Læsetid: 4 min.

Læserdebat

23. december 1998

Tag selv - den sjette ferieuge

16. DEC. - I en tid, hvor danskerne arbejder som aldrig før, hvor produktiviteten er helt i top, og hvor arbejdsløse tvangsaktiveres på bedste slavemanér, og hvor "vi ikke har råd til efterlønnen" trods erhvervslivets stadig større (og stadig mindre beskattede) profitter, troner Marianne Jelved frem i Nyhederne og forkynder, at en sjette ferieuge er utænkelig, fordi "det vil true velfærdsstaten". Ulven kommer!
Det er vist efterhånden umuligt for danskerne at regne med spor af, hvad politikerne siger, og jeg vil derfor foreslå, at fagforeningerne og de ansatte på landets virksomheder simpelt hen går sammen om at afholde den sjette ferieuge uden hensyn til hverken Jelveds eller arbejdsgivernes mening herom. Eller strejke, til den er hjemme! Det kan trods alt ikke være i en overflodstid, der skal spares på almindelige menneskers frihed.

Carsten Agger
L. A. Rings Vej 49
8270 Højbjerg

Irakerne må selv klare Saddam

19. DEC. - Martin Burcharth mener tilsyneladende i Informations leder den 18. dec., at USA oven på missilangrebene på Saddams formodede anlæg til fremstilling af kemiske våben bør sende sine GI's ind i Irak og eksterminere Saddam Hussein. Det er sært at høre dette fra en journalist på Information, der stadig ligger trygt i slipstrømmen fra bevægelsen mod USA's krigsførelse i Vietnam.
Det må være nok, at USA bomber Husseins særlige udgave af biogasanlæg sønder og sammen, da han i modsætning til andre indehavere af kemiske våben har vist, at han gerne bruger dem.
Hvis Iraks leder skal styrtes, bør det primært være
irakernes egen sag. Sporene fra USA's humanitære invasion af Somalia, hvor USA's soldater blev pint ihjel, skræmmer alle, der ikke opfatter USA som den store satan.
Frivillige - måske er Mar-tin Burcharth at finde blandt dem? - kan så selv melde sig til de anti-Saddam fjendtlige styrker, ligesom international brigadister gjorde det i den spanske borgerkrig.

Jørgen Grimstrup
Fasanvej 30
8800 Viborg

Onkel Tom

20. DEC. - Angående Morten Halskov Jensens indlæg i Information den 17. dec: Det er mig ligegyldigt om læser-brevsskribenten er racist eller ej. Jeg er også temmelig kold overfor, om vi skal have en stormoske i Århus. Hvad der derimod interesserer mig, er alle menneskers ret at tro og tænke frit. Også selv om de hedder Arac og Hussain til efternavn, som de to politikere, Halskov Jensen skælder ud for at være Onkel Tom typer med forrædertankegang. Kalder man et menneske, man er uenig med, for en slavenatur og en overløber - så har man også sagt, at alle af hans slags er forpligtet til at mene det samme om alting, et krav, der ikke kan stilles til nogen i dette lille, splidagtige land. Det ville i sandhed være at slavebinde folk!
Meningsforskelle er tilladt i et demokrati - også mellem nytilkomne statsborgere. At nogle af dem har andre holdninger end en dansk læserbrevsskribent, berettiger ikke til at bruge grove skældsord. Man kan ikke frakende mennesker af udenlandsk oprindelse den ret til uenighed, som er en selvfølge for indfødte danskere. Ikke hvis man vil opretholde et hæderligt debatniveau. Og et værdigt menneskesyn.

Inger Holst
Hasle Centervej 171
8210 Århus V

Ikke dobbelt så mange

19. DEC. - Må det være mig tilladt at udbygge min lærde bror Christian Tortzens
læserbrev den 11. december om de danske tab under besættelsen/Anden Verdenskrig.
Jeg gør det, fordi Søren Mørch har talt om "hykleriet om frihedskampen, fordi ca. dobbelt så mange omkom på østfronten som i frihedskampen".
Det er ikke korrekt og faktisk en ret uigennemtænkt opgørelse.
Den 2. december refererer George Metz i en anmeldelse af bogen Under hagekors og dannebrog, at "af de 6.000 danske i aktiv tjeneste ved østfronten faldt de 2.000".
Bogen Faldne i Danmarks frihedskamp (1970) opgør antallet til omkring 900. I min brors Søfolk og skibe 1939-45 (I-IV 1981-85) oplyses, at der på danske skibe i allieret tjeneste omkom omkring 800. Dertil kommer måske 100 på andre landes skibe.
Fri Danmark hvidbog, bind 2 (1946) har tallet 45 for faldne danske i allieret militærtjeneste. Vi mistede 16 den 9. april 1940 og 23 den 29. aug. 1943. Så kan man selv regne sammen, og selv sammenligne.
Der er slet ikke taget hensyn til det, der i dag kaldes 'årsværk'. De var nok betydeligt større for søfolkene end under hagekorset.

Niels-Jørgen Tortzen
Grønnegade 25
4800 Nykøbing Falster

Seks ugers ferie

18. DEC. - Hvad truer velfærdssamfundet? Marianne Jelved hævder, at de 3-4 mia. kr., som den 6. ferieuge til de offentligt ansatte vil koste, er en trussel mod velfærdssamfundet.
Hvordan kan det så være, at finansloven med en skattelettelse til aktieejerne på over 700 mio. kr., en foræring til landmændene på 400 mio. kr. og en skattelettelse til virksomhederne på 2-3 mia. kr. ikke er en trussel mod velfærdssamfundet?

Bendt A. Larsen
Tolstojs Allé 23
2860 Søborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu