Læsetid: 2 min.

Når det sidste fristed forsvinder

11. december 1998

Robinson er slut. Den sidste intrige er spundet, og den iscenesatte virkelighed er rykket lidt nærmere. Hvor langt vil vi gå i bestræbelserne på at udstille os selv?

MEDIER
Under min nylige ferie i Australien slog det mig. Mellem mig og kysten var der 4.000 kilometer uudforsket rødt sand, sol og intethed. Jeg burde køre løs, helt derud hvor the pavement turns to sand, som Neil Young engang udtrykte det. Hvor den sidste rest af noget, der minder om en drøm, er tilbage. Det sidste fristed, hvor man kan vende den hektiske hverdag og bombardementet af sanseløse medieindtryk ryggen. Helt derud, hvor man finder roen til at vende blikket indad.
Det slog mig, hvad der får folk til at tage til en fin lille uudforsket koralø, midt ude i ingenting, hvor alle optimale betingelser for at stresse af og finde sjælero er til stede, alene for at udstille og skilte alle de dårligste menneskelige egenskaber for at komme i fjernsynet 13 mandage i træk.
Og så i øvrigt få Thomas Mygind, et helt kamerahold og en million seere med oven i hatten. Er det alene præmien på en kvart million? I så fald kan prisen være høj, for der er mange tabere, og omkostningerne er måske ikke lige til at overskue. Pengene eller livet.
Følelsespornografi er udsprunget af en særlig kreativ form for lyst. Lysten til at se de små åbne sår bløde, og ordet striptease har fået en helt ny betydning. Men hvorfor inviteres jeg så langt ind under huden på folk, at jeg for længst føler, jeg har været i seng med dem, selv om de lever bag en digitaliseret glødelampe, hvis varme og runde former på en gang hypnotiserer og nedbryder mig, mens jeg med et tomt blik i øjnene henter kaffe i en reklamepause. Hvorfor hungrer jeg efter de følelser, jeg i rigelig grad er omgivet af til daglig? I den bedste sendetid.
Grænserne falder
Er det, fordi jeg er ensom? Er det, fordi, jeg er villig til at slippe hvad som helst ind i mit liv for at dufte til de berømte 15 minutes of fame. Er det, fordi jeg opfatter mit liv som så hovedrystende kedeligt, at alt nyt er godt nyt, og jeg fejltolker opmærksomhed som kærlighed?
Hvor langt er vi villige til at tage begrebet 'dokusoap'? En japansk tv-station lader en nøgen mand kravle rundt i en lejlighed og spise hundemad, mens stadig større skarer af seere skriger af grin.
Kan jeg, næste gang jeg tager ud i Australiens outback og bliver bidt af en fugleedderkop, være sikker på, at der ikke hænger en satellit 800 kilometer over mig med en ultrazoom-linse, mens giften pumper rundt i min krop, og fråden står mig om munden. Kan jeg være sikker på ikke at have overset et lille skilt på døren til bussen, så jeg bliver filmet, mens jeg snyder og afleverer en 25-øre i stedet for en polet.
Den moderne tv-kultur minder om fortidens kolonialisering. At lade den sidste og inderste grænse udforske og falde. Alt har sin pris. Når de sidste fristeder nedbrydes og udnyttes kommercielt, er der kun stilheden tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu