Kronik

Med på en lytter

28. december 1998

FE - og måske PET - aflyttede de københavnske studenterråds telefoner i 1969. Men overhørte de også - ulovligt - alle samtaler mellem Danmark og udlandet? Et øjenvidne har forsøgt at nå til bunds i 'Kejsergadesagen'

I efteråret 1969 gav en gruppe studenter og lærere på Asiatisk Institut ved Københavns Universitet sig til at holde øje med nogle mystiske aktiviteter i kælderen under Instituttets bygning i Kejsergade ved Gråbrødre Torv. Ukendte biler og tavse, sure mænd i gården, støj fra elektronisk udstyr om natten og mænd som tissede op ad gårdmuren, generede både dem og husets beboere.
Senere gav de studerende sig også til at fotografere de biler og folk, der kom og gik i kælderhalsen, og man kontaktede en såkaldt radiotelefoniekspert, som kunne fortælle, at de uskyldigt udseende antenner på bygningens tag lignede avancerede installationer.
Det blev begyndelsen til den afsløring af en hemmelig aflytningscentral, der senere blev kendt som 'Kejsergadesagen'.
Den 24. oktober 1969, da VKR-regeringens forsvarsminister Erik Ninn-Hansen netop havde inspiceret kældercentralen, skrev Politiken på forsiden:
"Da besøget fandt sted, rummede lokalerne over en snes fjernskriver-modtagere, et anlæg, der mindede om en halvstor radiosender og -modtager, samt et flere kvadratmeter stort panel spækket med elektronik af den type, man finder i telefonhuset. Fede kabler prydede væggen."
Folk med forstand på elektronik kunne efterfølgende godtgøre, at de anlæg, som Politiken beskrev, svarede rigeligt til den kapacitet, det ville kræve at aflytte al elektronisk kommunikation til og fra Danmark samt Færøerne og Grønland. Dels radiokommunikation (antennerne på taget) og dels telegraf og telex, som gik igennem hovedpostkontoret, som lå lige overfor i det modsatte hjørne af Gråbrødre Torv. Dette torv havde i øvrigt været gravet op for store kabelarbejder året før, og P&T-teknikere sås tit gå gennem en tobaksforretning, som havde adgang til Kejsergadekælderen.
Senere indrømmede Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), at kælderen under Kejsergade rummede deres mest hemmelige central. Man kan også roligt gå ud fra, at FE på dette område samarbejdede med PET. Uanset hvad, er jeg dog ikke i tvivl om, at FE faktisk aflyttede hvad de havde kapacitet til - nemlig al udlandskommunikation. Og det har været et klart brud på den grundlovssikrede posthemmelighed.
Man behøver dog kun referere selve handlingsforløbet i afsløringen for at opdage, at Studenterrådets telefoner på Universitetet eller Arkitekt-skolen, måske begge, blev aflyttet. Og det var klart ulovligt.

Selve afsløringen af Kejsergadesagen begyndte nemlig den 20. oktober 1969 i Elevrådskælderen på Kunstakademiets Arkitekt-skole. Nogle af mødedeltagerne - det drejde sig om 'De Studerendes Vietnam Aktion" - kendte til de mystiske begivenheder i Kejsergade. Pludselig blev de ringet op af Studenterrådet på Københavns Universitet: Peter Wivel, Studenterbladets daværende redaktør, havde uden om alle aftaler offentliggjort historien i en stort opsat artikel på forsiden med titlen: 'Hvad sker i Kejsergade?' Nogle studerende havde under hånden orienteret Wivel, så Studenterbladet kunne ligge klar med historien - når der vel at mærke var skaffet uigendrivelige beviser.
Da bladet allerede var i trykken, var det kun et spørgsmål om få timer, før politiet - via trykkeriets oplysningspligt - ville få kendskab til, at studenterne var på sporet af Kejsergade-centralen.
Men mødet tog endnu en overraskende drejning, da der samtidig indløb en meddelelse om, at historien nu pludselig var verificeret: De fotograferede personer var efterretningsfolk i FE.

Det største problem var dog, at samtalen kort før var blevet ført over Elevrådets henholdsvis Studenterrådets telefoner, som man gik ud fra blev aflyttet. Mødedeltagerne måtte derfor handle straks for at forhindre, at væsentlige beviser blev fjernet.
Mindre end ét kvarter efter den famøse telefonsamtale tog en halv snes studenter opstilling udenfor porten i Kejsergade. Fem minutter senere spadserede de første cottoncoatklædte herrer ned ad Skindergade, idet de ivrigt studerede frimærkehandlernes vinduer og snakkede med deres 'cigaretpakker' (mobilradioer). Endnu et kvarter senere ankom tre-fire politifolk, som dog dårligt kunne gøre noget ved en gruppe studenter på fortovet udenfor et universitetsinstitut.

De studerende stod vagt natten igennem og hele næste dag, den 21. oktober, hvor også Lasse Ellegaard skrev om sagen i Information og bl.a. indkaldte til en demonstration.
Den 22. oktober blev sagen slået stort op i andre aviser, og daværende forsvarsminister, den konservative Erik Ninn-Hansen, erkendte, at han ikke kendte til centralen i Kejsergade. Ministeren ville derfor inspicere centralen allerede den følgende dag.
Hen på aftenen den 22. oktober hørte studenterne en livlig aktivitet inde bag porten i Kejsergade. Via en telefonkæde udvidede de vagten til to-tre hundrede. Kort før midnat kom politiet med en større styrke, som fik splittet studenterne ud til begge sider for porten. Inde fra gården blev en motor nu speedet hysterisk op. Porten blev åbnet, og ud kørte en lys Opel Rekord med tonede ruder for fuld fart. Bilen strejfede en student og ramte en betjent, idet den fræsede imod ensretningen ned ad Skindergade, fortsatte vildt hasarderet (og mod ensretningen) op ad Købmagergade - og forsvandt.
Betjenten brækkede benet, men påkørslen blev aldrig efterforsket. Derimod blev nogle studenter sigtet for vold mod betjenten... Imidlertid havde Ekstra Bladets fotograf taget billeder, som tydeligt viste, at det var bilen, som havde påkørt betjenten. Derved faldt anklagerne mod studenterne bort trods 'øjenvidneberetninger' fra andre politifolk.
Det, som pressen dækkede nærmest som studentervold, var studenternes spontane reaktion på det fænomen, at der sandsynligvis foregik ulovligheder i kælderen under Kejsergade. Ved at stå vagt ville de forhindre, at beviser blev fjernet - f.eks. i den bortkørende bil.
Men hvad var det, som var så vigtigt at fjerne fra Kejsergade natten før, en så forsvars- og NATO-loyal mand som forsvarsminister Ninn-Hansen kom på inspektion? (Politiken var i øvrigt den eneste avis, som havde fået en journalist med på ministerens inspektion.)

Når jeg kan fortælle disse hidtil ufortalte detaljer, skyldes det, at jeg i 1969 dels var studenterrepræsentant på Arkitekt-skolen og dels var med i Vietnam-Informationsgruppen. Jeg deltog derfor på det omtalte møde og i den efterfølgende bevogtning af Kejsergade.
Som fast telefonpasser i Rådskælderen på Arkitekt-skolen oplevede jeg de følgende dage, at folk fra alle kanter ringede ind for at dele deres viden med os (vi blev åbenbart opfattet som en kommandocentral for Kejsergadeaktiviteterne). Ikke alt var troværdige oplysninger, og da vi vidste, at PET/ FE sad og lyttede med, standsede vi folk, inden de kom for godt i gang.
Vor fornemmelse var, at havde vi stykket alle oplysningerne sammen, kunne det blive en farlig viden, som nemt kunne have skaffet os en spionageanklage på halsen i den betændte tid, der fulgte (med beslaglæggelser af blade, spionanklage mod Informations chefredaktør, den tidligere modstandsmand Børge Outze, samt den såkaldte 'Trotyl-sag' i Århus).
Men folks beretninger viste så meget, at afsløringen af lyttecentralen i Kejsergade havde vakt bestyrtelse i ambassader, institutioner, presse og virksomheder med international kommunikation. Og én oplysning fik vi fra så mange sider, at der ikke kunne være nogen tvivl om den, nemlig at den amerikanske ambassade stod på den anden ende i de dage.
Hvorfor? Jeg har prøvet at få oplysninger via USA's Nationalarkiver (som giver indsigt efter 25 år mod først efter 50 år i Danmark). Så meget har kunnet verificeres, at der i tiden efter Kejsergadeafsløringen faktisk var hektisk aktivitet på ambassaden, samt at vagten af marineinfanterister i og omkring ambassaden var femdoblet. Oplysningerne angiver, at man øgede kontrollen, fordi man havde forventninger om et terroristangreb(!). Jeg synes, at det tyder på en eller anden 'amerikansk forbindelse' til Kejsergade.

Resten bliver dog spekulation. Var USA/CIA f.eks. direkte involveret i Kejsergade? Noget kunne tyde på, at installationerne i centralen var meget avancerede og kostbare - måske for dyre for FE.
Var andre landes efterretningstjenester involveret i Kejsergade, måske uden USA's viden?
Kendte USA ikke til Kejsergade-centralen og blev de derfor chokerede over, at lille Danmark aflyttede deres ambassade såvel som alle andre, herunder CIA-efterretninger, koder m.v.?
Kendte diplomatkorpset ikke centralen, mens CIA kendte den - og opstod der derfor modsætninger på ambassaden?
Min egen fornemmelse er, at Kejsergade var et centralt led i en større, måske international efterretningskæde.
Bl.a. Informations afsløringer i den senere tid viser, at socialdemokratiets efterretningsorgan, AIC (Arbejderbevægelsens Informations Central) har haft tæt samarbejde med FE og det borgerlige efterretningsbureau, 'Firmaet'. Samme billede viste sig i Norge og Sverige, nemlig at arbejderpartiernes efterretningstjenester var dybt integreret med de statslige sikkerhedstjenester.
Havde Ninn-Hansen selv bedt om at få fjernet belastende ting, før han kom anstigende bl.a. med en journalist fra Politiken?
Var det FE selv, som fjernede forbindelsesled til USA's eller andre landes efterretningstjenester? Konspirerede FE og AIC ikke blot mod venstrefløjen og de fagligt aktive, men også imod den daværende ikke-socialdemokratiske regering? Måske fandtes der i Kejsergade beviser for et samarbejde med AIC mod de borgerlige politikere - beviser, som en borgerlig forsvarsminister helst ikke skulle finde.
Hvad der foregik i Kejsergade var i al fald mere end lidt amatøragtig aflytning. Her mødtes - måske - trådene i et netværk, styret mere af usynlige kræfter i hele den vestlige verden end af den regering, som danske vælgere tilfældigvis havde plantet på taburetterne.

Søren Plum er teatermand og freelance journalist

APROPOS
Skæg og blå briller

1998 har været 30-året for '68-begivenhederne. Men selv om oprøret forlængst er uddødt, viser 1998, at det langt fra er begravet endnu. Årets har bragt afsløringer af efterretningstjenesternes ulovligheder samtidig med, at flere bøger har åbnet en meget hadsk debat om 68-venstrefløjen som værende terrorister dybest i deres hjerter. På den måde har 1998 lignet tiden efter '68, med afsløringer og modafsløringer.
Men stemningen i 60'erne og 70'erne var helt anderledes. Perioden var dybt præget af, at de to supermagter krigedes indbyrdes, førte blodige kolonikrige, undertrykte folk voldeligt fra Vietnam til Prag og opretholdt kolonimagter og bestialske diktaturer i vest som i øst.
Og denne ydre situation forpestede også de indre forhold i Danmark. At være kritisk for eksempel mod atomvåben blev betragtet på linje med at være landsskadelig og kommunist.
Men '68 bragte en frihedsfornemmelse, en lydhørhed overfor nye idéer og en politisk og kulturel grøde, som kunne få én til at tro, at store forandringer stod lige for døren. Der var en spænding i luften, som til dels fik yderligere næring af efterretnings-tjenesternes legen 'skæg-og-blå-briller'. Ja, måske fik det ligefrem aktivisterne til at føle sig mere farlige, og ungdommen til at tro, at en samfundsomvæltning var mulig.
Men det var ikke leg. De aflytninger, som pressen nu har løftet en flig af, viser, at det var blodig alvor. De var symptomer på en virkelighed, som enhver, der ytrede sig kritisk offentligt eller var politisk eller fagligt aktiv, måtte lære at leve med - at PET eller FE altid var med på en lytter.
Ingen har dog taget fat på de rigtig betændte sager endnu. For eksempel Kejsergadesagen, der indeholder alle de ingredienser, som en kommissionsundersøgelse burde tage fat på:
PET og FE's snævre forbindelser, forbindelserne til USA (CIA), konspiration i forhold til regeringen, politiets dække over ulovlige handlinger og måske endog de politiske partiers konspiration mod hinanden (AIC og det såkaldte 'Firmaet').
Søren Plum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Pedersen

Ved Søren Plum ikke, at konspirationsteorier pr. definition er løgn og staniolhat?

Moralen må være, at efterretningstjenesterne den gang glemte at lægge et effektivt lag spin hen over enhver lyssky aktivitet.