Læsetid: 3 min.

Oliver Twist får aldrig efterløn

Debat
9. december 1998

Jeg er en blandt millioner af danskere, der ikke vil udelukke at gå på efterløn om 20-25 år. Men er jeg den eneste, der er mere bekymret over uligheden i verden end over at skulle opspare 133 kroner om måneden til pensionen?

ULIGHED
Det var en underlig oplevelse at læse aviser i forrige uge. Det begyndte torsdag den 26. november efter en nats flyvning fra Afrika med at læse om samme nats finanslovsforlig, der i ugens forløb kom til at handle om en nærmest oprørsagtig stemning i Danmark og i hvert fald i Socialdemokratiet. Katastrofen var, at vi skal betale 133 kroner om måneden for at kunne gå på efterløn.

De sociale spændinger
Desuden, heldigvis, flere artikler i Informations serie 'Systemfejl', bl.a. med de ret væsentlige oplysninger
(Sachs den 2. december), at kløften vokser mellem de 15 pct. af verdens befolkning, der i gennemsnit tjener 25.000 dollars og de 85 pct., der i gennemsnit tjener 1.200 dollars. Temmelig foruroligende, for hvordan vil de medfølgende sociale spændinger udløses? Med det stigende antal atomvåben, der i omløb på det sorte marked og hos regeringer som Indiens og Pakistans?
"Hvad kan vi gøre", spørger Sachs og foreslår med George Soros, at G8-landene sammen med otte lande fra Den tredje Verden etablerer et G16.
Nej, for hvad kan man ellers gøre?
Der er grunde til uligheden og til, at den bliver større. De rige lande kan lide at være rige, det gælder også Danmark og dets befolkning - også dem der vil på efterløn. Rige landes politikere træffer beslutninger, der opretholder dette, for politikere skal vælges af deres befolkninger - også socialdemokratiske ministre.
Derfor er der 'ikke råd til' at lave om på uligheden og lade udviklingslande selv skaffe sig ressourcer ved at gøre det, de er gode til. Lige handelsvilkår ville skade dansk, europæisk og amerikansk landbrugsproduktion, tekstilfabrikation, skibsværfter osv. Udviklingslandes beskyttelse af deres spæde produktion, et middel de fleste europæiske og asiatiske industrilande selv har benyttet, kan skade i-landenes eksport. Og det har vi hverken råd til i betalingsbalance eller arbejdspladser, så det går ikke!

Nogle usympatiske typer
I stedet må vi være militært stærke, og det går jo an, så længe de lande, der udfordrer Vesten, er ledet af usympatiske typer som Gadaffi eller Sadam Hussein, og det er blevet nemmere fordi Milosevic' terror i Kosovo har banet vejen for at kunne gribe ind uden om FNs sikkerhedsråd.
Desuden kan Vesten give ulandsbistand. Danmarks udmærkede af slagsen er verdens højeste per indbygger og udgør ca. to pct af statsbudgettet.
En fortsat skattefinansieret og ureguleret udvikling af efterlønnen vil kunne komme til at koste en skatteforhøjelse på 10 procentpoint, har det stået at læse. Nogle af pengene til ulandsbistanden må kunne bruges til at give indrømmelser i efterlønsdebatten, man kunne måske få det månedlige bidrag ned på 99,50? Sådan tænker danske politikere heldigvis ikke, men det har de fleste af deres vestlige kolleger gjort, for ulandsbistand er ikke moderne mere, så de har med forskellige begrundelser skåret i ulandsbistanden.

Verdens ulighed vokser
Nu er det ikke ulandsbistand, der skal kunne ændre verdens skæve gang. Den er i sin natur et overgangsfænomen, indtil de problemer, som den søger at afhjælpe, er løst på en bæredygtig måde. Men det bliver de ikke, så længe verdens ulighed vokser.
Jeg er en blandt millioner af danskere, der ikke vil udelukke at gå på efterløn om 20-25 år. Men er jeg den eneste, der er mere bekymret over uligheden i verden end over at skulle spare 133 kroner om måneden op til pensionen? Det handler ikke kun om, at det er synd for de fattige, der bliver fattigere. Det handler om egeninteresser, om opladning af globale spændinger, der øges, når 85 pct. af verdens befolkning bliver fattigere, mens de sidder og ser Dallas og Dollars og på, at jeg og de øvrige 15 pct. bliver rigere. Jeg kunne ønske at investere et meget større beløb - f.eks. 10 procentpoint af min gennemsnitlige 25.000 dollars-velfærd - i, at uligheden blev mindre. Simpelt hen for at slippe for at skulle være bekymret på mine egne og min søns for et globalt socialt tordenbrag, den dag verdens 85 pct. Oliver Twist'er ikke længere vil nøjes med almisser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her