Kronik

Kys mor på Kamera Tre

Debat
11. december 1998

For et par uger siden rykkede en børnehave på Frederiksberg ind i fremtiden. Børnene filmes nemlig, så forældrene via Internet kan følge med i barnets liv. Er det omsorg eller beluring?

Forestil dig, at et kamera filmer dig hver dag på din arbejdsplads. Hvert tiende sekund tager kameraet et farvebillede og sender det via internettet til en computer i dit barns børnehave eller til din ægtefælles arbejdsplads. På den måde ved de, at du sidder bag dit skrivebord, står bag din disk eller på dit værksted. De ved, at du har det godt. At du passer dit arbejde. At du ikke er sur på folk, du møder. At de ikke er væmmelige ved dig. De ved, at alt er i sin skønneste orden.
Den forestilling har vi stadig til gode, men i en børnehave på Frederiksberg bliver børnenes billede taget hvert tiende sekund med webcam og sendt ud på nettet, så forældrene kan følge med i deres børns dagligdag.
Med et password kan de klikke ind på børnehavens hjemmeside og få et fint farvebillede af legestuen. De ved, at deres barn har det godt. At alt er i sin skønneste orden, og de kan med ro i sindet vende tilbage til deres arbejde - og måske lige arbejde lidt over - de kan jo se, at den lille stadig trives, og legekammeraterne heller ikke er blevet hentet endnu.
I 1791 udtænkte den britiske filosof Jeremy Bentham et nyt slags fængsel. Han kaldte det 'panoptikon'. Han ville afskaffe middelalderens fængsler med deres mørke fangehuller og lænker. Panoptikon er en overvågningsteknologi, hvor de indsatte befinder sig i hver deres celle i en cirkel omkring et centralt observationstårn. De indsatte ved ikke, om tårnet er bemandet hele tiden, og de kan heller ikke kommunikere med hinanden, men de er belyst bagfra, så de altid er synlige oppe fra observationstårnet. Fangernes opførsel kan observeres og analyseres til mindste detalje. På den måde kan fangevogterne få information om den enkelte fanges opførsel, der kan bruges til at kontrollere dem.
I sidste ende vil det føre en til udstrakt selvkontrol blandt fangerne, fordi de ved, at alt, de laver, er overvåget. De bliver mønsterfanger, som aldrig gør noget galt. De bliver med andre ord socialt regulerede.
Jeremy Benthams hensigt var ikke ond. Han ville blot give fangerne mere tålelige forhold uden lænker og mørke fangehuller.

Nu er en børnehave jo ikke et fængsel. Men den er en slags anstalt, hvor man parkerer sine børn under opsyn, fordi de ikke kan tage vare på sig selv. I gamle dage stolede man på pædagogernes ord for, at de kære små havde det fint og indgik i gode sociale sammenhænge, så snart mor og far var ude af døren. Den tillid har vi tilsyneladende ikke til pædagogerne mere. Det bliver nødvendigt for os selv at følge med i hverdagen i børnehaven. Pædagogerne skal kontrolleres. Er det nu rigtigt, hvad de siger? Går det godt? Passer de deres arbejde?
Det kan være svært at forstå, at pædagogerne går med til denne overvågning af deres arbejde, men de er voksne mennesker, som kan finde et andet job, hvis lugten i bageriet ikke passer dem.
Det kan børnene til gengæld ikke. De har ikke længere noget privatliv. Forældrene kan til hver en tid hænge over dem og se, hvad de laver. Opfører og udvikler de sig i overensstemmelse med de krav og forventninger, som travle 1990'er-forældre stiller til deres børn, indtægt, indbo og hvad der ellers tæller på den sociale rangstige?
Nogle vil indvende, at børn i børnehavenalderen ikke har et privatliv og alligevel skal overvåges konstant for ikke at komme til skade eller lave gale streger. Det er efter min mening udtryk for en grundlæggende mistillid til ens børns evne til at være selvstændige individer. Alle har fra fødslen ret til og behov for bevidstheden om at have et privat rum. Et sted hvor de ved, at de er alene med deres tanker og følelser uden at tage hensyn til andre. Et frirum hvor de drømmer, fantaserer og leger uden, at andre følger med. Det frirum tager vi fra børnene i det øjeblik, hele deres dagligdag bliver overvåget.

Hvad sker der, den dag børnene bliver bevidste om, at de bliver overvåget af forældrene? Den dag en mor eller far til en unge med skoldkopper siger: "Skal vi lige se på computeren, hvordan de andre har det henne i børnehaven lige nu?" Så bliver børnene bevidste om overvågningen. Og for de større børn er der klart tale om et tillidsbrud. Pludselig bliver de klar over, at far og mor har fulgt med i alt, hvad de har lavet. De har ingen hemmeligheder for far og mor, der i øvrigt altid har spillet komedie over for dem.
I et indslag i TV2-Nyhederne udtalte en af pædagogerne i børnehaven på Frederiksberg, at det forældrene ser via webcam naturligvis ikke må tages op ved middagsbordet derhjemme. Såsom "hvorfor slår du altid Kurt i hovedet med det store briotog?" Man skal altså skjule for børnene, at de bliver overvåget. Man skal med andre ord belure dem.
Men på den måde opnår man som forælder en viden, som man må skjule for sine børn. Hvor mange forældre vil til sammenligning smuglæse i deres børns eller deres ægtefælles dagbog? Det betragtes som en klar overskridelse. Hvis man gør det alligevel, tilegner man sig måske viden, som man helst var foruden. Man trænger ind i et privat rum, hvor man intet har at gøre.

Det er nok utopi, at kvikke og naturligt nysgerrige børn ikke før eller siden finder ud af, at nogen belurer dem via de der kameraer oppe i loftet - medmindre kameraerne altså er skjult. Når de opdager sagens sammenhæng - opnår bevidsthed om overvågningen - så står de i samme situation som de indsatte i Jeremy Benthams panoptikon. De vil opføre en hverdag for deres forældre, der som tilskuere til en skolekomedie kan følge med på skærmen. Og gradvist vil børnene tilpasse deres adfærd til den af deres forældre ønskede. For hvorfor skulle forældrene ellers kigge med? Det handler vel om at opdage 'problemer' med deres børn og dernæst regulere dem ligesom skæve tænder hos tandlægen. Man kan sige, at overvågningen bliver en mental tandbøjle.
Og hvorfor skal vi stoppe ved børnehaven? Hvorfor ikke fortsætte i skolen? Holde øje med kvaliteten i den udskældte folkeskole og være sikre på, at vores børn bliver hørt og er flittige. At de ikke ryger cigaretter i skolegården, tæver de andre, pjækker eller kysser hinanden på toiletterne.
Og det behøver såmænd ikke at være forældrene, som forlanger webcams på skolen, i ungdomsklubben, i idrætshallen, på diskoteket, i skolebussen, på gaden, i butikkerne på Strøget, på McDonalds. Pludselig opstår visionen om en generation vokset op med kameraer og overvågning som en naturlig del af deres hverdag. De vil naturligvis ikke have noget imod at blive overvåget. De vil måske ligefrem forlange det, fordi overvågning er lig med tryghed. Når nogen kigger med, bliver man ikke udsat for overgreb af nogen art, fordi overvågningen automatisk medfører social selvregulering. Overvågning giver en tryg og ren hverdag uden uforudsete episoder.
Man kunne forestille sig, at disse voksne medborgere om små tyve år vil forlange overvågede byer, kontorer, indkøbscentre og sportsanlæg. Fortsæt selv listen. De vil kun føle sig trygge, når nogen følger med i deres liv. På en måde vil de blive fastholdt i vuggestuens evige pattebarnsstadie uden evne til at frigøre sig og udvikle sig til selvstændige individer.

Fremtiden vil blive som London allerede ser ud visse steder. Den centrale indkøbsgade Oxford Street er for eksempel overvåget af kameraer. Og alle ved det - af den simple grund at man via skilte på gaden får det at vide. Man kan sågar se reklamer for de firmaer som har leveret kameraerne. "De bliver nu overvåget af et Panasonic kamera." Og 50 meter længere nede ad gaden har Sony æren. Man kan spørge sig selv, hvilken del af Oxford Street der sker færrest overfald på? Panasonics eller Sonys? Jeg har været på diskotek i London, hvor dansegulvet, baren og endda toilettet var kameraovervåget. Jeg spurgte toiletmanden, hvor kameraet mon sad, og han trak opgivende på skulderen og pegede grinende ned i pissoiret. Bortset fra toilettet var både kameraer og plakater med information om overvågningen fuldt synlige. Ikke lige det sted man har lyst til at slå sig løs.
Og alt det her bliver gjort i bedste mening. Det bliver gjort for at passe på folk, så ingen slår dem ned eller på anden måde opfører sig upassende. Ønsket er nok kontrol og begrænsning af kriminalitet, men udøveren er ikke en ond, udemokratisk big brother som i George Orwells anti-sovjetiske roman 1984. Det er et demokratisk samfund, og udøveren er en stor omsorgsfuld mor, der våger over sine børn for deres eget bedste. Kravet om at blive overvåget kommer nedefra fra borgerne selv, der påberåber sig tryg færden i gaderne.
Og gradvist vil denne viden om at blive overvåget føre til social selvbeherskelse. Ingen vil skille sig ud af mængden, fordi det altid ville blive fotograferet. Billederne vil måske ikke nødvendigvis føre til straf, men den fotograferede vil vide, at alle andre ser, når han eller hun gør noget galt. For måske kigger de med på snapfotoet på internettet?
Man kan også forestille sig et helt andet scenario, hvor den overvågede generation vokser op og giver deres omklamrende forældre en skråt op finger så stor, at alle tidligere generationsoprør kommer til at ligne en episode af Bamse og Kylling. Man har vel lov til at håbe på, at selvstændighed kan være en basal komponent af det menneskelige væsen, der ikke kan undertrykkes?

Henrik Føhns (hbf@dr.dk) er journalist på P1 radioprogrammet Harddisken og har for nylig bidraget til medieantologien 'Klondike og Karaokee' udgivet på Tiderne Skifter.

Apropos - Skyd igen!

For nylig dumpede en e-mail ned i min postkasse. Afsenderen er en mærkelig amerikaner ved navn Steve Mann. Han går rundt iført computer, kamerabriller og radiosender. Døgnet rundt sender han alt, hvad han ser ud på internettet. Han er politisk aktivist i informationssamfundet. Eller rettere i overvågningssamfundet. Hans slogan er "shoot back!". Og det gør han så. Han går rundt og fotograferer alle de kameraer, som fotograferer os i vores hverdag. Og sender billederne af dem ud på nettet.
Den 24. december har Steve Mann egenhændigt udråbt til Shoot Back Day. En protest mod overvågning.
Han skriver, at ødelæggelsen af vores privatliv og værdighed foretaget af multinationale forretningskæder skal være målet for almindelige borgeres aktion.
"Ved middagstid torsdag d. 24. december vil almindelige mennesker over hele verden protestere mod den voksende og umenneskeliggørende effekt af øget brug af videoovervågning i forskellige stormagasiner og hos andre lignende organisationer. Når 'high noon' stryger gennem de forskellige tidszoner, vil lyden af skud over hele verden komme fra klikkende kameraer."
Borgere kan nemlig vælge at protestere ved at tage ud og skyde løs med deres egne foto- eller videoapparater. For at deltage behøver man blot at medbringe sit kamera til et sted, der overvåges. Målet for aktionen er ifølge Mann forretninger og firmaer, der i klassisk forstand kan kaldes totalitære, dvs. forretninger eller firmaer, hvor vi bliver udsat for omfattende videoovervågning og samtidig forbydes at tage billeder.
"Når man spørger den slags firmaer, hvorfor de videoovervåger, lyder svaret oftest, at 'kun kriminelle er bange for kameraer,' eller man bliver spurgt, hvorfor man er så paranoid?," skriver han i sin e-mail.
Billederne man tager kan sendes ind til den store Shootingback konkurrence, som finder sted i starten af næste år. Yderlige information kan findes på adresserne:
http://www.dr.dk/harddisk
http://wearcam.org/nad.html
http://wearcam.org/art.html
http://wearcam.org/procieee.html
http://wearcam.org/theory_of_darkness.html
http://wearcam.org/netcam_privacy_issues.html
Henrik Føhns

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her