Kronik

Når nu alle lider...

Debat
24. december 1998

At få både børn, kærlighed og karriere er ikke noget, der løses med fortvivlet nattesnak i de små hjem. Vi må løse det - sammen. Det kaldes politik

De ser ud til at lide allesammen - mænd, kvinder og børn. Man så det bla. i Lone Kühlmanns antologi af kvindedagbøger: Kvinderne kan ikke bruge mændene til det 'alvorlige' (som åbenbart er noget med følelser). Og mændene er ved at gå til i en præstationsdrift, som minder om rotter i løbehjul. Børnene lider under, at alle har for travlt, og så har vi slet ikke talt om de kvinder, der går ind på markedets vilkår, og som hverken får mand eller børn...
Men mon løsningen ligger i, at manden 'åbner sig', og at kvinden skal kunne holde til, at han er blød og sød indeni? Samt, at mændene skal hjem til kødgryderne og bleskift etc.?
For samtidig lurer der også noget andet i debatten. Nemlig, at kvinderne i al hemmelighed får temmelig meget ud af at være sammen med barnet, faktisk så meget, at manden kan skippes og erstattes med veninder og massører...
Men er det så sikkert, at løsningen ligger i endnu flere frustrerede private samtaler i de små hjem - mon ikke det egentlig er prøvet af? Til gengæld er der rigtig gode spørgsmål at stille til den samfundsmæssige ramme, der sender konen og manden fortumlede ud i hvert sit hjørne af ringen.

Og det handler om politik, om den polis, vi lever i, og som stiller krav, giver penge, ansætter og fyrer, giver - eller helst ikke giver - barselsorlov og betaler befrugtninger på folk, som er blevet for gamle til at få børn, fordi de - selvfølgelig - ikke turde få dem noget før.
Der synes ikke at være diskussion om, hvordan tilstanden er nu: Det er åbenbart til alles forbavselse stadig damen, som tager slæbet og bliver så sur over det, at der er tæppefald for manden. Hvad er det, hun er frustreret over? - Selvfølgelig, at han er ved noget mægtig sjovt ude i verden, som hun går glip af. Så i en eller anden forstand, må det jo også være alvorligt - det er altså ikke kun følelserne, der er alvorlige.
Men går hun glip af det for evigt? Ja, det gør hun faktisk. En karriere, der sættes på lillesejl, har ikke en chance for at følge med et spillerfelt, der er sat afsted mod horisonten. Og selvom de så ikke helt ved, hvad det er, de skal derude i horisonten (og det er måske dét, manden frustreres over), så er damen hægtet af, ligemeget hvor meget hun havde forberedt sig. Forberedelsen består i at få uddannelsen først, og så finde manden, og dernæst få ungerne og - ups, der røg storsejlet.
Personligt har jeg valgt at få børn tidligt, at tage mig af dem bl.a. fordi jeg - udfra mine egne ikke særlig 'trendy' overvejelser - har regnet ud, at børn har mægtig godt af tid (manden må godt gøre det, men jeg har ikke haft noget imod at gøre det). Min mand har tjent pengene, og det er han da i øvrigt godt træt af. Han har også skiftet en masse bleer og lavet en masse mad. Jeg har haft en disponibilitet af en meget gammeldags slags: Et rum for børn, som handler om tid, lytten, horder af venner på besøg og ak ja, bunkevis af vasketøj. Jeg har næsten været noget så skammeligt som hjemmegående, selvom jeg havde en uddannelse på lavt blus.

Nu er uddannelsen gjort færdig, og jeg er klar til at sætte afsted. Jeg bliver sikkert frustreret, hvis det ikke lykkes, og jeg synes, det er med god grund. For både kvindedagbøgerne og forskningen viser, at der måske er en forskel i lyst, men især noget med forskudte tidspunkter. Jeg synes ikke, at 'kvindens' lyst tages særlig alvorligt samfundsmæssigt. I samfundet er alvoren penge og karriere. Som da også hænger sammen med at opfylde spændende og meningsfyldte funktioner!
Problemet er, at voksne mennesker har brug for begge dele. Ellers var der vel ikke frustration. Men er det så sikkert, at dette er et privat problem, hvis løsning ligger i endnu mere frustreret snak derhjemme ud på de små timer?
Måske skulle vi, som voksne mennesker og samfundsborgere, begynde at indse, at vi bare ikke kan få (nå) det hele på én gang. Man kan altså for det første ikke både have en mand og far for sine børn.
Måske er det ikke så dårligt, at man flæber med veninder og venner, hvis man vil have et kærlighedsforhold til manden i sit liv.
Der er efterhånden for meget at bære i de der parforhold, som ellers var så voldsomt kritiserede engang. Vi synes lukket inde i nogle forventningslommer, der minder om et tressermareridt om en borgerlig familie. Venner og bekendte er blevet til trøst i stedet for samfund. Forventningerne er simpelthen for store for alle parter. Og alle er efterhånden blevet så apolitiske, at det så går udover den nærmeste. Dur ikke væk. Produktet byttes eller smides ud.
Men man kan heller ikke på én gang have et nært forhold til en to- og seksårig og dyrke en karriere. Vi må sammen - og her mener jeg samfundet - finde ud af, at vi er nogle mennesker, som skal blive meget gamle, og som faktisk ikke er slidt op, når vi er 35 eller 45 eller senere. Der må lidt større karrierehorisonter på, hvis alle skal være med. Det smarteste er så alligevel at få børn, mens man er ung (bio- og kronologisk) og studerer - for der har man masser af tid - selvom man ikke tror det. Gode børnehaver ved alle uddannelsesinstitutioner - gratis! Så man kan tage sig af ungerne - (manden og damen) - erhvervsmæssigt og forskningsmæssigt.

For der er ikke nogen, der skal komme og fortælle mig, at man ikke, som det er nu, sætter noget over styr ved at satse på børn. Alle tænker ungdom og hastighed. Arbejdsmarkedet og forskningen ændrer sig jo så hurtigt, at man åbenbart lynhurtigt sakker håbløst bagud.
Det gør sig gældende på alle områder: Jobbene gives til dem, som lige har haft job, forskningen gives til unge håbefulde ildhoveder. Og 35-årige, som har taget ti års tørn med børn, får ikke en chance. Er det virkelig så selvfølgeligt? Det er noget, man kan ændre på personligt - med risiko for tab. Jeg kan bare ikke rigtig se, at det er nødvendigt, hverken biologisk, kvindelig/mandligt eller samfundsøkonomisk. Der er en praksis, som kunne forandres, så man valgte anderledes.
Det kunne jo godt være, at man fandt både manden og børnene i sit liv lidt tidligere, hvis karrieren ikke (næsten ubevidst) satte bremsen i. Det har at gøre med den samfundsmæssige alvor, som man også gerne vil deltage i. Men også i andre aldre må man vel kunne foldes ud og ind af det hektiske liv, uden at det for altid er tabt, fordi man giver 'livet' en chance.

For vi skal vel ikke bombes tilbage til, at det kun er det der med følelserne, som er alvorligt? Eller at den 'kvindelige' følsomhed er en særlig overset kvalitet? Jeg har lyst til børn, men jeg kan sagtens se, at både et spændende erhvervsarbejde eller f.eks. forskning (hvor de undrer sig i lange baner over, hvor kvinderne bliver af) simpelthen ikke er for-eneligt med den tid, det helst skulle tage at have børn. Man kan bare ikke have i hovedet - hvis man vel at mærke har sans for kvalitet - både hvordan firmaet skal ekspanere og en katastrofal eksplosion af barnegråd, heftige morgener, hastige (økologiske uha) indkøb og glemte forældremøder... For ikke at tale om en teenagesøns smukke eksistentielle angst, som aldrig - lover jeg - (heldigvis for ham, men unikt for forælderen, så den må tages på kornet) - kommer tilbage!
Der er ingen, der bliver lykkelige af alle disse ophobede krav, som ingen kan opfylde. Alle prioriterer selvfølgelig, men denne prioritering foregår i øjeblikket i små personlige, lukkede rum(åbenbart hjemmets fire vægge), foretaget på en rygmarv af lyster, vi knapt kender til, og med private frustrerende resultater - uden samfundsdebat.
Man kunne jo få den tanke, at det vi står med et billede af, er en række kvæstede forventninger, som i forvejen var umuligt store af så mange dybe grunde (omnipotens? kvæstede ødipalfaser?). Man vil have både/og lige her og nu, og i realiteten bliver det til et enten/ eller.
Lad os blive voksne og stille krav til, at selvrealisationen også er et samfundsanliggende - og at den kan foldes ud i tiden. En behovsudsættelse kan administreres, hvis den kun er udsættelse.
Det er da mærkeligt, at vi skal det hele på én gang, når det nu endelig ser ud til, at vi egentlig har mægtig god tid i livet. Og for mig ser det altså ikke ud som en alkoveopgave, men en samfundsopgave.
Der er tid nok til, at det ikke er det enten/eller, som med god grund frembringer frustrationer, som går ud over partneren. I øjeblikket har alle fundet deres sølle små løsninger i hver sin horisont.
Gør livet bredere og længere, med rum til alle lysterne til hver sin tid. Det kræver en hel del meget konkrete overvejelser. Det er politik!

*Tine Byrckel er cand.phil, free lance-journalist, gift og mor til tre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her