl stammer fra mit liberalistiske bagland, hvor bistandshjælp er et fy-ord. Det var da dødpinligt, at jeg fra at være jeg-klarer-mig-selv-typen nu skulle til at være dybt afhængig af mad og medicin og læger og sygeplejersker. Og at skulle stikke snablen ned i statskassen for aldrig nogen sinde at tage den op igen, var nærmest ikke til at holde ud at tænke på, når staten nu ikke får andet tilbage, end at den holder mig i live. 'Lad falde, hvad ikke kan stå', huskede jeg med gru fra min barndom. Og i en senere udgave: 'Skyd alle narkomaner'. Men hov, her var en redning, for narkomanerne og andre samfundsbelastende typer er jo selv ude om det. Helt modsat mig, for det var jo ikke min egen skyld, at jeg fik sukkersyge. Trods en massiv forskningsindsats på området, har man stadig ikke fundet anden årsag til den insulinkrævende diabetes, end at den er arvelig.
Inden jeg kom alt for langt ud af det her sidespor blev jeg reddet af argumenter, der trods alt er lidt mere oppe i tiden, i hvert fald i min nuværende omgangskreds. Nemlig at narkomani er lige så arveligt som sukkersyge, og at vi har opbygget en velfærdsstat, der bygger på, at vi netop skal støtte dem, der ikke selv kan stå. Det tror jeg på, og det troede jeg også på før jeg fik sukkersyge.
Fakta: Der bruges ca. 2,5 mia. kr. på behandling af diabetes i Danmark. 80 pct. bruges til behandling af komplikationer, 10 pct. til forebyggelse af udvikling af komplikationer og 10 pct. på medicin. Denne fordeling søges pt. ændret til en mere målrettet forebyggende behandling.
Christine Grøntved

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu