'Er det ikke mærkeligt: Mænd vil ha' magt, kvinder vil dele den?' sagde én. Jeg, og dem jeg fulgtes med, frøs lidt. Hvor længe vil kvinder vokse ved at bilde hinanden sådan noget sludder ind?
VISIONER
Nys hjemkommet fra konferencen Towards a New European Citizenship for Women and Men blev min skabs-skepsis i forhold til perspektiverne og fornyelsen i det europæiske fællesskab vakt igen.
Almindeligvis hører jeg til 'De sidste dages hellige' eller hvad folk nu plejer at kalde os, der fra barnsben, løbende efter lidt ældre voksne i lilla overalls og rigtige meninger, næsten refleksbetinget afviste medlemsskab af EF/EU fordi det var stort, bureaukratisk og ikke særlig demokratisk.
Men jeg har, som så mange andre i de senere år, ændret mening - og grunden var, at jeg synes, jeg kunne se nogle perspektiver i fællesskabet, nogle muligheder for i et større selskab og en fælleseuropæisk kontekst, at skabe forbedringer i retning mod et velfærdssamfund, der også rækker ud over landegræn-serne. Den måde f.eks. ligestillingsarbejdet er blevet fremmet af medlemsskabet af EU har i hvert fald gavnet en hel del juridisk. Så jeg ser stadig det europæiske samarbejde som en rigtig god mulighed for udviklingen af an-stændige og solidariske vel-færdssamfund.
Men nu kommer spekulationerne altså igen: De måder vi har vænnet os til at samarbejde på i Danmark og i Norden, er meget langt fra de måder jeg oplever kvindeorganisationer i EU samarbejde på. Vi har - klart nok - både forskellige udfordringer og vilkår for en tilværelse med lige muligheder. F.eks. er det kun i Norden vi har så stor institutionsdækning og fokus på, at ligestilling er en sag for begge køn. Men vi har altså også forskellige måder at fortolke både køn og demokrati.
Formålet med den nys afholdte konference var at vedtage et charter - et stykke papir bestående af 15 punkter - som er formuleret som 15 krav om hvad kvindelige socialister i Europa ønsker som fremtidige mål for det europæiske samarbejde. Alle er de meget genkendelige - de har faktisk været fremme siden FN's 1. Verdenskvindekonference i Mexico i 1975 - og da meget sympatiske. Men krav, der har (mindst) 23 år på bagen, som oprindeligt er udtænkt af generationer, som er opvokset under helt andre vilkår, end dem vi kender både i Nord- og Sydeuropa i dag, skal være uopfyldte og helt grundlæggende vigtige også for nutidens kvinder og mænd, for at vi kan engagere os, og se dem som en del af de fælleseuropæiske arbejde. Og det er her tvivlen sætter ind.
F.eks. er slutreplikken i charteret: Kvinder har ret til den halve himmel, den halve jord og den halve magt. Tja, hvorfor ikke, men den slags slogans har det med at virke ret lodne i munden efter år-
tiers genbrug.
Et anden formulering går ud på at EU's kvindelige borgere kan bidrage til udviklingen af miljøbevidsthed. Ja, det må vi da håbe, siger min indre stemme - det ville da være slemt, om halvdelen af Europas befolkning ikke kunne det. Men siger sådanne udsagn os egentlig noget? - jeg tror det næppe. Slet ikke når de følges op med formuleringer som "..deres status som kvinder, med deres opmærksomhed på at leve i et fællesskab og på forbruger-spørgsmål, uddannelse og nødvendigheden af at forbedre livskvaliteten for deres børn, giver dem et konstruktivt udblik på miljøpolitik" (citat fra punkt 6).
Så flipper det i hvert fald helt ud for mig. Hvorfor pokker skal vi acceptere at formuleringer som 'dem' og 'deres' glider ned som sødsuppe, når det gælder kvinder? Lur mig, mange mænd er faktisk også ret optaget af de sager. Hvorfor skal vi acceptere, i såkaldt solidaritet med andre lande, at det bliver det rene forvrøvlede vås, der kommer til at stå i de politiske dokumenter.
Jeg kan ikke forstå det. Og hvad værre er: Jeg vil ikke forstå det.
Det krænker nemlig min opfattelse af at sådanne papirer skal kunne bruges til noget. De skal have mening - i hele Europa. Og de skal ikke være gentagelser af vedtagelser vi har allerede i både FN- og EU-regi.
Det er desuden for mig - og for rigtig mange andre europæiske borgere på min alder (37) og derunder, en grov opvurdering af nogle særlige kvindelige indfølende egenskaber, som ikke en gang min mors generation i virkeligheden gad bære rundt på. Derfor virker det krænkende både for opfattelsen af et demokrati, hvor de fleste af os også gerne ser mænd deltage, og for opfattelsen af køn, hvor jeg ikke synes, at kvinder altså bare er bedre - som en deltager sagde - "er det ikke mærkeligt: Mænd vil ha' magt, kvinder vil dele den?". Jeg, og dem jeg fulgtes med, frøs faktisk lidt ved den bemærkning. Hvor længe vil kvinder vokse ved at bilde hinanden sådan noget sludder ind?
Det er ikke et nyt Europa, der kan skabes på den måde. Det er ikke et Europa, hvor kvinder og mænd i fællesskab skaber nogle visioner for udvikling og forandring, men et Europa, hvor nogle anakronistiske kvindeorganisationer sætter den samme 78-plade på igen og igen og igen. Det er som om sådanne sammenhænge befordrer gentagelse af politiske krav uden smålig hensyntagen til om de er blevet opfyldt, eller måske uaktuelle i forhold til den samtid vi lever i. Det er ikke godt. Det er faktisk direkte farligt, vil jeg påstå, på den måde at udråbe det halve af Europas befolkning til ufølsomme magtmennesker.
Selvfølgelig kan de fleste af os blive enige om, at vold mod kvinder er noget skidt, at kvinder og mænd i et demokrati skal dele magten, at vi skal være solidariske med kvinder i udviklingslandene, at der skal samarbejdes med kvinder i landene i Central- og Østeuropa, men jeg håber - for fremtiden - at vi også kan blive enige om, at en befordrende måde at ville samarbejde på, at ville vise sin solidaritet på o.s.v. ikke nødvendigvis fordrer en udpegning af hovedfjenden som værende af han-køn. Heller ikke EU-regi.
Så får ordet fællesskab i hvert fald en underlig hul klang i mine ører.
Så hvis vi ikke skal syne hen i gammel skepsis, må vi ha' næbbet op af rillen og lidt visioner på bordet for både kvinder og mænd i Europa.
