Kronik

Når kvinder får tæv

15. december 1998

Er du i livsfare og i øvrigt helt færdig med manden, der slår? Hvis ikke, er det svært at få hjælp hos politiet i den svære gråzone, der går under navnet 'husspektakler'

Kvinder anmelder ikke de overgreb, de er udsat for bag hjemmets fire vægge. Det er svært at henvende sig til politiet, når den der er voldelig er en person, som man har en intim og tæt følelsesnær relation til.
Denne sammenhæng har været kendt af krisecentrene og har været en del af baggrunden for den undersøgelse af politiets praksis i hustruvoldssager, som vi afsluttede her i efteråret som en rapport under titlen Med forlov.
Sammenhængen er også dokumenteret i de seneste undersøgelser om omfanget af vold mod kvinder. F.eks. fremgår det af undersøgelsen 'Vold ude og hjemme og på arbejde fra 1998', at 'den laveste anmeldelsestilbøjelighed findes, når gerningspersonen er en nuværende ægtefælle/ samlever'.
Samtidig mødes kvinden, der kontakter politiet for at få hjælp, i mange tilfælde af en chokerende virkelighed, bestemt af paragraffer og regelsæt, som ikke på nogen måde er i stand til at tilfredsstille hendes behov for støtte og beskyttelse.

Ved kvindens henvendelse på politistationen er der forskel på politiets intervention. Drejer det sig om voldelige overgreb, er sagen tilsyneladende ligetil: Som i alle andre anmeldelser af vold er der utvetydige paragraffer i lovgivningen at holde sig til.
Det vanskeligste er ofte, at politiet bedømmer, at der ikke kan tilvejebringes beviser nok til, at juristerne vil rejse sagen. Beviser mangler tit, fordi volden er foregået bag hjemmets fire vægge, uden andre vidner end eventuelle børn. Kvinden bliver grundigt udspurgt, inden politiet tager stilling til, om sagen evt. skal rejses. Politiet føler det som deres pligt at 'være mistroiske' - ofte oplever undersøgelsens kvinder imidlertid afhøringen som en mistænkeliggørelse af deres anmeldelse og bevæggrunde.
Beslutter politiet sig for at sigte voldsudøveren, har kvinden i princippet ikke mere med sagen at gøre, før hun senere bliver indkaldt som vidne. Indtil da ved hun ikke, hvad der nu sker med hendes anmeldelse og oplever stor frustration og usikkerhed. Som en af de interviewede kvinder fra vores undersøgelse udtrykker det: "Jeg var i realiteten absolut intet offer, jeg var vidne".

At behandle en anmeldelse fra en voldsramt kvinde kræver megen omtanke og indsigt, som langt fra alle betjente ejer. Kvinden forholder sig til sin egen følelsesmæssige realitet, sin skyld- og skamfølelse, sin angst for mandens reaktion, sit behov for beskyttelse. Politiet forholder sig til paragraffer og retningslinier i deres søgen efter objektive kendsgerninger og beviser. To verdener, der ikke har meget til fælles.
På det retlige område viser der sig problemer, når det handler om gentagne volds-episoder. Politiet forholder sig til én episode, som fra nu af bliver efterforsket og søgt beviser på til en eventuel retssag. At kvinden har levet med vold gennem flere år, er ikke en skærpende omstændighed - ja, det kan endda være en ulempe. Der er eksempler på, at dommeren i en retssag har frifundet en voldelig ægte-mand med den begrundelse, at kvinden har accepteret volden som en del af dagligdagen....
For at sikre, at sagen fører til dom, sigtes voldsudøveren ofte efter den milde voldsparagraf i straffeloven, selv om der er tale om grov vold, hvor der kunne rejses tiltale efter en strengere paragraf i straffeloven. En konsekvens af denne praksis indebærer en lavere straf, ofte i form af en kort betinget dom.
De fleste henvendelser til politiet fra kvinder drejer sig om hjælp til at få standset overgreb, forfølgelse og chikane fra en tidligere partner.
Hvis politiet skønner, at det, der er foregået, ikke er groft nok til en sigtelse for vold, eller hvis kvinden ikke ønsker manden sigtet, så har politiet den mulighed at give manden et tilhold (advarsel efter straffelovens Pgf. 265) I praksis vil forfølgeren som regel først få en mundtlig formaning. Overtrædelse af mundtlig formaning er ikke strafbar, men kan føre til en skriftlig advarsel (et tilhold).
Det er meget svært for en forfulgt kvinde at få politiet til at meddele manden et tilhold. Har parret fælles forældremyndighed over børn, kan det ikke lade sig gøre, hvorimod samværsordninger ikke er en forhindring. Der kan heller ikke gives tilhold, som omfatter et bestemt geografisk område. En mængde andre betingelser skal være opfyldt. Der skal være tale om
*grove forulempelser;
*flere (mange) tilfælde af freds- og ærekrænkelser over en periode;
*det skal være sandsynligt, at forfølgelserne vil fortsætte, hvis der ikke gribes ind;
*samkvemmet med manden skal have været afbrudt i nogen tid.
Om manden skal tildeles en formaning eller et tilhold, afhænger af politiets vurdering. I vurderingen indgår parternes forhold; om der er formodning om, at parterne vil finde sammen igen; krænkelsernes grovhed samt kvindens ønske. Som én af de politifolk, vi har interviewet i undersøgelsen, udtrykker det: "Jo længere tid forholdet har varet og jo mindre beslutsom kvinden er, jo sværere er sagen at have med at gøre".
Har kvinden begæret tilhold mod manden, vil hendes forklaring blive forelagt ham. Deres udsagn holdes op mod hinanden, for som politiet udtrykker det: "Der kan ikke ganske ses bort fra, at begæringen om et tilhold kan være udtryk for chikane fra den 'forurettede' parts side."
Tilholdet kan trækkes tilbage af politiet, hvis der har været kontakt mellem parterne, f.eks. hvis kvinden har lukket manden ind eller svaret på en telefonopringning.

Det er et stort problem, at der i bedømmelse af begæringen indgår personligt skøn. F.eks. er det, at manden tidligere er dømt for vold mod kvinden, sjældent nok til et tilhold. Politiet skønner, at han nu er straffet og derfor vil afholde sig fra yderligere overgreb. Politiet ønsker også en vis sikkerhed for, at kvinden mener det og vil være konsekvent, så de ikke spilder deres tid på nytteløse afhøringer og rapportskrivninger.
Politiet mener, at den bedste løsning tit er at tale med manden. De fortæller kvinden, "at nu har han lovet ikke at gøre det mere". På den anden side lægger de kvinden det til last, hvis hun tror på manden og lukker ham ind, når han lover guld og grønne skove - de synes hun er naiv. Det medfører, at det er næsten umuligt for en kvinde, at få et én gang tilbagekaldt tilhold på en mand etableret igen.
I praksis kan manden overtræde både mundtlig formaning og skriftligt advarsel adskillige gange, før politiet griber ind. Har han overtrådt en advarsel, skal kvinden anmode om, at der bliver rejst sag. Det er ikke nok, at hun meddeler politiet, at han igen har chikaneret hende. Og så bør sagen for en dommer. Der kan pga. travlhed i retssystemet gå fra et halvt til et helt år før sagen kommer for retten. Måske afslutter dommeren sagen med nok en formaning i stedet for en bøde. En praksis der ikke er til megen hjælp og beskyttelse for kvinden.

I retsplejelovens paragraf 108 beskrives formålet for politiets arbejde bla. som 'at opretholde ro og orden'. Undersøgelsen 'Med forlov' viser, at denne bestemmelse bruges i vid udstrækning, når politiet kaldes ud til de såkaldte husspektakler. Husspektakler er ikke et retligt begreb, men et politimæssigt arbejdsredskab, som beskrives således i politiets lærebøger: "Husspektakelbegrebet ligger i et grænseområde for politiets virke" og "man (bør) ikke gå mere drastisk til værks end strengt nødvendigt". Og senere "når bortses fra strafbare forhold, bør løsenet for politiet være beroligende indflydelse og mægling, og først når disse midler ikke slår til, bør magtanvendelse komme på tale". Politiets mest almindelige reaktion, når de står i hjemmet, er derfor også mægling mellem parterne.
Er der tale om, at en tidligere partner ulovligt er trængt ind i boligen, kan anmelderen begære offentlig påtale. Politiet hverken kan eller skal rejse tiltale på eget initiativ eller vejlede kvinden om at anmelde.
At det af og til handler ikke om uvenskab, men om hustruvold, tilsløres ved brug af ordet husspektakler, som især fortæller om støj og råberi. Undersøgelsen 'Med forlov' viser også, at politiet anvender begrebet i mange andre situationer. En kvinde, der anmelder vold eller beder om tilhold på en mand, hun tidligere har boet sammen med, risikere at få at vide, at hendes oplevelser betragtes som husspektakler, som politiet ikke skal tage sig af.

Af afgørende betydning for politiets arbejde er, at der er lovhjemmel for alt, hvad de foretager sig. Når det drejer sig om vold mod kvinder er hverken lovgivning eller praksis i den nugældende form tilstrækkelig til løsning eller afhjælpning af problemerne. F.eks. kan kvinden ikke sikres sikkerhed, og summen af mange års vold kan ikke retsforfølges.
Politiet forventer også beslutsomhed hos kvinden, som på sin side ofte, måske bla. som konsekvens af volden, er stærkt i tvivl: Om konsekvenserne af sine handlinger, om det nu også er nødvendigt med et indgreb overfor manden for at få fred, om egen (med)skyld, om politiet vil tro mere på manden end på hende. Alt sammen forhold, der kan få politiet til at frygte, at deres arbejde skal være spildt, fordi 'hun nok fortryder'. Utvivlsomt en medvirkende årsag til, at politiet prioriterer området lavt.
Undersøgelsens kvinder oplever, at ligesom de selv ikke altid kan rumme at erkende den vold, de er udsat for, vil samfundet og hermed politiet heller ikke se den vold, der foregår bag hjemmets fire vægge. Vi må konstatere, at hverken lovgivning eller almindelig politipraksis peger på, at privatlivsvolden accepteres som et omfattende problem, som samfundet bør gøre noget ved.

Danmark har underskrevet FN's deklarationer både i 1983 og 1993 om kvinders rettigheder, hvor det fremhæves, at det er en menneskeret at leve uden vold og opfordrer til at fjerne alle overgreb mod kvinder. Til trods for den danske tilslutning finder der stadig megen vold, forfølgelse og trusler sted. Vi ved ikke, hvordan omfanget af vold mod kvinder udvikler sig, og hvilken indflydelse de ændrede samfundsmæssige vilkår har på vold i parforhold.
Derfor er det nødvendigt at give klarere signaler fra samfundets side. Fra politiske beslutningstagere må der rejses debat for at påvirke den almene holdning til vold bag hjemmets fire vægge, og der må gives mere præcise retningslinier for behandling af forfølgelse og trusler. Det må ikke være muligt som nu at bruge love, cirkulærer, forordninger og regelsæt til at legitimere 'privatlivets fred', som det især sker i husspektakelsager.
Vold i parforhold må inddrages i diverse strategier til bekæmpelse af vold. Det er ikke tilstrækkeligt at komme med forslag til bekæmpelse af den meningsløse gadevold, som det er set i de handleplaner, regeringen har udarbejdet de seneste år.
En ændret holdning til vold mod kvinder fra politisk side kan betyde, at politiet prioriterer området højere til fordel for en mere effektiv og indfølende sagsbehandling.

*Edith Hansen og Agnes Østvand har i efteråret publiceret undersøgelsen 'Med forlov - politiets praksis i hustruvoldssager'.

Apropos - Loven siger

Rammerne for politiets arbejde i hustruvoldssager er afstukket i Straffeloven og Retsplejeloven. Politiet deler sagerne op i husspektakelsager, advarselssager og anmeldelser.

Politiets opgave
Politiet opgave er formuleret i Lov om rettens pleje Pgf. 108. "Politiets opgave er at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter, samt foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne."
Denne paragraf finder især anvendelse ved husspektakelsager, suppleret af paragraf 13 i Straffeloven.

Paragraffer fra Straffeloven
Pgf. 13 (Det afsnit i Pgf. 13, som politiet henholder sig til, når de går ind i et hjem, hvor der ikke er foregået noget strafbart)
Stk. 3 Tilsvarende regler (straffrihed) finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning.
Anmeldelse og retsforfølgelse af vold sker efter straffelovens voldsparagraffer 244-245-246.
Pgf. 244 Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Pgf. 245 Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 4 år.
Pgf.Pgf. 244 og 245 er underlagt offentlig påtale, dvs, politiet rejser sagen.

Advarselsager retsforfølges efter paragrafferne 264-265.
Pgf. 264
Med bøde eller hæfte eller fængsel indtil seks måneder straffes den, som uberettiget
1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted,
2) undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret dertil.
Pgf. 265
Den, der krænker nogens fred ved trods forud af politiet given advarsel at trænge ind på ham, forfølge ham med skriftlige henvendelser eller på anden lignende måde forulempe ham, straffes med bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil seks måneder. En af politiet meddelt advarsel har gyldighed for fem år.
Mht. Pgf.Pgf. 264-265 kan offentlig påtale ske, når den forurettede anmoder herom.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu