Kronik

Pas på nisserne

23. december 1998

Julen er hos mange blevet en cirkusforestilling fyldt med farlige børn, trætte nisser og trætte forældre. Men lad os blive fri for gavelist og gavetvang!

Sidste år var jeg inviteret til julestue med mine børn. Et lille orkester spillede julesange i hjørnet af den velpyntede sal, mens en tynd, meget ung julemand på timeløn gik rundt og delte rosiner ud - "Men kun til søde børn!" - som han sagde. Det var rigtig juleagtigt.
Jeg satte mig i ro og fred ved et bord overstrøet med konfekt og kager, men pludselig blev julefreden brudt af en vred moderlig stemme:
"Se nu, sodavand over det hele. Nej, du skal ikke have mere konfekt, slip det så, slut. Sæt dig ned. Du er altså streng. Kan du huske, hvad vi snakkede om i går?" "Ja", sagde den lille dreng, hun talte til. Så fortsatte han: "Jeg får ingen gaver af nisserne, hvis jeg ikke opfører mig ordentligt." "Ja, og når du nu ved det" svarede hun vredt, "hvordan kan du så gøre det der?"
Jeg vågnede helt op, fordi moderen kiggede på mig og forsøgte at drage mig med. Den lille dreng stoppede naturligvis, lagde konfekten tilbage, sad et lille øjeblik og løb så videre. Han var åbenbart ikke synligt plaget af familienissernes moralske overvågning. Han var heller ikke forundret over moderens rolle. Måske var det en gammel familietradition, der hjalp julen lidt på vej.
Faktum var, at han måtte holde vågent øje med sin adfærd for ikke at risikere en gaveløs jul.

I dag ved man meget om, hvordan man gør børn u-selvstændige og usikre, og julens nissedressur og gavetrusler er et glimrende eksempel. Det er nemlig forlængst godtgjort, at forsøg på at banke eller dressere det gode ud af børn er dømt til fiasko. Børnene bliver forvirrede og uselvstændige. Til gengæld kan børn sagtens opføre sig selvstændigt uden dressur. De har en meget veludviklet samvittighed, der ikke befordres i et miljø præget af straf, præmier eller trusler.
At nisser ikke slår, gør dem ikke nødvendigvis harmløse. Den lille drengs nisser, familiens nisser med alle de gode gaver i sækken, det skarpe blik og truslerne, er alligevel på sin egen måde ganske børneskadelige.
Var drengens mor træt? Var den onde nisse en nødvendig hjælp, eller en slags ansvarsforskydende bugtaleri? - Det er svært at vide, men jeg tror, de onde nisser er - sammen med mangel på overskud og ansvarsmod - et udtryk for forældrenes tøvende tillid til, at børn kan tackles på en anden måde.

Når drengens mor sætter nissen mellem sig og barnet, som en løvetæmmer stol og pisk, er det fordi, hun er bange. De fleste vil sige: Med god grund. Alle forældre har jo erfaringer med utæmmelige børn, der skriger, slås og plager om slik i forretninger. Her slår fornuftens argumenter ikke altid til. Børn lystrer ikke, og derfor kan man med en vis ret sige, at man er tvunget af børnenes natur til at true med nisser og gaver, for når nisserne får lov til sige lidt om sammenhængen mellem gaver og god opførsel, makker børnene ret.
Noget andet er, at man må sige, at hvis nisser findes, så må de være på en helt anden måde. Ellers er det jo små dæmoner, vi inviterer indenfor. En rigtig nisse er konsekvens-etiker, han ser på børnenes sindelag snarere end på det ydre.
Nyttemoral ligger naturligvis i tidsånden, og skal nisserne følge med den politiske strømning og nyde godt af julen, så skal de naturligvis også gøre sig fortjent i tidens ånd. Økonomisk dressur er det nye løsen. Alt, hvad der koster samfundet penge, er spild af tid.
Det er sørgeligt, og ikke bare fordi juleånden pifter ud af tiden, men også fordi, det er så indlysende tåbeligt at sætte lighedstegn mellem økonomisk udbytte og samfundsmæssig gavn.

Julehåb eller håb om en bedre nissekultur er der ikke meget af. Håbet er en tro på, at alt det, vi endnu ikke ved, kan bringe os videre. Det kan dressurlogik desværre ikke forestille sig. Den kan kun gentage fortiden fremefter. Fødderne sidder forkert.
I sin oprindelige betydning er jul et spørgsmål om kærlighed, accept og respekt - nu er det i de fleste hjem endt med en cirkusforestilling fyldt med farlige børn, trætte forældre og nisser. Advarslen mod det onde nisseri er ikke bare et forsvar for børnene. "Børnetæmmeren" bliver fanget af alt det, han har fundet nødvendigt for at undgå frie børn, og derved går de voksne glip af noget væsentligt - af deres egne børn. Med dressur opnår man i værste fald, at det ikke er børn, der pakker gaver ud juleaften, men mekaniske nissekopier.
Det er nissen, der vinder. Og det har ingen mening.
Og så var der gaverne, alle de gaver nissen ender med at skulle slippe.
De ender jo ingensteder, fordi de strengt taget ender i skødet på en kopi af nissen selv. Den subtile dressur handler nemlig aldrig om børn eller forældre i deres egen ret.
At det ender lige der i al den mekanik, er forældrenes ansvar, fordi de ikke tror på det gode i børnene. De har opsuget en tidstypisk mistillid til indre kvaliteter, og tør kun tro på, at en slags legemsdressur er vejen til et bedre familieliv. Men dressur er lidt højtideligt sagt, og børn er hverken onde, glubske eller dumme væsner, der venter på et usundt afkog af deres forældre, politikerne eller forældrenes nissetro.

Børn kan selv, men har naturligvis brug for lidt sokratisk støtte, kærlighed og respekt. Netop alt det en rigtig jul bør handle om.
Det ved de gode nisser, som er kærlige nisser, ikke købmandskærlige. De gode nisser skaber hygge og tryghed og truer ikke med en gaveløs jul. De reagerer naturligvis på urimeligheder, skælder ud og siger fra. Men altid med respekt, og aldrig med snak om, at nisserne kigger og lytter, skriver ned og sladrer til julemanden, mor eller far. Gaverne skal nok komme, uden at det har noget med en bestemt adfærd at gøre. Elsker man børn, elsker man ikke nødvendigvis deres bøvl, men man elsker dem på trods af bøvlet. Og det bør nissen også gøre.
En betinget gave er nemlig mindre værd end den, man får spontant af ærligt hjerte. En gave betinget af god opførsel er jo slet ikke til barnet i sin egen ret, men til den adfærd, der tilfredsstiller ham eller hende, der stiller betingelserne. Den betingede gave er til en forkvaklet drøm om barnet.
Børn elsker gaver og kan blive nødt til at tage gavernes betingelser med i købet. De magter nemlig ikke at miste både gaverne og forældrenes venlighed. Så hellere skære lidt af sjælen fra hist og her.

Man bør siger nej til den slags julevold, holde op med at optræde bugtaleragtigt og lade være med at ansætte en mindre hær af røde politibetjente. Julefred er ikke nødvendigvis stille og mekaniske børn, men ærlige og glade børn. Børn elsker deres forældre, og vil elskes af dem, de elsker. Hos mor og far ser de ukritisk det bedste svar på spørgsmålet om, hvad og hvem de er.
Julen bør skabe lidt klarhed. Julen bør med alle sine nisser gøre det muligt at være sig selv, at finde trøst, ro og styrke. Hvis man ikke kan få lov til det, fordi julen også svigtes af sine nisser, så er julen meningsløs, og ikke bare julen, det gælder jo også livet i almindelighed.
En god jul er en jul uden gavelist og gavetvang, en glædelig jul.

*Kim Leck Fischer er filosof og lærer på Skælskør Folkehøjskole.

Apropos - Nissen flytter med

Dagens Tro og Filosofi handler i julens anledning om nisser. Nisser som det magiske islæt i hverdagen, de altid har været. I dag gør vi dem i folkemunde især ansvarlige for den milde gaveregn, denne årstid gerne skulle lade drysse over os og børnene. Men forfatteren til Tro og Filosofi genopliver et andet nisseaspekt, nemlig nissen som ulykkesfugl, eller måske snarere syndebuk for ting, vi burde holde os selv og andre mennesker ansvarlige for.
Ifølge Ordbog over det danske Sprog - et af Informations husklenodier - betyder en nisse nemlig en "husvætte (oftest i skikkelse af en gammel mandsling ell. en lille dreng med en rød hue, der if. folketroen holder til i udhuse olgn. steder, og som hvis han behandles godt, sørger for lykke og trivsel, men ellers hævner sig enten ved smaa ondskabsfulde drillerier ell. ved at bringe ulykke over huset. ... nu ofte i best. f. om det bestemte væsen, der er knyttet til det enkelte hus."
Måske på grund af de ulykker, den lille, gråklædte figur med den røde hue siges at kunne bringe over gården, gøres nissen i Ordbog over det danske Sprog' eksempler ansvarlig for forskellige uheld og ulykker, som den i aviskredse ikke ukendte Sætternisse.
Samme sætternisse - udtrykket - må i øvrigt stamme fra den tid, hvor avisens tekst blev sat i bly. Dog synes selve fænomenet, nemlig fejlene, at have overlevet overgangen fra blysats til diverse nye teknikker. Åbenbart er nissen hver gang flyttet med efter devisen: "det nytter/ kun lidt at bonden flytter/ naar Nissen huser i hans Gaard, hans Kjælder;/ thi Nissen flytter med, som man fortæller."
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu